Det nye Mærke

Engang i Sommeren 1941 bragte et af Hovedstadsbladene Billedet af en elegant ung Jøde set i halv Profil bagfra. På Ryggen af hans velsiddende Dress sad en Plakat fastsyet. Underskriften var følgende: »Som i Polen skal nu også det nye Kongerige Kroatiens Jøder bære et særligt Kendetegn - både på Brystet og på Ryggen. Billedet viser en Jøde fra Agram med det nye Mærke.«

Bladet vidste særdeles vel, hvad det gjorde, da det bragte dette Billede. Intet kunde være mere korrekt og intet var samtidig - herhjemme i hvert Fald - mere egnet til at skaffe Jøderne Sympati. For dette var dog for galt! En hvilket som helst Læser, der så dette Billede gøs ved Tanken om, at man kunde behandle pæne Mennesker på denne Måde. Med Forfærdelse tænkte man på, hvorledes det kgl. Teaters Parket vilde komme til at se ud, hvis man herhjemme fandt på noget lignende eller hvilken Ravage, det vilde afstedkomme i Selskabslivet - for slet ikke at tale om Aktieselskabsbestyrelser o.s.v.

Uden at have behøvet at sige blot eet Ord eller at have røbet sit Standpunkt havde Bladet mobiliseret alle de Følelser, der rejser sig som en Mur af Sympati omkring de stakkels mishandlede Jøder og som en Mur af Anti-pati mod de Barbarer, der udsætter dem for denne skændige umenneskelige Behandling.

Og hvem vil bestride, at det virker barbarisk. Alt, hvad Ikke-Jøder er nødt til at foretage sig overfor Jøder for at værge sig imod dem virker barbarisk, medens Jøderne ikke behøver at foretage sig noget som helst, der tager sig ud som barbarisk for at nå deres Mål: en Personligheds totale Udslettelse, en Nations Erobring, et Erhvervs Bemægtigelse. Dræber de en Mand, sker det med en Vindbøsse, medens det giver et brutalt Knald, hvis en ikke-Jøde prøver at gøre Gengæld. Hvad Under derfor, at Verden, der som bekendt vil bedrages. opfatter den ene Part som humanere end den anden, skønt de begge kun gør, hvad de er nødt til: værger deres Liv af »Selvopholdelsesdrift« som Louis Levy siger.

Den suggestive Kraft, der udgår fra et sådant Billede er imidlertid så overvældende, at den hos de fleste knapt nok levner Plads for Omtanke af nogen Art. Man skal være så nøgtern som man måske kun bliver det, når man selv har været underkastet Jøderries Behandling, selv har erfaret, hvad det vil sige at være »mærket« af dem, for i det hele taget at turde vove at tænke, hvor det kun er Følelserne, der har Ordet. Man kan derfor roligt gå ud fra, at det ikke er faldet mange af Bladets Læsere ind, at vende Spørgsmålet om. Man har været indigneret over, at sådanne Metoder kunde anvendes, men man har næppe Spurgt sig selvom, hvorledes det kunde gå til, at man anvendte dem, hvorledes det kunde forklares, at man gjorde Brug af dem; skønt de uvægerligt måtte stille Ofrene i et sympatisk Lys, og dem, der anvendte dem i et tilsvarende ugunstigt. Man har næppe engang spurgt sig om, hvorfor Repræsentanten for den »forfulgte« Race er så ung, så elegant, så pæn - så sympativækkende, eller reflekteret over, om hvorvidt alle hans Racefæller er det, eller om det har sin specielle Hensigt, at han er det.

Endnu mindre har man tænkt over, hvad denne undertrykte Mand selv repræsenterer af Undertrykkelse. Hans og hans Racefællers Ofre er jo heller ikke blev en »brændemærkede«: de er blot bleven kvalt i Stilhed, berøvede deres Livsmuligheder, viede til Undergang, men da der ikke var nogen Pressefotograf til Stede, da det. skete, har der ikke været Grund til at blive indigneret over det. Hvad øjet ikke ser har Hjertet som bekendt ikke ondt af. Og navnlig har man ikke tænkt over, hvad ikke-Jøden må præstere af Arbejde, at Argumenter, af Anstrengelser for at opveje dette ene Billede, eller på, hvor fordelagtigt det er at have Billedet, og alle de Følelser, det vækker på sin Side i Stedet for Argumenterne.

Hvad er nemlig Meningen med at rimpe en gul Lap på et ellers velsyet Sæt Tøj? Alene den at tilføje tilsyneladende sagesløse Medborgere unødvendige Lidelser? Næppe! Det vilde kunne gøres på anden og mindre ostentativ Måde. Hensigten må være den at særmærke vedkommende Person således, at alle i samme Nu, de ser ham véd, at de har med en Jøde at gøre, og tænker over, hvad dette betyder. Men hvorfor dog det, vil man spørge! Kender vi ikke alle sammen en Jøde, når vi ser ham? Jo, i Reglen, men vi tænker ikke alle sammen over, hvad det betyder, at han er det, eller på, om det i det hele taget betyder noget. Det er netop overfor denne Tankeløshed, denne Ligegyldighed, det gule Mærke er ment som et »Vagt i Gevær«: Her er en Jøde! Her er et Problem! Pas på!