Københavns Besættelse

Fra Begyndeslen af Marts 1940 lå Divisionen i Rummet Wittenberge-Perleberg. Vi uddannede vore Styrker. Divisionen skulde sammensvejses til en Kampenhed, der kunde yde det højeste, når den sattes ind. Dog undgik det ikke den opmærksomme Iagttager, at der var sket nogle Ændringer Og dette var meget glædeligt, da man deraf kunde slutte, at vi skulde få Lov til at være med, når det gik løs. Nogle Dele af Divisionen var blevet udrustet med Cykler.

Vi hørte, at Skriverne ved Divisionen næsten intet havde at bestille, og at Officererne selv betjente Skrivemaskinerne.

Kom man til Divisionsstabskontoret, blev man modtaget i Forværelset. Man havde stadig Indtryk af forøget Arbejde ag særlig Forsigtighed. Men hvad der egentlig gik for sig, forblev skjult for os alle. Til Slutningen af Marts var der forlangt indsendt Meldinger vedrørende Transport. Et eller andet var altså i Gære. Men ingen vidste hvad. Det vil sige, nogle vidste det jo, men de var tavse som Graven.

Bataillonen blev sluttelig indladet i Jernbane, og Toget afgik præcist til den fastsatte Tid. Nordtysklands udstrakte Sletter lå foran as i det herligste Solskin, i de lange Agres Plovfurer stod Vandet endnu, store Engstrækninger var endnu oversvømmede, alt vidnede om den lange Vinters stærke Snefald og det regnfulde Forår. Men nu hvælvede en næsten skyfri Himmel sig over de store Marker og gav Håb om det Vejr, som både Bønder og Soldater Længtes så stærkt efter.

Kørslen gik mod Nord altså formentlig til Østersøkysten. En klog Mand kom på den Tanke, at vi måske skulde indlades i et Skib. Men hvad skulde vi i et Skib på Østersøen? Og således diskuterede vi videre. Går- det mod England? Eller gennem Kejser Wilhelm-Kanalen ud i Nordsøen? Eller til Østpreussen og derfra ind et eller andet Sted i Polen? Dog, der var Krigen ja forbi, Således gættede man videre, indtil endelig En fandt det forløsende Ord: "Å, hvad, det er ja ligegyldigt, hvorhen det går! Hovedsagen er, at vi kommer med der, hvor det går løs. « Hen imod Aften kom vi til vort Mål, På Banegården stod nogle Mænd fra Krigsmarinen, Folk fra en Afværgeafdeling og fra en Propagandastyrke og ventede på os. Også en Radiodeling stod allerede parat. Indtil nu var alt gået dadelfrit. Også Indskibningen på Damperen gik, som den skulde. Alt gik som efter en Snor.

Bevidstheden om at stå overfor store Opgaver, at skulle opleve noget, som det kun var få forundt at opleve, fik mine Landkrabber, der bestod af Folk fra Schwaben og Baden, til at overvinde alt fremmed og ubehageligt. Mine Folk lå som Sild i Skibets nederste Rum. På Dækket kunde jo ingen Soldat vise sig, hvis Overraskelsen skulde lykkes. Til Trods herfor herskede der høj Stemning om Bord.

Damperens Maskiner begyndte at dundre, en Rystelse gik gennem Skibet. Vi gik til Søs. Vi fik Te fra Skibskøkkenet, derefter befalede jeg Nattero til Kl. 9 næste Morgen. Selv tilbragte jeg Natten på Kommandobroen hos Kommandanten på vort Skib; Korvetkaptajn S., med hvem jeg aftalte alt vedrørende Ekspeditionen.

Omtrent en Time efter at vi var afsejlet, blev vi overhalet af et Skib. Det råbte os an ved Hjælp af Blinksignaler og Råber, hvorpå vor Kaptajn gik om Bord på Skibet, der var en Isbryder. Snart vendte han tilbage med Isbryderens Kommandant. Denne fortalte, at der i Kattegat og Sundet var set engelske Undervandsbåde, og at han sammen med 2 Forposthåde havde fået det Hverv at sikre os og samtidig at bane Vej for os gennem Søen, der var fyldt med Is.

Efter et kort Studium af Søkortet gav Korvetkaptajn S. Isbryderens Kommandant følgende Befaling: »Jeg har til Hensigt at sejle langs den danske Højhedsgrænse for at vanskeliggøre et Undervandsbådsangreb på mit Skib. De skal med Deres Skib og begge Forpostbådene sejle forud for fuld Damp, - rekognoscere Søen m.H.t. Isfrihed og sikre os mod de engelske Undervandsbåde, som der er meldt om, Fem Sømil fra Middelgrunden skal De ankre op og der afvente os, til De får nærmere Ordre.« Derpå begav Isbryderens Kommandant sig igen til sit Skib og sejlede hurtigt bort.

