Hitler bøger
Føreren & den nazistiske bevægelse
Af: Adolf Hitler i: Mein Kampf
En kortfilm, der blev lavet som propaganda film fra Disneystudierne. Filmen havde premiere 1. januar 1943 og er bidende satire over Hitler Tyskland.
Man synes åbenbart, det kræver en forklaring, at føreren for en nation, der doserer ægteskab og rig børneavl som en patriotisk pligt, lever i cølibat, og de forklaringer, de nyfigne selv brygger sammen, går lige fra patologiske til det romantiske.
Det staar ganske klart, at Herr Hitler ikke kan tillade sig at lide et Nederlag i sin Luftkrig mod Storbritannien, uden at det vilde blive til stor Skade for ham. Hvis eller alle disse Pralerier og tænderskærende Trusler og uhyggelige Beretninger, som udbasuneres over hele Verden, om alle de Tab, han har paaført os.
»Det er et tegn fra Gud! Hvis denne brand viser sig at være kommunisternes værk - og det er jeg overbevist om, den er - så skal intet længere forhindre os i at knuse denne morderiske pest med en jernnæve.«
Efter hint berømte Møde i Berchtesgaden, hvor Schuschnigg bøjede sig for Hitlers Krav, skrev jeg: »Dette betyder Finis Ausiriee«, - og det bebrejdede man mig bittert.
Jeg vil ikke gense mennesker, der har indladt sig på at være med til dette, endog at forherlige og idealisere det. Overfor mig selv og andre foregøgler de en ny storslået åndsform, men kun den rå magt var dens ophav, og bag alle deres udflugter skjuler der sig kun den nøgne materielle interesse og den skændige opløsning af deres samvittighed.
Min forestilling om at lede ungdommen kan aflæses på to punkter. Folk kan sige, hvis de har lyst, at Hitler Jugend blot var en form for nazistisk ideologi i en form, som ungdommen kunne forstå. Men jeg udviklede en særlig form for uddannelse, som andre før mig havde arbejdet med i årevis.
Skønt vi ikke har nogen Racekamp i Danmark, finder jeg det fuldt ud forståeligt, om en fordreven ikke-arisk Digter fra Tyskland tager det for ham så tragiske Problem op til Behandling.
Blandt alle de triste, ja ligefrem gruopvækkende eller modbydelige Erfaringer, jeg indhøstede i Oranienburg i Løbet af de 6 Maaneder, kan der dog ogsaa nævnes en oplivende Episode.
Føreren er i den seneste tid flere gange blevet opmærksom på, at - også fra officielle kontorer - for længe siden optagede fremmedord i det tyske sprog erstattes af nye ord der er fundet ved oversættelsen af det oprindelige ord, og som oftest fører til uskønne udtryk.
Den vane at udveksle rædselsfulde erindringer om deres bedrifter i krigen var fremherskende blandt nazilederne. Det nazistiske blad "Angriff" fortalte en dag, at Hitler under krigen havde vundet sit Jernkors ved egenhændigt at tage 14 englændere til fange.
For første gang i mit liv må jeg kategorisk nægte at adlyde en Førerbefaling.
Jeg har altid beundret Deres storhed, Deres holdning i denne gigantiske kamp og Deres jernvilje til at hævde Dem og nationalsocialismen.
Japans indtræden i krigen skabte ingen bekymringer for os, skønt det var ganske klart, at japanerne dermed gav Roosevelt en førsteklasses undskyldning for at sætte amerikanerne ind mod os.
Disse latinske lande har aldrig bragt os held. Deres anmassende indbildskhed står i omvendt forhold til deres svaghed, og det skaber altid forvirring.
I begyndelsen så det faktisk også ud, som om revolutionen ville blive en af de sædvanlige »historiske begivenheder«: et anliggende for aviserne og, hvis det gik højt, den offentlige sfære.
Efter min Indtrædelse i det Tyske Arbejderparti overtog jeg straks Ledelsen af Propagandaen. Jeg regnede dette Fag for i Øjeblikket at være langt det vigtigste.
