Hiroshima Atombomben

Pludselig viste der sig et blændende, hvidligt-lyserødt lys på himlen, ledsaget af en unaturlig skælven, der næsten straks efterfulgtes af en bølge af kvælende varme og en vind, der væltede alt, hvad der stod i vejen for den.


I løbet af få sekunder blev de tusinder på gaderne og i haverne i byens centrum brændt eller skoldet af en bølge af ufattelig varme. Mange dræbtes øjeblikkelig, andre lå og vred sig på jorden og skreg i dødsangst, mens de led de frygteligste smerter af deres brandsår. Alt, hvad der stod i vejen for trykbølgen: mure, huse, fabrikker og andre bygninger, blev tilintetgjort, og resterne af det alt sammen snurrede rundt i en hvirvelstorm og blev slynget op mod himlen. Sporvogne blev løftet op og kastet til side, som om de hverken havde vægt eller soliditet. Tog blev slynget af sporet, som om de var legetøj. Heste, hunde og køer led samme skæbne som mennesker. Alt levende var forstenet i en stilling af ubeskrivelig lidelse. Selv vegetationen undslap ikke. Træer gik op i luer, risplanterne mistede deres grønhed, græsset brændte på jorden som tørre strå.


Uden for denne den totale dødszone, i hvilket intet forblev i live, faldt huse sammen i et kaos af bjælker og sten. Indtil 5 km fra eksplosionsstedet blev letbyggede huse jævnet med jorden, som om de var bygget af pap. De, der befandt sig i dem, blev enten dræbt eller såret. De, for hvem det lykkedes at komme ud ved et eller andet mirakel, så sig omgivet af en ring af ild. Og de få, hvem det lykkedes at nå i sikkerhed, døde som regel mellem tyve og tredive dage senere af virkninger af de dræbende gamma-stråler...


Hen under aften begyndte ilden at svinde, og derpå gik den ud. Der var intet tilbage, som kunne brænde. Hiroshima var ophørt med at eksistere.