Hitlers Sydeuropa

Ved at udnytte den begejstring, vi havde fremkaldt i Spanien, og det chok, vi havde bibragt England, burde vi have angrebet Gibraltar i sommeren 1940, straks efter Frankrigs nederlag.

Men det var vanskeligt på det tidspunkt at forhindre Spanien i at gå med i krigen på vor side - ikke mindst, fordi vi nogle få uger forinden ikke havde kunnet forhindre Italien i at styrte til for at redde vor sejr.

Disse latinske lande har aldrig bragt os held. Deres anmassende indbildskhed står i omvendt forhold til deres svaghed, og det skaber altid forvirring. Vi mislykkedes totalt i vore bestræbelser på at hæmme italienernes ønske om at hente glorie på slagmarken trods den kendsgerning, at vi havde vist os mere end villige til at fejre dem for deres heroisme, overøse dem med alle den militære triumfs frugter og give dem andel i alle fordelene ved en vundet krig - hvis blot de ikke på noget tidspunkt ville have kastet sig ud i den.

Det skal dog indrømmes, at briterne blev taget endnu mere ved næsen af deres latinske allierede, end vi gjorde. Chamberlain ville ganske givet aldrig have erklæret krig, hvis han havde været virkelig klar over omfanget af Frankrigs demoralisation og svaghed. Briterne havde utvivlsomt forudset, at Frankrig skulle bære hovedbyrden af landkrigsførelsen på fastlandet. Intet havde været lettere for Chamberlain end at udgyde nogle få krokodilletårer for Polen og så have ladet os dele landet op efter forgodtbefindende.

Karakteristisk for de latinske lande er ikke blot deres materielle svaghed, men også deres fantastiske selvbevidsthed. Et venligsindet Italien eller et fjendtligt Frankrig, - det er det samme. Begges svaghed har været lige skæbnesvangert for os.

De eneste uoverensstemmelser, der nu og da er opstået - eller il duce og mig, er kommet som følge af de forsigtighedsforanstaltninger, jeg ind imellem er blevet tvunget til at træffe. Trods den ubegrænsede tillid, jeg nærer til hans person, mente jeg det nødvendigt at holde ham i uvidenhed om mine hensigter i tilfælde, hvor åbenmundethed ville have skadet vore interesser. Som jeg stolede på ham, stolede han på Ciano, - .men denne havde naturligvis ingen hemmeligheder for de smukke damer, der flagrede omkring ham som sommerfugle. Det kostede os dyrt, men vore fjender, for hvem det var ligegyldigt, hvad det kostede, fik ad denne vej nys om ikke få hemmeligheder. Jeg havde derfor al mulig grund til ikke at fortælle il duce alt. Jeg er imidlertid bedrøvet over, at han ikke kunne forstå dette, at han blev vred over min holdning og betalte mig tilbage med samme mønt.

Nej, derom kan ingen tvivl være, - de latinske racer bragte os kun ulykke! Medens jeg havde nok at gøre først i Montoire, hvor jeg søgte at sammentømre en i øvrigt værdiløs samarbejds-politik med Frankrig og derefter i Hendaye, hvor jeg måtte finde mig i at modtage tvivlsomme hædersbevisninger fra en falsk ven, benyttede en tredje latiner - og dette endda en, der virkelig var en ven, - lejligheden til, medens jeg var optaget andetsteds, at starte sit skæbnesvangre felttog mod Grækenland.