Frankrigs nederlag
Uddrag af tale af Winston Churchill
d. 20 august 1940
Det var gribende at se det franske Folks Sorg. Trods alt havde man haabet. Tanken om Miraklet havde alligevel ligget i Underbevidstheden som noget, der maaske alligevel laa indenfor Mulighedernes Grænse, og ingen havde for Alvor villet indrømme, at det bar mod Nederlag.
En tidslinje over Slaget om Frankrig.
En Battlefield dokumentarserie fra slaget.
Det er et sørgeligt Faktum, men vi mangler alt, sagde han. Ved De, hvor mange Flyvemaskiner jeg, den Øverstkommanderende over en Arme, har til min Disposition?
Tidslinje over slaget om Dunkirk.
En spændende dokumentarudsendelse i farver fra evakueringen af Dunkirk og om slaget, som blev udkæmpet imens.
Mens General de Gaulle s foretagende vakte lidenskabelig sympati i den amerikanske offentlige menings dyb, blev alle halvofficielle kredse ved med at behandle det med kulde eller ligegyldighed.
Med ubeskrivelig glæde, dybt bevæget og fyldt med varm taknemmelighed oplever vi med Dem, min Führer, Deres og Tysklands største sejr, de tyske troppers indtog i Paris.
For at kunne føre en blitzkrieg, skulle officererne være ved frontlinjen, så de hurtigt kunne træffe selvstændige beslutninger.
Frankrigs Frafald har selvfølgelig været til stor Skade for vor Stilling i, hvad der med et lidt besynderligt Navn kaldes Det mellemste Østen. Ved Forsvaret af Somaliland, for Eksempel, havde vi regnet med, at stærke franske Styrker vilde angribe Italienerne fra Jibuti.
Vi havde ogsaa regnet med at kunne anvende de franske Flaade- og Luftbaser i Middelhavet og især dem paa Afrikas Nordkyst. Vi havde regnet med den franske Flaade. Fordi det franske Moderland midlertidigt var blevet løbet over Ende, var der ingen Grund til, at den franske Flaade, væsentlige Dele af den franske Hær, det franske Luftvaaben og det oversøiske franske Imperium ikke skulde have fortsat Kampen Side om Side med os.
Beskyttet af overlegne Søstridskræfter, i Besiddelse af strategisk uvurderlige Baser og af rigelige Forsyninger kunde Frankrig være forblevet en af de store krigsførende Magter.
Derved vilde Frankrig have bevaret Kontinuiteten i sin Eksistens, og det franske Imperium kunde summen med del britiske Imperium være kommet del franske Moderland til undsætning og have genvundet dets Uafhængighed og Integritet.
Hvis vi for vort Vedkommende var kommet i den samme frygtelige Situation, Frankrig befinder sig i, hvad der dog nu heldigvis er en Umulighed, vilde det selvfølgelig først og fremmest have været Krigsledernes Pligt at fortsætte Kampen her til det sidste, men det vilde ogsaa have været deres Pligt, som jeg antydede i min Tale den 4. Juni, at træffe saa vidtgaaende Foranstaltninger som muligt for den sømilitære Beskyttelse af Canada og af vore Dominions og at sikre sig, at de havde Midler til at fortsætte Kampen hinsides Havene.
De fleste af de andre Lande, som indtil nu er oversvømmede af Tyskerne, har hidtil holdt ud tappert og trofast. Tjekkerne, Polakkerne, Nordmændene, Hollænderne, Belgierne er stadig i Felten med Sværdet i Haand, anerkendt af Storbritannien og De Forenede Stater som deres respektive Staters repræsentative Myndigheder og lovlige Regeringer.
At kun Frankrig ligger ydmyget er en Forbrydelse, men den er ikke blevet begaaet af en stor og ædel Nation, men af „Mændene i Vichy", som de kaldes.
Vi har den dybeste Medfølelse med det franske Folk. Vort gamle Kammeratskab med Frankrig er ikke dødt. I General de Gaulle og hans tapre Skare finder hint Kammeratskab et virkningsfuldt Udtryk. Disse frie Franskmænd er blevet dømt til Døden af Vichy. Men det er lige saa sikkert, som at Solen vil staa op i Morgen, at den Dag vil komme, da deres Navne vil blive holdt i Ære, og da deres Navne vil blive indhugget i Sten i Gaderne og i Landsbyerne i et Frankrig, som har genvundet sin fulde Frihed og sit ældgamle Ry i et befriet Europa.
Men denne Overbevisning, som jeg nærer med Hensyn til Fremtiden, kan ikke faa Indflydelse paa de aktuelle Problemer, vi staar overfor i Middelhavet og i Afrika.