Også vi fortsatte vor Sejlads. Da Dagen brød frem, hvælvede en skyfri Himmel sig over Østersøens blå, kolde Vand, der krusedes af en let Brise.

Kun alt for gerne vilde jeg have tilladt min Bataillons Landkrabber i fulde Drag at nyde Synet fra vort Skibs Dæk af en Sejlads, som de fleste da for første Gang kunde opleve. Men det var jo ikke muligt. Ikke en Soldat måtte jo vise sig på Dækket. Ingen måtte erfare, hvad Slags Ladning vi havde om Bord i vor Damper.

Betingelsen for, at vort Forehavende kunde lykkes, var jo, at det holdtes hemmeligt. Mod mine personlige Ønsker måtte jeg altså befale: »Ingen Mand på Dækket! Lugerne skal lukkes!« Dette gjorde vel Luften i Rummene værre, men ikke Stemningen. Denne kunde intet ødelægge, skønt ingen - undtagen Kaptajnen og jeg - vidste, hvad det egentlig drejede sig om.

Snart viste det sig, hvor nødvendig min Forsigtighed havde været. Henimod KI. 10 fik vi fra Kommandobroen øje på 2 danske Torpedobåde, der ledsagede os og iagttog os. Endelig efter 11/2 Times Forløb drejede de af og forsvandt i Horisonten.

Havde de fundet os uskyldige, eller havde de fattet en eller anden Mistanke? Vi vidste det ikke og kunde kun håbe, at de intet havde bemærket.

Kl. 14 gav jeg Ordre til, at Førerne for de mig underlagte Enheder skulde møde i Officersmessen. Så stod da de Mænd foran mig, som i de næste 24 Timer skulde udføre Hverv, der var vigtige for Forløbet af vor Kamp mod den nidske Verden. Noget blege og forvågede og medtagne af den kvælende tunge Luft i de afspærrede Skibsrum kom de, men deres øjne så forventningsfulde og energiske på mig. Skal vi nu endelig få at vide, hvorhen Rejsen går? Således syntes de at spørge mig.

»Føreren har befalet, at Danmark skal besættes. Ifølge Divisionens Befaling skal Afdeling Major Glein føres til København, der tiltvinge sig Landgang og besætte Kastellet, for at den tyske Gesandts Krav kan få særligt Eftertryk.«

Således begyndte jeg. Jeg glemmer aldrig det Indtryk, som disse Ord gjorde på de Tilstedeværende. Først en kort Forbavselse, dette havde vel ingen tænkt sig. Så strålede alle Ansigter af Glæde og Handlelyst. Derefter meddelte jeg i Enkeltheder vort Hverv. Besættelsen skulde ske fredeligt. »Nødvendige Forhandlinger skal føres kort og energisk. Dansk Modstand skal brydes med alle Midler. I Tilfælde af Modstand vil en Kampeskadrille. som vil overflyve København en halv til en hel Time efter Landsætningen, på min Ordre knuse enhver Modstand med overlegen Kraft.«

Derefter blev Førere og Mandskab gjort bekendt med vort Hverv. I hele Skibet herskede der glimrende Stemning. På min Gang gennem Mandskabets Rum så jeg kun strålende øjne, hørte jeg kun Udråb af Begejstring og Stolthed over, at Føreren havde udvalgt os til denne enestående Opgave.

Uhindret banede vort Skib sig Vej i de danske Farvande. Vi så intet til fjendtlige Undervandsbåde. Da Mørket faldt på, tillod jeg mine Folk at snappe Luft på Dækket. Gerne vilde de have tilbragt hele Natten under den klare Stjernehimmel og i den friske Østersøbrise, men det kunde jeg ikke tillade dem. Næste Morgen måtte de alle være friske, måtte altså sove så meget som muligt i denne Nat. Også jeg lagde mig ned og sov snart ind til Skibsmaskinernes regelmæssige Stampen.

Om Morgenen gik jeg igen op på Kommandobroen. Snart lyste Blinkfyrene til venstre og til højre for os. Vi var altså allerede i Sundet, hvor kun en smal Havarm skiller de to Kyster. I lige store Afstande lyste disse Fyr. Med hvert Blink blev vor Tillid større. Hvis man i Danmark eller i Sverige havde erfaret noget om vore Hensigter, vilde man dog vel straks have slukket disse Lys for Skibsfarten. .

