Sidste danske rekognosceringsflyvning

Den 8. April tidligt på Aftenen sad jeg sammen med Løjtnant Schiødtz Christensen på Lejrens Radiostation og røg en fredelig Pibe Tobak, da Løjtnant Bergh rødhovedet kom farende og hentede os med over på Afdelingens Kontor. - Der var, efter at Alarmberedskabet tidligt på Eftermiddagen var indtrådt, kommet Ordre til at en R-Maskine skulde starte ved Daggry næste Dag for Rekognoscering af den danske Grænse mod Syd. - Det lille Møde på Afdelingskontoret gjaldt" derfor Udtagning og Instruktion af Mandskabet til denne - som det senere viste sig Danmarks indtil videre sidste Flyvning med Militærmaskine fra Værløse.

Ved en hurtig »Trækken lange og korte Tændstikker« blev Resultatet, at jeg som Observatør sammen med Sekondløjtnant H. P. Sørensen skulde starte næste Morgen Klokken 04,30 på Rekognoscering af Grænsen.

Efter en Kop Kaffe i Messen og Afmærkning af de nødvendige Kort, kom jeg hurtigt i Kassen til nogle. få Timers Søvn. - Klokken 03,45 op og af sted til Hangaren, hvor Reservehåndværkerne Natten igennem havde været travlt beskæftiget med at bringe Maskiner i Orden og starte den Maskine vi skulde have. Vi gik hurtigt Landkortet og Ruten igennem og kom på Vingerne. Det var smukt Vejr, næsten vindstille - og skyfrit. Solen var endnu ikke stået op, så Horisonten mod Vest var uklar og indhyllet i Tusmørke. Omkring Storebælt begyndte Solen at få jaget Tusmørket på Flugt, så det nu var muligt at skelne Ting på Jorden, mit Job med at observere eventuelle fjendtlige Objekter kunde begynde.

Længe varede det ikke, før noget viste sig - tyske Flyvere! Søren rokkede med Maskinen og pegede mod Syd, og der langt ude kom den ene Formation ved Siden af den anden, Antallet af Maskiner kunde jeg ikke tage, da de momentvis forsvandt på Grund af Farvesammenspil med Baggrunden, men jeg syntes, vi på denne Tur så alle Typer, når undtages Luftskibe og Skolemaskiner. Jeg beundrede Søren for hele Tiden at finde de Smuthuller, der kunde blive til os. Vore Flyvehøjder mellem Sønderjylland over Fyn til Storebælt var alle mellem 400 og 16-1800 m. Havde Radioen nu været i Orden kunde der være blevet Tid til Afsendelse af Meldinger, men den havde desværre fra Starten vist sig ikke at få nogen Strøm fra Generatoren. Kort efter Passagen af Storebælt ca. over Ringsted, kunde vi nu i Nordøst se en underlig brunsort Røg stige op. - Det slog mig - Værløse?? Nej, ikke Værløse, hvad skulde kunne ryge sådan der? Vi kom nærmere - der var så dejlig roligt og fredeligt, Solskin over Sjælland - og så! - Hvordan var det Pladsen så ud? Det slog mig straks at der var noget usædvanligt på Færde. Først under Landingstunden gik det op for os, at adskillige Maskiner var brændt på Jorden. Vi' landede på normal Måde; men var knapt standset før Folk kom rendende og viftede med begge Arme og råbte, at vi skulde flyve til Ringsted og lande i Nærheden, hvorfor vi omgående startede.

Af det vi havde set på Pladsen fik jeg ~den Opfattelse, da der ikke sås nogle Bombekratere, at alt var tabt, og Eskadrillerne selv havde sat Ild på Maskinerne. Af Beskeden, vi fik på Pladsen, fik jeg den Opfattelse, æt nogle allerede skulde befinde sig på en af vore andre Flyvepladser, hvorfor jeg koncentrerede Opmærksomheden om ethvert Tegn på Jorden, der kunde tyde på Dele af egne Eskadriller; men intet viste sig, hvorfor vi så landede ved en Gård, som vi kendte. Aldrig så snart var . vi landet før 10-12 Maskiner, som kunde ligne 3. Eskadrille, strøg forbi Pladsen i 1000 m Afstand og Højde ca. 100. Det så ud; som om de søgte Landingsplads, og i Betragtning af at det måtte være bedre at være nogle Stykker samlede, startede vi omgående og vilde følge efter.

Til vor Forundring mærkede vi, at vi ikke kunde følge med, selvom vor Maskine, som tilhørte 5. Eskadrille, skulde gå noget hurtigere. De sete Maskiner forsvandt i Horisonten mod øst for os, og vi var atter alene. Ved Tegn blev vi enige om at gå tilbage og lande. Først senere blev vi klar over, at de Maskiner, vi vilde følges med, var en tysk Eskadrille, så glade var vi for vor langsomme Maskine.

Nu gjaldt det om at komme i Forbindelse med nogle af vore egne så Sørensen blev ved Maskinen, som vi havde fået anbragt så godt i Skjul, vi kunde, i Skovkanten. Jeg gik l km op til Telefoncentralen og forsøgte Forbindelse med Afdelingen, det lykkedes i Løbet af et Par Timer og her fik jeg, efter kort at forklare vor Situation, Ordre til at blive hvor vi var og afvente nærmere.

Ankommet på lånt Cykle til Maskinen holdt vi »Krigsråd«, Vi vidste på dette Tidspunkt kun, hvad fremgår af nærværende. Foruroliget af gentagne Passager af tyske Formationer, besluttede vi, hvis alt brød sammen, at stikke lid på Maskinen, og derefter se at komme væk fra Egnen. M forbipasserende fik man de mest forskellige og forbandede Rygter at vide, kun det vi selv havde set, hørte vi intet om, så vi blev enige om ikke at tabe Håbet om snart at blive i Stand til at komme tilbage.

En Opringning senere fortalte os at Håndværkerne var på Vej ned til os for at demontere Maskinen og bringe os hjem. Og da samtidigt Markens Ejer arriverede og tilbød sin Assistance både med Natlogis og Mad, steg Humøret et Par Grader igen. På den bedste Måde blev vi forplejet og fik Underretning om, hvad der egentlig var sket. Næste Morgen Adskillelse af Maskinen og Afgang til Værløse, hvor vi til vor store Skuffelse så hele Lejren i Opbrud. Der var nu kun tilbage at pakke Sagerne sammen, komme i Forbindelse med og berolige Familien og derefter næste Morgen for sidste Gang at forlade' Lejren.