Beretning fra Titanics forlis

Jeg gik ned på bådedækket, hvor jeg havde set den sammenfoldelige redningsbåd ligge, og til min overraskelse så jeg, at de stadigvæk forsøgte at skubbe den over bord. Jeg tror ikke, der var en eneste sømand i skaren. De kunne ikke klare det. Jeg gik hen til dem for at give en hånd med, da en stor bølge skyllede hen over dækket. Bølgen skyllede båden med sig. Jeg havde grebet fat i en åregaffel, så jeg blev trukket med.

Det næste, jeg mærkede, var, at jeg befandt mig i båden. Men det var ikke det hele. Jeg befandt mig I båden, men den lå med bunden i vejret, og jeg lå under den. Jeg kan huske, jeg mærkede, at jeg var gennemblødt, og jeg tænkte, at leg ikke måtte trække vejret, for jeg lå under vandet. Jeg vidste, at jeg måtte kæmpe for livet, og det gjorde jeg så. Hvordan jeg kom fri af båden, ved jeg ikke, men til sidst kunne jeg mærke den friske luft.

Der lå mennesker overalt omkring mig - hundredvis af mennesker, Havet var oversået af mennesker, der alle stolede på deres redningsbælter. Jeg følte, at jeg måtte sørge for at komme væk fra skibet.

Men hun var et pragtfuldt syn. Røg og gnister blev spyet op fra skorstenen. Der må være sket en eksplosion, men vi hørte ikke noget. Vi så kun en vældig strøm af gnister.

Skibet sænkede stævnen dybere og dybere ned i vandet - som en and, der skal til at dykke. Jeg havde kun en ting i hovedet - at komme væk fra suget. Orkesteret spillede stadig. Jeg vil tro, de alle sammen gik ned med hende. De spillede »Autumn« på det tidspunkt. Jeg svømmede alt, hvad jeg kunne. Jeg vil tro, jeg var omkring 50 meter fra hende, da hun langsomt begyndte at glide ned i vandet. Stævnen sank længere og længere ned, og agterenden ragede efterhånden lodret op af vandet.

Da den sidste bølge vaskede hen over hendes ror, mærkede jeg ikke den mindste smule sug. Hun må være sunket lige så langsomt, som hun havde sejlet ...

Noget efter hun var sunket, følte jeg, at jeg frøs voldsomt. Jeg så en eller anden båd i nærheden og samlede alle mine kræfter for at svømme hen til den. Det var hårdt. Jeg var næsten helt udmattet, da en hånd rakte ned fra båden og trak mig om bord. Det var den båd, jeg havde ligget under. Og det var de samme mennesker, der var om bord. Der var lige plads til, at jeg kunne komme op over rælingen.

Jeg lå der uden at sanse, hvad der skete omkring mig. Der var en, der sad på mine ben. De blev helt mast, og det gjorde ondt, men jeg kunne ikke få mig til at bede manden om at flytte sig.

Det var et frygteligt syn omkring os - folk svømmede rundt og sank.

Jeg lå, hvor jeg lå, og lod manden mase mine fødder ud af form. Andre kom hen i nærheden af båden, men ingen rakte dem en hånd. Båden lå stadigvæk med bunden i vejret, og der var alt for mange mennesker, der klyngede sig til den. Den var ved at synke. I begyndelsen skyllede de største bølger ind over mit tøj. Så begyndte de at skylle ind over mit hoved. Jeg var nødt til at trække vejret, når der var lejlighed til det.

Mens vi flød rundt på Vores kæntrede båd, og jeg spejdede ud i mørket for at få øje på lanternerne fra et andet skib, var der en, der sagde: »Synes I ikke, vi burde bede?« Han, der foreslog det, spurgte, hvad for en religion de forskellige tilhørte. Hver af os fortalte det. En var katolik, en metodist, en presbyterianer. Man blev enig om, at den bedst egnede bøn ville være fadervor. Vi bad den i kor sammen med den mand, der havde foreslået den.

Nogle pragtfulde mennesker reddede os. De sad i en båd, der lå på ret køl, men den var stuvende fuld. Alligevel sejlede de over til os og tog os alle sammen ombord. Jeg så lys langt ude i det fjerne og vidste, at et dampskib Var på vej for at redde os.