Vi nærmede os Helsingør. Nu kun ca. 2 Timer, så var vi i København. Jeg lod mine Folk vække, og efter at Frokosten var indtaget gav jeg følgende Befaling: »Gør klar til Udskibning!« Alt gik for sig i fuldstændig Ro, selvom også alle var grebet af en vis Bevægelse. Nattens Mørke veg langsomt for en bleg Dæmring, Stjernerne blev mattere, Omridsene af de danske Kyster trådte stærkere frem.

Snart var vi i Nærheden af Fortet Middelgrunden. Her skulde jo vor Isbryder vente på os. Få Minutter efter dukkede han op tæt foran os. Vi standsede. »Jeg har forlangt en Lods til at føre os ind i Havnen, «råbte Kommandanten til mig, men man har afslået det.« Det var en dårlig Efterretning. Skulde man dog have fået Mistanke?

Bekymret strejfede vore Blikke igen det danske Fort. Dets stærke Lyskasterlys havde allerede fat i os og slap os ikke mere. Hvor længe skal det endnu vare, inden det danske Forts svære Kanoner vil sende deres Metalhilsener ind i vort ubeskyttede og ubestykkede Skib? Vi forsøgte at blænde Danskerne med vore egne Skibslyskastere. Et håbløst Foretagende.

Større og større blev vore Bekymringer. Selvom Fortets Kanoner stadig tav, hvorledes skulde vi så komme igennem de danske Minefelter? Var det ikke bedre at vende om og lande et andet Sted på den danske Kyst? Kun et Sekund kom denne Tanke, hurtigt afviste vi den. Det kunde der slet ikke være Tale om. »Afdeling Major Glein tiltvinger sig Landgang i København.« Således lød vort Hverv. Og dette Hverv bliver udført, ske hvad der vil! Er vi heldige, lykkes Landgangen; har vi ikke Held, dør vi en ærlig Soldaterdød. Men finder vi vor Død i Østersøen, da skal vort Flag vaje over Skibet, indtil det synker ned i Bølgerne.

I Lyskasterskæret fra det, danske Fort blev Rigsflaget hejst. Vi erfarede senere, at dette blev vor Redning. Besætningen på Middelgrunden anså vort Flag for at være det danske Flag og skød derfor ikke. Kommandanten på Isbryderen fik Befaling til at lægge til ved Langelinie. Hans Skruer begyndte at male; langsomt sætter han sig i Bevægelse, og vi følger ham i Kølvandet.

Middelgrunden rører sig ikke. Snart ligger det bag os. Den danske Hovedstads Silhouet bliver skarpere og skarpere. »Langelinie dukker op. Men samtidig ser vi i Morgendæmringen Omridsene af et dansk Krigsskib. Svære Kanoner stirrer truende over mod os, men også dette Krigsskib forbliver stille. Foran os lægger Isbryderen til. Få Minutter efter, Kl. 5,20, er vi efter en kort Manøvrering fortøjet ved Kajmuren. Faldrebene falder, Landingen lykkes, det sværeste er gjort. Nu ved vi, at København bliver vor.

En tung Maskingeværafdeling betræder som den første den danske Jord og går i Stilling ved Langelinie for at sikre Udskibningen. To Stødtropper på Cykler følger efter. De overrumpler Politi- og Toldvagten ved Havnen og overskærer Telefonforbindelserne. En Prisekommando af Skibsbesætningen og to Grupper Cyklister suser af Sted for at besætte det lige over for liggende danske Krigsskib og afvæbne Besætningen.

Kort derefter er Bataillonen udladet, og den sætter sig straks i March. 2 Grupper på Cykler jager forud til Opklaring mod de to Kastelsporte. Tæt efter dem følger 2 Sprængtroppe af Pionerafdelingen, der om nødvendigt skal sprænge Portene. I 200 m Afstand følger det forstærkede 1. Kompagni under Kaptajn B. Det skal efter Portenes Sprængning trænge ind i Kastellet, overmande og afvæbne Vagten og arrestere Generalen som Gidsel.

Efter 1. Kompagni følger 3. Kompagni under Kommando af Løjtnant G. Det skal besætte de indre Vagter, gennemsøge Kasernebygningerne og tage Kastelsbesætningen til Fange. Så kommer Bataillonsstaben med" en Radiostation, der læsses på en Lastmotorvogn. Endelig kommer det forstærkede 2. Kompagni under Kommando af Løjtnant B. Det skal afspærre og sikre samtlige Gader, der fører til Kastellet.

