Goebbels selvmordsbrev
Jeg har altid beundret Deres storhed, Deres holdning i denne gigantiske kamp og Deres jernvilje til at hævde Dem og nationalsocialismen.
Jeg er ikke verdig til at tale høirøstet om Adolf Hitler.
I Krigens sidste Måned søgte Dr. Goebbels ved en voldsom Propagandakampagne at hidse det tyske Folk op til at fortsætte med en fanatisk Partisankrig, når den militære Modstand holdt op.
Såvel Katynmordene som de indbyrdes Forhold mellem de forenede Nationer er som bekendt Goebbels’ kæreste Emne og det, han stadig tyer til, når han skal bortforklare de mange Nederlag på Østfronten.
Først saa ta'r vi Göring ved hans Vingeben
Og så ta'r vi Goebbels og slaar ham ned med sten
Saa hænger Hitler i en strop
Ved Siden af von Ribbentrop
Saa er de rent til Grin
De fire Nazi-Svin
Og så ta'r vi Goebbels og slaar ham ned med sten
Saa hænger Hitler i en strop
Ved Siden af von Ribbentrop
Saa er de rent til Grin
De fire Nazi-Svin
»Hvad hedder han?« ville nazistpartiets propagandachef, Dr. Goebbels vide.
Man synes åbenbart, det kræver en forklaring, at føreren for en nation, der doserer ægteskab og rig børneavl som en patriotisk pligt, lever i cølibat, og de forklaringer, de nyfigne selv brygger sammen, går lige fra patologiske til det romantiske.
Hvorfor denne reception i det private Goebbels hjem? Med propagandaministeren som Øverste dirigent og som vogter vedrørende alt, hvad der bliver sagt?
I sin Føreruniform Dr. Goebbels, i dybe Tanker og med bøjet Hovede.
Efter min Indtrædelse i det Tyske Arbejderparti overtog jeg straks Ledelsen af Propagandaen.
For første gang i mit liv må jeg kategorisk nægte at adlyde en Førerbefaling. Min hustru og mine børn står bag mig i denne afvisning. Om jeg handlede anderledes - ganske bortset fra den omstændighed, at menneskelig medfølelse og loyalitet forbyder os at svigte Føreren i hans livs sværeste stund - ville jeg resten af mit liv komme til at stå som en æreløs forræder og en gemen slyngel, og jeg ville miste ikke blot min selvrespekt men også mine medborgeres agtelse, en agtelse, som jeg ikke ville kunne undvære, hvis jeg skulle gøre et nyt forsøg på at forme den tyske nations og den tyske stats fremtid.
I det delirium af forræderi, som omgiver Føreren i disse krigens mest kritiske dage, må der være i det mindste nogen, som betingelsesløst vil stå ved hans side lige til døden, selvom dette strider mod den formelle og (i materialistisk forstand) absolut berettigede befaling, som han har givet i sit politiske testamente. Ved at handle således tror jeg, at jeg yder det tyske folks fremtid den bedste tjeneste, jeg er i stand til at yde. I de tunge tider, som forestår, vil eksempler betyde mere end mennesker. Der vil altid være mænd, som vil kunne føre nationen frem til frihed, men en genrejsning af vor nationale eksistens ville blive umulig, medmindre den kunne gennemføres på et grundlag af klare og indlysende eksempler.
Af denne grund, sammen med min hustru og på mine børns vegne, som er for unge til at tale for sig selv, men som, hvis de var gamle nok, uforbeholdent ville samstemme i min afgørelse, udtrykker jeg en urokkelig beslutning om ikke at forlade Rigshovedstaden, selv om den falder, men i stedet, ved .Førerens side, at gøre en ende på et liv, som ikke mere kan have nogen værdi for mig, hvis jeg ikke kan leve det i Førerens tjeneste og ved hans side.
Hitler om ægteskabet
Det er et held for mig, at jeg ikke har giftet mig. Det ville være blevet en katastrofe!
Nazismen og ægteskabet
Alt hvad du er er, er du ikke af egen fortjeneste, men gennem dit folk.