Isolationsfængslet modstandsmand

Lørdag den 15. april

72. dag på M 19 (tysk fængsel i Norge)

De tidlige morgentimer er nu som før den tid på dagen der falder mig tungest. Om morgenen er jeg næsten altid melankolsk indtil grædefærdighed og ofte græder jeg. Der er meget af mit livs dystre helhedsstemning i dette men også væsentlig svaghed overfor mine aktuelle besværligheder.

Jeg er alt for veg og klynker urimeligt meget. Selvfølgelig ved jeg intet om hvordan de andre tager enecelletilværelsen. Bagefter vil man vej næppe fortælle sandheden hvis den ikke er dekorativ. Jeg ville ønske jeg kunne bevilge mig selv en sløv dag en gang imellem. Hidtil har hver dag været en anspændelse af både tanker følelser som aldrig før.

Jeg har haft et fælt anfald efter middag i dag. Jeg må snart tage mig sammen og sætte mine følelser på plads. Jeg har igen bedt til Gud!!

Matematiske problemer giver stof til endeløse spekulationer. Selv med mine små kundskaber og uden hjælpemidler kan jeg dog fordybe mig i tallenes verden og i de elementære figurers egenskaber. Det er hændt flere gange at jeg har brugt hele dagen til matematiske spekulationer.

Det er meget nyttigt at stå uden hjælpemidler. Jeg må selv finde ud af løsningen og den mindste uorden i begreberne røber sig. Jeg har ofte et kolossalt slid med rene bagateller. Netop i dag er leg nået ti1 bunds i et sådant foretagende som jeg har tænkt på i timevis hver dag i to uger. Nu er sejren min og visheden om at mine begreber er i orden giver mig den tilfredshed som er løn for sliddet. Desuden ved jeg lidt mere end før. Jeg er nu begyndt at tænke på den naturlige talrække. Den er et studium for livet – ja vist nok for evigheden!