Den første mørklægning

Set i historiens lys er det mærkeligt at tænke på den lystighed, der her i slutningen af trediverne udfolder sig sideløbende med, at vi med stigende betænkelighed følger bulletinerne om de stridigheder og overgreb, der langsomt fører os frem mod den anden verdenskrig. Er det galgenhumoren, der bevirker, at alt lige nu lader sig omsætte til skæg og ballade? Da Roskilde udvælges som den by, der i november 1939 skal prøvermørklægges, opstår der ligefrem en forventningens glæde ved udsigten til et forskud på de rædsler, der åbenbart er i vente.


Indbyggerne følger fornøjet, hvordan alle kantstene kridtes hvide, og det bliver en ren sport at tilvejebringe ugennemsigtige stoffer eller fedt sort papir til opsætning for vinduerne i de titusinde hjem. De lokale blade giver råd og vejledning om alle de forholdsregler, der skal træffes i den særprægede folkefests anledning og oplyser samtidig om restauranters og hotellers muntre arrangementer og lækre traktementer, når byen går i sort.


Det er bare om at få bestilt bord og helst på Hotel Prinsen, hvor mørklægningens kommandostab vil slå sig ned.


Udsendte medarbejdere myldrer til fra alle landets aviser, også De berlingske Blade, der beder mig skaffe et arbejdsrum til de to udsendte stjernereportere, Ebbe Munck og Tage Christiansen. Da jeg dårligt kan have dem i mit arkivrum på bladet, tilbyder jeg dem husly i mine private stuer, hvilket de er så nådige at acceptere. De forventer, at Valborg påtager sig et redaktionsbuds rolle, selvom hun overhovedet ikke aner, hvem det er, hun har for sig. Men det ved jeg, for Ebbe Munck (der engang skal ende som ambassadør og senere som hofchef) har allerede vundet ry både som grønlandsfarer og journalist, og Tage Christiansen betragtes også som en af tidens mest fremragende reportere. Desuden ved selv den yngste journalistelev i Danmark, at han går under navnet Silkeaben. Nu kan Valborg og jeg ved selvsyn beundre årsagen til dette navn, det lange, sølverne hår, der hænger som et gardin om hans klassiske træk.


Selv om byens indbyggere får en fornøjelig aften og nat ud af at rave rundt i mørke, må de opsendte fly konstatere, øvelsen ikke er så vellykket som ventet. Ganske vist trænger der ikke meget lys ud fra den lokale boligmasse, men gengæld tillader månen sig at være nogenlunde så fuld som de utallige, der vælter ud og ind gennem de sorte slusegardiner til de lokale beværtninger. Denne måne, der ikke er taget i ed, gør byen mere synlig end godt er, selvom vejret novemberdiset, eller måske netop derfor. Det har eksperterne endnu til gode at diskutere.


Generalstaben på Hotel Prinsen lader sig ikke slå ud af bulletiner om mørklægningens utilstrækkelighed. Da alle an end månen har gjort, hvad de kan, for at usynliggøre Roskilde, forlægger de højtstående officerer, inclusive prins Knud, med god samvittighed deres operationsfelt til Prinsens restaurant, hvor det yngre borgerskab allerede har forlystet sig i flere timer, bortset fra mig, der har måttet fuldende mit skriftlige aftenarbejde, før jeg også kan baske mig vej gennem slusen af lange sorte draperier og ind til den overstadige forsamling.