Brev til dødsriget
Brev af Kathrine Hurtigkarl
I anledning af, at De i dag har henrettet otte danske mænd.
Da jeg senere bad om at måtte aflægge et nyt Besøg, svarede Kommandanten, at han vilde ordne sig med en fast Præst for de norske Fanger.
Om morgenen er jeg næsten altid melankolsk indtil grædefærdighed og ofte græder jeg.
Ja, så går Far ud på den lange Rejse. Jeg sender hermed jer alle fire mine sidste kærlige Hilsener og håber, at I alle må leve længe og lykkeligt.
Trailer til filmen - hvor folk fra modstandskampen og Hvidstengruppen interviewes.
For da kom dr. Thorup og en fremmed ind i kroens skænkestue
og sagde: ”Marius Fiil, hvis du vil er du ham vi skal bruge
og sagde: ”Marius Fiil, hvis du vil er du ham vi skal bruge
Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, så jeg kan dø med Ære ..
I Deres Henvendelse til den danske Befolkning den 25. April 1944 har De proklameret en skærpet tysk Undertrykkelse af vort Land.
Jeg er blevet sendt til København, og når du læser dette brev, er jeg ikke mere.
1. at Våbenfund her bringer sigtede i en særlig vanskelig Stilling.
Tror nogen, at vi kan indbilde Tyskerne, at vi er glade for Besættelsen.
Lettelse over, at jeg er kommet gennem de sidste måneders umenneskelige kvaler med min forstand i behold.
Deres Brev, har været min eneste Trøst i disse forfærdelige Dage. Jeg forstår så godt Deres Kærlighed til Charles.
Han sover nu i fremmed jord,
min muntre, blonde dreng.
min muntre, blonde dreng.
Større Kontraster end I to kunde vanskeligt findes. Du var høj og slank, mørk som en Spanier, han var lille med skinnende lyst Hår, en lys og ren Teint, store, blå øjne og et strålende Drengesmil. Han var ualmindeligt velsoigneret; og så faktisk altid ud, som om han kom lige fra Bad.
Så forskellige I end var af Udseende, mødtes I dog, i fælles Interesser.
Ingen kunde være mere begejstrede end I, når I skulde ud på Aktion. I var begge modige og parat, når det skulde gå løs, ligegyldigt når og hvor. I mødtes først og fremmest i hellig, brændende Begejstring for Kampen mod det Rædselsregimente, som Tyskerne førte.
For dig var det mere Kampen mod det onde end Hadet til Tyskerne, der drev dig frem, og jeg vil næsten tro, at det samme var Tilfældet for Børges Vedkommende.
I havde desuden begge Sejlsporten som jeres kæreste Hobby. 'Børge var en af de første, jeg lærte at kende, og en af dem, der talte mest fortroligt med mig om mange Ting. Han var således den første, der rådførte sig med mig, om det var bedst at forlade Ventegrupperne eller ej. Jeg holdt meget af ham, men eet stødte mig - hans Eder. Mere end een Gang sagde jeg til ham: »Børge, vi bander ikke her i, Huset, det er hverken kristeligt eller velopdragent.«
"Han svarede hver Gang: »De må meget undskylde, jeg ved godt selv, det er en beskidt Vane.« Og siden bestræbte han sig ærligt for at aflægge den.
Vi talte også et Par Gange om Døden, og en Gang sagde han: »Bare man vidste, hvad der lå bagved. «- Nu er den Gåde løst for ham.
Under vort Ophold i Sverige læste vi i en dansk Avis om Børges Død, og vi sørgede over ham og græd, fordi. vi aldrig mere skulde møde ham og se hans lyse, tillidsfulde Smil.
Efter hans Død ængstedes vi endnu mere for dine øvrige Kammeraters Skæbne; det var svært intet at vide om dem, de var bleven os så kære, men Gud holdt sin Hånd over dem alle.
Mon du nu er sammen med din Ven? -
Afskedsbrev Marius Fiil
Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig.
Svend Eduard Rasmussen
Dette er min sidste hilsen, Jeg må sende dig, i dag til morgen skal jeg dø.