Hjælpearbejde til dansk politi

Jeg træffer Overlægen i Sengen.
- Feber?
- Ja, lidt.
- Influenza?
- Nej, ærlig talt, jeg tror det ikke. Skriv hellere: Diagnosen usikker.
- Vi skal have et Billede, siger jeg.
- Jeg vil ikke fotograferes. - Næh, saa maa De laane et af dem, jeg har.
- Karen! Find det pæne Billede af mig i Uniform - ikke det med Kasket paa. Der ser jeg ud, som om jeg havde Vand i Hovedet.

(Fru Thune Andersen kommer med Billedet, mikser en Drink og gaar igen.)
- Tag en Broadway, siger Doktoren, saa snakker vi bedre.
Naa, Skaal og glædelig Jul.

Hvad var det forresten, De sagde…. Jeg rejste frivillig…. Tjae-joe, det gjorde jeg naturligvis, men lad være med at stille mig i Relief for det. Jeg er sku ikke nogen særlig modig Mand, det kan jeg forsikre Dem, og alligevel…. naar først man er i Situationen saa.... Det bliver til Sport for En, og saa viser det sig, at man trods alt reagerer meget fornuftigt.

Da der begyndte at komme Efterretninger om, hvor skrækkeligt Politifolkene havde det, syntes jeg, vi maatte gøre noget for at hjælpe dem. Og det sagde jeg en dag til medicinaldirektøren, som morsomt nok havde haft den samme Tanke. Min Mening var, at danske Læger skulde skiftes til at rejse derned og tage en Tørn paa nogle Uger; men det vilde Tyskerne ikke gaa med til. Den, der paatog sig Job'et, maatte forpligte sig til at blive dernede, saalænge Krigen varede. Og da det var saa vidt i Orden, spurgte man, om jeg var villig til at tage af sted.

Jeg havde tre Timers Betænkningstid, men det var nu ikke svært at træffe sit Valg. Man behøvede egentlig bare at forestille sig, hvordan man vilde faa det med sig selv, hvis man gik hen og sagde nej. - Opgaven lød paa, at jeg skulde bringe Politiet Lægehjælp og Medicin, og, naar det blev muligt, føre dem ud alf Tyskland - gennem Svejts eller bag om de engelsk-amerikanske Linjer, eller hvordan det nu kunde lade sig gøre. Ingen kunde jo paa det Tidspunkt vide, hvordan Afslutningen vilde komme til at forme sig.

- De rejste som Røde Kors-Officer?

- Ja, men bevæbnet, og det var egentlig ganske sjovt, at jeg - som den eneste Repræsentant for en Nation, der de facto var i Krig med Tyskland - kunde gaa omkring dernede i Lejrene med min Pistol i Bæltet.
- Var De alene paa Turen?
- Nej, jeg fulgtes med Ritmester Zeilau, en storartet dansk Officer, der faktisk syntes, at Krudtrøg var noget af det dejligste, man kunde lugte til. Og jeg skal love for, han fik sin Lyst styret.

- Var det Bombardementerne?

- Bombardementerne. Næh, de var ikke de værste. En Bombe er noget underligt upersonligt noget, som slet ikke gør saa voldsomt et Indtryk. De lavtgaaende Flyvemaskiner derimod, som var ude efter Trafikken paa Landevejene----
Der staar en lille 20-Millimeters Granat derhenne. Den fik jeg en Dag ind gennem Ruden i min Vogn, og den skrællede lige saa pænt Lakken af min ene Støvle. Saadan noget er meget værre.

Bombardementerne…. Da vi kørte derned og passerede Hamborg, pegede Ritmesteren paa et 6-Etagers Hus, der var sunket sammen og kun gik til Knæhøjde. Kunde De tænke Dem at ligge der nedenunder i Pyjamas, sagde han. Næh, det kunde jeg ikke saa godt. Og saa blev vi enige om, at i Beskyttelsesrum vilde vi i hvert Fald ikke.

- Kunde De undgaa det?

- Ja, bortset fra et Par enkelte Gange, da vi besøgte Kaserner. Og det endskønt jeg oplevede, da Chemnitz blev udslettet paa en eneste Nat.

Flyverne havde været der om Eftermiddagen og smidt et Par Bomber hist og her. Der opstod Brande, og dem havde de saa at flyve efter om Natten, da de kom for at ordne det rigtigt. Vi var ikke længere fra Byen end som fra Kongens Nytorv og til Trianglen, og jeg stod ude paa Vejen, for bedre at kunne se.