Her maa man imidlertid ogsaa regne med Menneskenes Svaghed, som forleder den enkelte til i det mindste i Begyndelsen instinktivt at gøre Modstand imod et overlegent Hoved. Saasnart en Organisation optrækkes mekanisk ovenfra og nedefter, er der stor Fare for, at en Person, som engang er indsat, men dog ikke nøje kendt og som maaske senere viser sig ikke at være saa egnet dertil, af Skinsyge søger at hindre dygtigere Elementer indenfor Bevægelsen i at komme frem. Den Skade, der opstaar i et saadant Tilfælde, kan faa en skæbnesvanger Betydning især for en ung Bevægelse.
Af denne Grund er det mere hensigtsmæssigt først i nogen Tid at lade en Idé udbrede propagandistisk af en Central og derefter grundigt at gennemtrawle det indsamlede Menneskemateriale for at finde Føreremner. Det vil tit vise sig, at tilsyneladende uanselige Mennesker ikke desto mindre maa regnes for fødte Førere.
Det vilde derimod være helt forkert at betragte Rigdom paa teoretiske Erkendelser som karakteristiske Beviser for Føreregnethed og Førerdygtighed.
Det modsatte er ofte Tilfældet.
De store Teoretikere er kun i sjældne Tilfælde ogsaa store Organisatorer, da Teoretikerens og Programmatikerens Storhed først og fremmest ligger i Erkendelse og Fastlæggelse af abstrakt rigtige Love, mens Organisatoren i første Række skal være Psykolog.
Han skal tage Mennesket som det er, og maa derfor kende det. Han maa ligesaa lidt overvurdere det som ringeagte dets Masse. Han skal tværtimod forsøge paa at regne ligeligt med Svaghed og Brutalitet, for under Hensyntagen til alle Faktorer at skabe et Værk, der som levende Organisme er opfyldt af den største og mest vedholdende Styrke og derved egnet til at bære en Idé og bane den Vej til Sejr.
Det er en endnu større Sjældenhed, at en stor Teoretiker er en stor Fører. Agitatoren er det langt snarere, hvad mange, der kun arbejder videnskabeligt med et Spørgsmaal, ikke kan lide at høre; og dog er det en Selvfølge. En Agitator, som har Evne til at bibringe det brede Lag en Idé, maa altid være Psykolog, selvom han kun er Demagog. Han vil altid være bedre egnet som Fører end den menneskefjendske og verdensfjerne Teoretiker.
At føre vil sige det samme som: at kunne bevæge Masser. Evnen til at forme Idéer har intetsomhelst at gøre med Førerdygtighed. Det er ganske forkert at strides om, hvad der har størst Betydning, at opstille Idealer og Maal for Menneskeheden eller at realisere dem. Det gaar her som saa ofte i Livet: det ene vilde være ganske meningsløst uden det andet. Den skønneste teoretiske Indsigt bliver værdiløs og uden Formaal, hvis Føreren ikke dirigerer Masserne i den Retning.
Og omvendt, hvad nytter al Førergenialitet og Førergeni, hvis den aandfulde Teoretiker ikke opstillede Maalene for den menneskelige Kamp? Men Teoretiker, Organisator og Fører forenet i en Person er det sjældneste, man kan finde paa denne Jord; disse tre Ting i Forening skaber den store Mand.
Som allerede nævnt helligede jeg mig i den første Tid, jeg virkede indenfor Bevægelsen, helt Propagandaen. Det maatte kunne lykkes den lidt efter lidt at fylde en lille Kerne af Mennesker med den nye Lære for saaledes at uddanne det Materiale, der senere kunde blive de første Elementer til en Organisation. Propagandaens Maal var her større end Organisationens.
Naar en Bevægelse har til Hensigt at omstyrte en Verden og i Stedet opbygge en ny, skal der indenfor dens egen Førerstabs Rækker herske fuldkommen Klarhed over følgende Principper: Enhver Bevægelse skal først sigte det indvundne Menneskemateriale i to store Grupper: Tilhængerne og Medlemmerne.
Det er Propagandaens Opgave at hverve Tilhængere, Organisationens Opgave at vinde Medlemmer.
Tilhænger af en Bevægelse er den, der erklærer sig indforstaaet med dens Formaal; Medlem er den, som kæmper for den.
Propagandaen vækker Tilhængernes Sympati for en Bevægelse. Organisationen faar Medlemmet til selv at medvirke til at hverve nye Tilhængere, som igen kan udvikle sig til Medlemmer.
Da det at være Tilhænger kun betinger en passiv Anerkendelse af en Idé, mens det at være Medlem kræver den aktive Varetagelse, bliver der ud af ti Tilhængere højst et a to Medlemmer.
