Hør godt efter, makker; for det her kommer fra en fyr, der stadig har svedige hænder, og hvis strube stadigvæk er tør, og hvis kæber stadigvæk er gabet af led i chok over at have set Joe Louis slå Max Schmeling ud.
En farvet amerikansk atlet, som vandt fire OL-medaljer ved Legene i Berlin.
Da jeg standsede ham, blev han blev så bange han bare løb ud over marken. Jeg råbte stands to gange mere, og derefter affyrede jeg et skud op i luften.
Southern trees bear strange fruit
Blood on the leaves and blood at the root
Black bodies swinging in the southern breeze
Strange fruit hanging from the poplar trees.
Først gik han til Polen, slog dem ned med Magt
Så gik han til Norge og til Dannemark.
Nu er han i Rusland og faar bank
Nu er han ikke mere saa rank
/:det har vi spaaet saa tit:/
Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ... Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.
De er gode soldater,
den skam er uvisnelig deres.
Når de praler dermed,
ser vi dem hårdt ind i øjnene
De dømte ham ikke ved Krigsret
til at skydes, imod en Mur,
de smed hans Lig i en Landevejsgrøft
efter en Køretur.
Og hvem kører Bil i Danmark?
En Celle, i Vestre Fængsel,
en Vask, en Træbænk, et Bord.
To Celler ved Siden af mig
sad en, der var fængslet for Mord.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit!
Han har været med, hvor det gik til
en tre, fire, otte Gange.
Han bider Munden sammen, for han vil!
Men han er bange
En Celle, i Vestre Fængsel,
en Vask, en Træbænk, et Bord.
To Celler ved Siden af mig
sad en, der var fængslet for Mord.
Hør, urkokken galer i Jyllands lyng,
hvor er min ven med den sorte hue?
Let, lille lærke, bær dig op og syng,
vi ser ham jo ikke fra ris og tue
Møde hvad der venter os,
og ingen véd hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hvad der så forestår.
Glad for hver en venlighed,
men uden tro at det blir ved.
Søge fred idet vi véd,
at vi har ingen krav på fred.
Løfter brødes.
Grænser brast,
Én dansk
Mand stod fast.
Jeg fandt dette racistiske digt i en bog som hedder Seks uger i Horserød, af Viggo F. Møller, som hedder Neger. Bogen handler om de seks uger i Horserød som digtet gav forfatteren, da besættelsesmagten mente at de nævnte negere var tyske soldater i Danmark. Hr. Møller forklarer selv i bogen sammenhængen således:
"Faktisk gik jeg i seng uden mindste Uro. Jeg burde have været klogere. For jeg vidste jo, at jeg stod på den sorte Liste på Dagmarhus, det var direkte blevet mig sagt. Et halvt Årstid før havde jeg i VILD HVEDE skrevet det Digt, "Neger", der står foran i denne lille Bog, og Tyskerne havde fundet ud af, at det var fornærmende mod Værnemagtens Soldater og havde henstillet til Udenrigsministeriet, at jeg blev tiltalt og "erforderlich bestraft" derfor. Jeg blev kaldt op i Ministeriet og fik af Kontorchef Eskelund alvorlige Bebrejdelser, fordi jeg således havde bragt den ustadige Ligevægt mellem Nationerne i Fare.
Jeg svarede frejdigt, at jeg ikke et Øjeblik havde tænkt på grønne Soldater, da jeg skrev det Digt, men på to Negerartister ved en Cirkus i Køge forrige Sommer, som jeg havde set gå triste og ensomme omkring. Eskelund gjorde mig bekendt med, at det kunde jeg forsikre fra nu af og til Nytår uden at få nogen til at tro det.
Det lykkedes ham dog i første Omgang at afværge Faren for mig, men jeg fik udtrykkeligt at vide fra Dagmarhus, at man kun havde "henlagt" Sagen, og at jeg vilde blive holdt i Erindring og måtte være forberedt på et og andet, hvis der senere skete' "noget". Og derfor stod jeg nu, Klokken kvart i seks om Morgenen, og stirrede søvnigt ind i en Revolvermunding uden at kunne mande mig op til hverken Ængstelse eller Ærgrelse over ikke at være gået under Jorden i Tide."
Han går i et fremmed Land.
Han går i en fremmed By.
Han kender ikke dens Mennesker,
kender ikke deres Sprog.
Han mærker uvenlige øjne
og stramt tillukkede Ansigter
omkring sig.
Når han smiler,
smiler ingen igen.
Han er ikke noget ondt Menneske,
men han er anderledes -
han er forkert.
Kan han gøre for det? Nej.
Kan han gøre for,
at han er grim og klodset
og minder om en Abe?
At hans Hænder er uappetitlige,
så hvide Mennesker gyser tilbage
for hans Håndtryk?
At hans Sprog er hæst og råt
som rustent Metal?
Kan han gøre for det?
Nej.
Han er en ung, sund Mand
og længes efter Kvinder.
Men smiler han
til de unge Piger han møder,
bliver deres øjne kolde,
og de får et Drag af Væmmelse
- helt uvilkårligt -
om deres Mund.
Kun de bredbenede Tøse
med grådige Munde
og altfor blottede øjne
smiler til ham.
Han er frygteligt ensom.
Slet ikke med sin gode Vilje
er han i dette Land, i denne By.
Han er en skikkelig Fyr,
som gerne vil være Ven
med alle.
På en Bænk i en Park
betror han sig til en Mand
- en ældre, fredelig Mand -
som hører tålmodigt på: ham.
Og da han tier,
svarer denne Mand
- en helt almindelig, jævn Mand -
ham således
Du har ingen Skyld,
og det er Synd for Dig.
Men vi har heller ingen Skyld.
Når vi ser Dig
her i vores By, i vores Gader
så er det ikke Dig,
ikke det enkelte, ligegyldige,
måske skikkelige Individ
vi ser.
Vi ser bag Dig
Legioner af din Slags -
Legioner af fremmede, farlige
farvede folk.
Og alle Mennesker har et Instinkt:
at ville være sig selv i Fred.
Du må finde Dig i det, Stakkel.
Vi er nødt til at hade den enkelte
af sund Frygt for de mange.