Det var et rædselsfuldt, men ogsaa mærkeligt og - ja undskyld at jeg siger det - et smukt Syn. Der laa høj Sne. Magmumsbombernes hvide Lys gav hele Landskabet et Skær af noget uvirkeligt og saa de vældige røde Flammer fra den brændende By.

Næste Morgen maatte jeg ind gennem det hele, for videre skulde vi. Det var et skrækkeligt Syn. Alt - alt var pulveriseret. Ustandseligt blev vi dirigeret ad Omveje, fordi der laa Blindgængere eller tidsindstillede Bomber, hvor vi skulde frem; men til sidst blev vi nødt til at give Pokker i det hele og køre, som det passede os, ellers var vi aldrig kommet ud. Og det viste sig ogsaa, at hverken Blindgængerne eller de tidsindstillede gjorde en dansk Røde Kors-Vogn noget.

Og det værste kom endda først, da vi naaede ud af Byen. Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, som traskede af Sted med en Bylt under Armen, en Gryde eller et Fuglebur i Haanden. Det var alt, hvad de havde reddet ud af Katastrofen. I hver en Landsby i hele Tyskland boede der op til 10 Gange saa mange som normalt. Man kunde mærke det paa, at ingen af dem, man mødte, naar man kørte igennem og maatte spørge om Vej, vidste Besked.

(Overlæge Thune Andersen gør en Pause, saa fortsætter han):
Det er et mærkeligt Folk, disse Tyskere. Der var engang - nu er det ganske vist efterhaanden mange Aar siden - at man syntes, det var et rart Land at besøge, især naar man kom Syd eller Øst fra. Der var rent, der var Orden i Tingene, og Tyskerne var hjælpsomme. Ethvert Spor af Orden og Renlighed var forlængst borte; Hjælpsomheden derimod, den eksisterede endnu, men paa en besynderlig pretentiøs Maade. Jeg stansede f.eks. en Dag paa Torvet, i en lille By og spurgte en Gadefejer om, hvor et bestemt Gæstgiveri laa. Et Øjeblik støttede han sig til sin Kost, som om den var en Marskalstav. Han saa meget fortænkt og dybsindig ud, og saa sagde han: Das kann ich Ihnen ganz genau sagen. Han stod op paa Bilens Trinbræt for at køre med, og saa viste det sig, at Værtshuset kun laa tre-fire Numre længere henne i Gaden.

Ikke sandt - det er dog en taabelig Facon, og den er til og med almindelig. I de fleste Tilfælde faar man forresten gal Besked, saa man lærer ret hurtigt ikke at spørge. - Næh, tysk Hjælpsomhed hænger En langt ud af Halsen, naar man først har stiftet lidt nærmere Bekendtskab med den.

- Og Politifolkene.... Hvordan var De i Stand til at hjælpe dem?

- De var spredt over hele Torgau-Oschatz, et Omraade paa ca. 150X250 km. Det siger sig selv, at Lægehjælp i almindelig Forstand kunde der ikke blive Tale om. Jeg kunde ikke tilse den enkelte Patient! men jeg sørgede for, at der var den Medicin, de skulde bruge, og saa gav jeg mine Raad med Hensyn til Behandlingen. Paa den Maade klarede de sig, til jeg kunde komme næste Gang, - Havde De ikke ogsaa Forhandlinger med de tyske Myndigheder?

- Jo, meget tit endda - baade jeg og Ritmester Zeilau, og det tror jeg egentlig - hvis jeg selv tør sige det - vi kom meget godt fra. Indenfor Værnemagten var der ganske flinke Folk, som ikke begreb et Kuk af det hele. - Hvad i Alverden skal det danske Politi her efter, spurgte de. Se dog at faa dem hjem igen jo før jo hellere. - Og var der noget, vi gerne vilde, saa var det det, men SS'erne var ikke nær saa nemme at komme om ved.

Politifolkene selv.... de tog det hele storartet. Der var en Periode i Slutningen af forrige Aar, da Pakkeforsendelserne svigtede - ja, de blev altsaa ganske simpelt hugget under Vejs. Dengang begyndte nogle af den at hænge lidt med Næbbet. Dels kunde de faktisk ikke leve uden det Tilskud hjemmefra, og dels var der det psykiske - de blev bange for, at vi havde glemt dem. Men da saa Røde Kors havde overtaget alle Pakkeforsendelserne, naaede de frem, og det fik det til at lysne.