Göring om Tysklands modgang
Fortalt af: Emmy Göring.
En spændende dokumentarserie opdelt i 15 episoder.
Først saa ta'r vi Göring ved hans Vingeben
Og så ta'r vi Goebbels og slaar ham ned med sten
Saa hænger Hitler i en strop
Ved Siden af von Ribbentrop
Saa er de rent til Grin
De fire Nazi-Svin
Og så ta'r vi Goebbels og slaar ham ned med sten
Saa hænger Hitler i en strop
Ved Siden af von Ribbentrop
Saa er de rent til Grin
De fire Nazi-Svin
Feltmarskal Göring sidder allerede på sin Formandsplade og ser stift ud for sig. Man lægger Mærke til, at han er i Militæruniform.
Jeg fik først en stilling som passagerflyver i Sverige, hvor jeg lærte Carin at kende; vi blev gift og tog til München.
Jeg ved ikke, om du kan forstå, hvordan en 'veteran' efter en tabt krig har det. Alt, hvad man havde besiddet af energi og begejstring, af vitalitet og idealer, gik jo kun ud på et: at tjene fædrelandet. Det kan man ikke sådan på en gang droppe og sige 'undskyld, det var alt sammen bare en fejltagelse', det arbejder jo stadig inden i mennesket.
Og desuden behøvede vort fædreland, således som det så ud den gang, mænd, der ville fortsætte med at elske det.
Der var ingen af os, der anede, på hvilket punkt, vi skulle sætte ind. Vi søgte alle sammen med lys og lygte efter noget, der igen kunne give vort liv indhold. Dertil kom, at vi ikke brød os om at have kæmpet forgæves gennem alle de år.
Ja, vi, søgte med lys og lygte efter en ide for et nyt Tyskland.
Den første konsekvens, jeg personlig drog af disse overvejelser, var, at jeg gav mig til at studere statsvidenskab i München. Jeg mente, at hvis man skulle være medbestemmende om en stats skæbne, måtte man lære håndværket. Man må lære at studere sammenhængen mellem indre og ydre udvikling, hvis man skulle kunne sammenligne en stats form med andre mulige statsformer.
Teorien fulgtes ret hurtigt op af praksis; thi i München traf jeg for første gang Hitler.
Vi fandt straks hinanden, han var enig med mig i, at der måtte gøres alt for at hjælpe Tyskland.
Jeg stillede mig fuldt og helt til hans disposition. Så oprandt dagen for München-opstanden i Feldherrnhalle den 9. november 1923. Jeg blev hårdt såret og flygtede til Italien. Det var en frygtelig tid for Carin og mig; jeg var nemlig simpelt hen syg af hjemve. En aften så jeg sammen med Carin den tyske film Nibelungerne i Italien. Jeg fik faktisk hovedpine af længsel efter Tyskland. Jeg bed tænderne sammen med en sådan kraft, at jeg bogstavelig talt knækkede to tænder. Og så kom da endelig amnestien. Vi kunne rejse hjem.
Men efter mange års meget lykkeligt ægteskab mistede jeg Carin, som døde af en akut hjertesygdom. Det var hårdt og bittert for mig.
Politisk stod vi godt. Hindenburg havde kaldt mig til sig for langsomt at udvirke en forbindelse med vort parti.
Jeg havde bragt min syge Carin til hendes mor i Sverige; hun tiggede mig om at rejse til Hindenburg. Hun mærkede, at hun skulle dø, men alligevel sendte hun mig af sted, for at jeg ikke skulle svigte Tysklands vel. Hun var særdeles velorienteret i politik; alt, hvad der foregik inden for vort parti, interesserede hun sig brændende for. Hun elskede Tyskland og ville ofre alt for sit andet fædreland. Og så rejste jeg, og hun døde, uden at jeg var ved hendes side. Og vi nationalsocialister havde endelig fået foretræde for Hindenburg - men hvilken pris havde jeg ikke måttet betale herfor!
Der fulgte en meget bitter periode for mig," tilføjede han, idet han omfavnede mig, "nu har skæbnen skænket mig dig, og det er jeg så uendelig lykkelig og taknemlig for!