Før Bataillonens Hovedstyrke er afmarcheret, kommer en med danske Politifolk besat Personvogn susende. Vi anholder dem, de danske Politimænd må stige ud, og straks sidder en Særkommando af min Afdeling i Polstrene og farer af Sted. »Vi har hørt Skud,« fortæller Danskerne, » vilde telefonisk spørge vor Vagt, men har ingen Forbindelse kunnet få. Vi vilde så personlig overbevise os om, hvad der var på Færde. Vi troede, at det var Skyderi med vore Kommunister. «

Vore feltgrå Folk iler gennem de mennesketomme Gader i den danske Hovedstad. Endnu ligger Byen i dyb Søvn. Kolonnernes Skridt drøner på Stenbroen, nu og da viser. sig et søvndrukkent Ansigt ved Vinduet for straks efter at forsvinde, forskrækket over det uvante Billede.

Alt udvikler sig planmæssigt. Kastellets sydlige Porte er åben, den nordlige Port bliver sprængt. Derved fik Afdelingen sin første Sårede. Pionerunderofficer K. kunde ikke vente, til den sammenbundtede Ladning var sprængt. Endnu mens Ilden åd sig igennem Tændsnoren styrtede han frem og fløj med Porten i Luften. Heldigvis var hans Sår ikke livsfarlige.

1. Kompagni overrumplede Hovedvagten. Den vagthavende Officer skyder et Skud med sin Pistol, men kommer ikke til at afgive et Skud til. Et Jiu-Jitsu-Greb gør ham værgeløs, Våbnet falder ud af hans Hånd. De fuldstændig overraskede Folk på Vagten vil løbe til deres Geværer. For sent.

Snart ligger de alle på Jorden: nedkæmpet i Nærkamp. Også Telefonfolkene værger sig mod deres Stations Besættelse. Det nytter intet. En Håndgranat flyver gennem Vinduet, endnu en Granat følger efter. Telefonisterne skjuler sig så i den bageste Del af deres Station, og snart er alle Telefonforbindelser overskåret.

Nu er også 3. Kompagni og Bataillonsstaben trængt ind i Kastellet. De indre Vagter er allerede besat af os; tunge Maskingeværer er i Stilling og behersker Kastellets Indre. Gennemsøgning af Boliger begynder. Den kommanderende General har kort før vor Ankomst forladt Kastellet. Han skal være til en Forhandling, fortæller man os. Derfor havde vi fundet den sydlige Port åben.

De fangne Officerer bliver anbragt i Generalens Bolig: og senere i Officiantmessen, de fangne Underofficerer og Mandskabet samt de danske Politifolk i Gymnastikhuset. Kvinder og Børn skulde først forblive i deres Boliger; men da der kort Tid derefter falder Skud fra Boligerne, lod jeg disse rømme fuldstændig. Kvinder og Børn samles på min Befaling i Kirken.

Allerede Kl. 5,55 står Radiostationen klar til Anvendelse i Generalboligens Have. Kl. 6,05 er Forbindelsen med Divisionsstaben og det tyske Gesandtskab i Orden. Kl. 6,10 vajer det tyske Rigsflag over den danske Generals Bolig. Også 2. Kompagni har udført sit Hverv. Alle i Afspærringsområdet omkring Kastellet tjenstgørende Politibetjente er afvæbnede og indbragt som Fanger.

Foruden 22 danske Militærpersoner, der blev arresteret på Gaden, og den danske Indenrigsminister bliver Personalet fra det engelske, franske og polske Gesandtskab indsat i Kastellet. Da Herskaberne er sultne, indbyder vi dem til at spise ved vort Feltkøkken. Linserne og de varme små Pølser smager dem udmærket.

Udenfor Kastellet bliver en dansk General arresteret. Han gør et Flugtforsøg. Efter at have kørt nogle få Meter bliver hans Vogn stående stille, mine folk har gennemskudt hans Automobilringe. Da han ganske roligt gøres opmærksom på, at Skuddene ved et fornyet Flugtforsøg også kunde komme til at gå noget højere, gav han Afkald på flere Foretagender af denne Art.

En ydre Sikring fra 2. Kompagni bliver angrebet af Slotsvagten. Da vore Folk besvarer Ilden, trækker Danskerne sig tilbage. Fægtningen gav, Danskerne 3 sårede, vi led ingen Tab.

Kl. 6,20 viste de første tyske Flyvere sig over Kastellet. Vi vinker glade til dem. Vi behøver ikke deres Hjælp. Kl. 7,35 melder jeg til Divisionen: »Kastellet i København er besat uden Modstand. « Kl. 7,50 kommer følgende Meddelelse fra den tyske Gesandt i København: »Alt i Orden. Danmark går ind på de tyske Fordringer. « Derpå blev de ydre Sikringer inddraget og Fangerne løsladt.

Vi havde løst den os stillede Opgave. Bataillonen havde næsten uden Tab besat den danske Hovedstads Kastel, havde derved givet den tyske Gesandts Fordringer særligt Eftertryk og ved sin raske, dristige Optræden forhindret uhensigtsmæssig Blodsudgydelse.