Hitler om forholdet til Japan

Japans indtræden i krigen skabte ingen bekymringer for os, skønt det var ganske klart, at japanerne dermed gav Roosevelt en førsteklasses undskyldning for at sætte amerikanerne ind mod os.

Men Roosevelt var, drevet frem af jøderne, allerede fuldt og fast besluttet på at gå i krig og udslette nationalsocialismen, og han behøvede ingen undskyldning. De påskud, der var nødvendige for at overvinde isolationisternes modstand, var han i stand til selv at udtænke. Et bedrageri mere eller mindre betød intet for ham.

Pearl Harbour-katastrofens omfang var utvivlsomt for ham en stor fryd. Den var netop, hvad han ønskede, for at kunne drive sine landsmænd ud i en total krig og udslette de sidste rester af opposition i sit eget land. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at provokere japanerne. Han havde blot, om end i forstørret målestok, benyttet den samme taktik, som Wilson med så stort held havde benyttet i den første verdenskrig: Torpederingen af Lusitania, en djævelsk dygtigt gennemført provokation forberedte psykologisk amerikanerne på, at deres land skulle med i krigen mod Tyskland. Når USA' s intervention ikke kunne forhindres i 1917, stod det ganske klart, at deres intervention nu, fem og tyve år senere, var underforstået og uundgåelig.

I 1915 besluttede verdens-jødedommen åbenlyst at sætte hele sin kraft bag de allierede.

I vort tilfælde besluttede jødedommen så tidligt som i 1933, endnu ved det tredje riges fødsel, i al stilhed at erklære os krig. Hvortil kom, at jødernes indflydelse i USA gennem det sidste kvarte århundrede er vokset støt og stadig. Og når USA's krigsdeltagelse var uundgåelig, var det kun godt for os at have en så værdifuld forbundsfælle som Japan på vor side. Men det var også heldigt for jøderne. Det gav dem chancen for, hvad de længe havde tilstræbt, at drage USA direkte ind i konflikten, og det var et virkeligt kunststykke, de udførte, at få amerikanerne til at gå med i krigen med så stor enighed og så stor begejstring. Amerikanerne, der Ikke havde glemt de tabte illusioner fra 1919, var alt andet end ivrige efter endnu en gang at blive indblandet i en europæisk krig. Men omvendt var de mere end nogensinde besat af tanken om »Den gule fare«. At forsøge på at indgive jøderne en smule fornuft er som at gå over åen efter vand, man kan være sikker på, at alle deres planer er udformet med sand machiavelliansk snuhed. Personligt nærer jeg ingen tvivl om, at de i dette tilfælde meget forudseende regnede med, at »Den opgående sols rige« skulle blive ødelagt af en hvid stormagt, hvorved de ville få gjort op med et land, der var blevet en verdensmagt, og som altid fast og beslutsomt havde modsat sig den jødiske races smitte.

Japan vil altid forblive vor allierede og ven. Denne krig vil lære os at værdsætte og respektere dette mere end nogensinde. Den vil opmuntre os til at knytte båndene mellem de to nationer endnu fastere.

Naturligvis er det beklageligt, at japanerne ikke gik med i krigen mod Rusland på samme tid som vi. Havde de gjort det, ville Stalins hære aldrig have kunnet belejre Breslau eller slå sig ned i Budapest. Vi ville have udslettet bolchevismen, før vinteren kom, og Roosevelt ville have været betænkelig overfor muligheden af at skulle kæmpe mod to så stærke modstandere som os. Jeg er ligeledes ked af, at Japan ikke indtog Singapore så tidligt som i 1940 umiddelbart efter Frankrigs nederlag. USA stod da lige overfor et præsidentvalg og havde ikke kunnet gribe ind. Netop da var et af krigens vendepunkter.

Men trods alt vil vi og japanerne ufortrødent stå side ved side. Vi vil sejre eller dø sammen. Og skulle vi bukke under først, vil jeg gerne se russerne fortsat prædike myten om »asiatisk solidaritet« for Japans skyld!