Tilhængerskabet har kun sin Rod i Erkendelsen, Medlemsskabet i Modet til selv at forsvare det erkendte og udbrede det til videre Kredse. Erkendelsen i sin passive Form stemmer overens med Majoriteten af Menneskeheden, der er træg og fejg. Medlemsskabet betinger aktivistisk Sindelag og stemmer derved kun overens med Minoriteten af Menneskene.
Propagandaen skal i Overensstemmelse hermed utrætteligt drage Omsorg for, at en Idé vinder Tilhængere, mens Organisationen skal være stærkt betænkt paa af selve Tilhængerskabet kun at gøre de værdifuldeste til Medlemmer. Propagandaen behøver derfor ikke at bryde sit Hoved med Betydningen af hver enkelt, den har belært, med deres Dygtighed, Evner og Forstaaelse eller Karakter, mens Organisationen ud af disse Elementers Masse omhyggeligt skal samle dem, der virkelig muliggør Bevægelsens Sejr.
Propagandaen søger at paatvinge hele Folket en Lære, Organisationen rummer indenfor sine Rammer kun dem, der ikke af psykologiske Grunde truer med at blive en Hæmsko for.videre Udbredelse af Idéen.
Propagandaen bearbejder Helheden til Fordel for en bestemt Idé og gør den moden til den Tid, da Idéen sejrer, mens Organisationen tilkæmper sig Sejren ved Hjælp af den varige, organiske og kampdygtige Sammenslutning af de Tilhængere, der synes kapable og villige til at føre Kampen for Sejren.
Chancerne for en Idés Sejr vil være større, jo mere omfattende Propagandaen har bearbejdet Menneskene som Helhed og jo mere eksklusiv, stram og fast den Organisation er, der praktisk gennemfører Kampen.
Deraf følger, at Tilhængernes Antal ikke kan være stort nok, men at Medlemmernes Antal lettere kan blive for stort end for smaat.
Naar Propagandaen har fyldt et helt Folk med en Idé, kan Organisationen drage Konsekvenserne med en Haandfuld Mennesker. Propaganda og Organisation, altsaa Tilhængere og Medlemmer, staar dermed i et bestemt gensidigt Forhold. ]o bedre Propagandaen har arbejdet, des mindre kan Organisationen være, og jo større Tilhængernes Antal er, des beskednere kan Medlemmernes Antal være og omvendt: Jo daarligere Propagandaen er, des større maa Organisationen være, og jo mindre en Bevægelses Tilhængerskare vedbliver at være, des mere omfangsrigt maa dens Medlemstal være, hvis den overhovedet vil kunne regne paa en Sejr.
Propagandaens første Opgave er at vinde Mennesker til den senere Organisation; Organisationens første Opgave er at vinde Mennesker til at føre Propagandaen videre. Propagandaens anden Opgave er at nedbryde den bestaaende Tilstand og gennemsyre denne Tilstand med den nye Lære, mens det maa være Organisationens anden Opgave at kæmpe om Magten, for ved Hjælp af den at naa til den afgørende Sejr for Læren.
Der maa opnaas den mest afgørende Sejr for en Revolution, som beror paa en ny Verdensanskuelse, naar denne om muligt er lært alle Mennesker eller om fornødent senere paatvunget dem, mens Organisationen af en Idé, altsaa Bevægelsen, kun skal omfatte saa mange, som der ubetinget udkræves til at besætte Nervecentrerne i vedkommende Stat.
Det vil med andre Ord sige:
I enhver virkelig stor verdensomvæltende Bevægelse skal Propagandaen først udbrede denne Bevægelses Idé. Den skal altsaa utrætteligt søge at klarlægge de nye Tankegange for de andre, altsaa vinde dem for deres Opfattelse eller i hvert Fald gøre dem usikre i deres egen hidtidige Overbevisning.
Da nu Udbredelsen af en Lære, altsaa denne Propaganda, skal have en Rygrad, saa bliver Læren nødt til at give sig selv en fast Organisation. Organisationen faar sine Medlemmer fra den almindelige Tilhængerskare, som er vundet af Propagandaen. Jo mere intensivt Propagandaen drives, des hurtigere vokser Tilhængernes Antal, og Propagandaen kan arbejde bedre, jo stærkere og kraftigere den Organisation er, der staar bagved.
