Finlands nederlag i Vinterkrigen
Brev fra: Finsk Undersergeant
Jeg skrev engang til dig, at vi måske ikke kom i Kamp, men det var nok en Misforståelse.
Tidslinje, beretninger og wiki om Vinterkrigen.
Vor socialistiske Republik har gjort og vil fortsat gøre, hvad den kan for at virkeliggøre Finlands, Ukraines om Nationers Selvbestemmelsesret.
Tidslinje, beretninger og wiki om Aksemagterne.
Det var i marts måned for et år siden, Finland sluttede sin smertelige fred med Sovjetrusland efter mere end tre måneders hård og tapper modstand mod den både tal og materiel mange gange overlegne fjende.
At Frygten i Norden for Faren fra øst ikke var ubegrundet, viste det Angreb, som Sovjetunionen i Slutningen af 1939 foretog på Finland, hvis heltemodige Forsvar i en ulige Kamp her i Landet fremkaldte en Bølge af Sympati for vore kæmpende Brødre i Nord.
Det var gribende at se det franske Folks Sorg. Trods alt havde man håbet.
Jeg blader en Tid lang, slaar tilfældigt op paa en Side, hvor han taler om Bolschevismen. »Jeg finder ingen Klarhed«, staar der med en lille, kvindelig Skrift. »Bolschevismen er sikkert Reaktionen mod Europa.
Forsvar, bevægeligt. - troppe bevægelser i overensstemmelse med fjendens planer.
17. Marts 1940
Da jeg sidst skrev, var alt anderledes. Hvem havde troet, at vi skulde komme til at bære også dette? Hele Næsset og vort skønne Karelen, som vi har købt med dyre Blodofre, bliver bag Grænsen hos Russerne. Men alligevel - vi er ikke besejrede. Det finske Folks Ære er for evige Tider reddet og åbenbaret for Verden. Dog ligger et stort og tungt Arbejde foran os.
Denne Fred kan ikke være blivende. Da skulde der ikke findes Ret eller Retfærdighed. Min Tro og mit Håb lever stadig, skønt de er prøvet hårdt. Mit Hjerte vilde briste af Sorg over Fædrelandets Skæbne, om ikke jeg vidste, at vort Folk har gennemgået sværere Tider og igen rejst sig af Ilden og Asken. Således vil det gøre også nu. Det var tungt at overlade de velindrettede Sygehuse og de mange dejlige Hjem, som Karelerne har bygget, til Russerne. Havde vi endda kunnet sprænge dem i Luften. Men med sammenbidte Tænder lovede vi hinanden at gøre mere end nogen Sinde før for vort elskede Fædreland, for Stor-Finland.
De ødelagte Hjem, Ruindyngerne. de vældige, uendelige Flygtningetog, vore bedste Mænds Blod vil aldrig blive glemt. Alt dette vil blive hævnet. Om vi ikke fa ar Kræfter til at gøre det, er Hævnen Guds. Vi er Finner. Vi kan ikke knuses, om også Freden slider vort Hjerte i Stykker. Vi vil holde ud, gøre vort Arbejde og sejre. Gud beskytte Fædrelandet!
Denne Fred er tung. Meget værre end Krigen. Vi kunde knapt tro den. Vi ønskede i Begyndelsen, at der igen vilde blive Bombardement, at det hele bare var en Drøm, og at vi igen skulde kæmpe .... Kanonernes larmende Musik tav; hvad der fulgte efter, det kan jeg ikke skrive om. Til alt Held har vi tilstrækkeligt med Arbejde.
Mange af mine Kammerater har kæmpet fra den første Dag og er til sidst faldet som Helte; de allerbedste, hvis Arbejde Fædrelandet havde - mest Brug for. Men kun det bedste Blod er godt nok som Offer og Løsepenge for Fædrelandet, Jeg er stolt over, at der har været mange sådanne Helte også i vore Rækker, unge, tapre, trofaste. Ære være deres Minde!
