1. Verdenskrig

Mens jeg skriver dette, så sider jeg og bliver lidt sentimental, da om fem år bliver 100 årsdagen for Første Verdenskrig rundet. Det vil ske med pomp og pragt i de forskellige krigsførende lande og boghylderne vil komme til at bugne af ny litteratur om krigen, der på mange måder har stået i skyggen af den følgende verdenskrig. For en historisk nørd som mig bliver det utroligt spændende, men samtidigt betyder det også, at den levende erindring om denne vigtige historiske epoke er uddød.

I 1914 blev den Østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand skudt i Sarajevo.
Bag drabene stod en serbisk organisation, hvor de egentlige bagmænd befandt sig i Serbien. Østrig-Ungarn ønskede at retsforfølge bagmændene, og blev betingelsesløst støttet af Tyskland.

Presset mod Serbien voksede, landet gav efter overfor de fleste stillede krav, men ville ikke opgive dets uafhængighed.
Den spændte situation kunne have fået en politisk løsning, da de serbiske indrømmelser var store, og bagmændene kunne forfølges.
Havde den tyske alliance vundet første Verdenskrig, så havde jeg sikkert skrevet nu, i bagklogskabens klare lys, at tyskerne skaffede sig et alibi for at indlede en krig, som de gerne ville udkæmpe, for at erobre den egentlige magt i Europa.

De europæiske stater havde indgået alliancer, for at skabe en militærligevægt, der skulle sikre at den militære balance blev opretholdt. Blev en alliance svækket, kunne den anden alliance måske erklære krig, for den ville givet være stærkest.

Historie kan fortolkes, da den bliver skabt af mange menneskers viljer, og derfor kan aktørers intentioner være skjulte. Så jeg skriver:
Før udbruddet af 1. Verdenskrig var der en bred international fredsvilje, og der var ingen, der decideret ønskede en krig.

En militær ligevægt er ved et krigsudbrud en tidsmæssig balance, hvor deltagerne hurtigst muligt, flytter dets styrker til fronten, for at bremse modstanderens fremmarch eller trænge dybt ind på fjendens område. For derved, at ødelægge modstanderens kampevne eller vilje til kamp.

De kommende deltagere i 1. Verdenskrig, turde ikke standse deres egen mobilisering, da det ville give fjenden en betydelig militærfordel, hvis der ikke kom en fred.
Således blev land efter land blev krigsdeltager i 1. Verdenskrig.

På Vestfronten blev tyskernes offensiv standset.
De to hære forskansede deres stillinger defensivt. Til sidst var der en skyttegrav, som ikke kunne omgås. 1. Verdenskrig blev på Vestfronten en stillingskrig med to stærkt befæstede modstandere indenfor hinandens skudvidde, hvor begge igangsatte offensiver, der skulle gennembryde modstanderens linier. Somme og Verdun er slagmarker, der har vundet et episk ry.

Østfronten var anderledes - da fronten ikke var fastlåst. Til gengæld var afstanden ind på russisk område gigantisk.

De Allierede havde de fleste soldater. De kæmpede mod en alliance, som havde en fordel ved at kæmpe på den indre parameter, hvor allierede skulle føre tropper og materiel hele vejen udenom fjenden. Så de Allierede kunne ikke samle deres styrke. Den tyske alliance kunne hurtigt flytte tropper og materiel fra front til front.
Tyskerne var til gengæld belejrede og afskåret fra forsyninger fra de fleste neutrale lande, hvilket gjorde deres forsyningssituationen svær. Tyskerne forsøgte at bryde blokaden. Ubåden Deutchland var et forsøg fra tyskernes side på at bryde blokaden.

De sidste krigsår i 1. Verdenskrig var tyskernes materiel slidt, og befolkningen sultede. Der er beretninger fra Vestfronten om tyske soldater, der angriber fjenden på egen hånd for at erobre mad.

Ved afslutning af 1. Verdenskrig, stod de tysker tropper på fjendens jord, og var langt fra besejrede.

Der opstod, i Tyskland, i mellemkrigstiden myten om dolkestøddet - om den kæmpende tyske hær, der var blevet svigtet af dets politikere og bagland.

Fredsslutningen i Versailles, som var præget af den amerikanske præsident Woodrow Wilson, havde til sigte, at forhindre og krig og fjerne den tyske militarisme.