Præstegerningen tysk fængsel i Norge

Da jeg senere bad om at måtte aflægge et nyt Besøg, svarede Kommandanten, at han vilde ordne sig med en fast Præst for de norske Fanger. Dette førte så til, at jeg af Biskoppen i Oslo fik den Opgave at fungere som Fængselspræst på Akershus. Det var tænkt som en rent midlertidig Ordning. Ingen regnede med, at en sådan Tjeneste skulde blive nødvendig gennem fire År. Og endnu mindre anede vi om alt det, Landsmænd skulde opleve i Cellerne indenfor de gamle Mure.

Arbejdsvilkårene var ikke lette. Kun to Gange i Ugen var der Lejlighed til at komme ind - hver Gang en Time. Ofte var der mange Fanger, så der kun blevet Par Minutter i hver Celle. Der blev kun lige Tid til at hilse, aflevere det nye Testamente og Salmebog, forklare lidt om Bibellæsning og. Bøn, skrive Navn og Adresse på de nærmeste Pårørende - og så videre til næste Celle.

Men disse korte Besøg gav alligevel et Indtryk af stovte Mænd med en Rejsning og et Mod, som gav Respekt. Ensomheden og Usikkerheden var tung nok at bære, men ingen lod sig kue. Lærte man at tro på sit Folk i dette første Krigsår, lærtes det ikke mindst her på Akershus.

Jeg husker en Dag lige før Påske.

I Cellen sad en ung Karl fra Nordnorge. De levede af Jagt og Fiskeri deroppe, og da Tyskerne gav Ordre til Aflevering af alle Skydevåben, var det ikke let at adlyde. På en eller anden Måde blev det kendt, at de beholdt deres Rifler, og Far og to Sønner måtte bytte Friheden ved Fjorden og Fjældet med en tysk Fangecelle. Denne Dreng havde fået to Års Tugthus.
»Hvordan klarer du dig?«
»Å, jeg skal nok klare mig. Men jeg tænker så meget på Far. Han sidder her i Cellen ved Siden af. Jeg skulde gerne tage hans Straf efter min egen, hvis han kunde få Lov at rejse hjem.«

Der blev stille i den fattige Celle. Tanken gik til en, som var villig til at tage Alverdens Syndeskyld på sig. Denne Dreng viste hen til Ham, uden at vide det. Hans Sind præger da endnu norsk Ungdom.

En anden Gang var det en ung Fyr fra Sørlandet. »Hvordan går det?«
»Fint.«
»Men Dagen bliver vel lang for dig?«
»Nej. Jeg synes, den går hurtig. Jeg har altid noget at gøre. Vi kan vaske Cellen. Se på Vinduet, hvor fint jeg holder det. Så skal vi spise og lufte. Af og til laver jeg mig et Spil. Og kan jeg ikke finde på andet, sætter jeg mig på Sengekanten og tænker på, hvorfor jeg sidder her. Og så kan jeg ikke andet end le!« Et muntert Smil lyser imod mig.

I Reglen sad Fangerne ikke længe på Akershus. De kom fra hele Landet for at føres videre til de tyske Fængsel Fuhlsbüttel ved Hamborg. De blev der derfor kun nogle Uger, i enkelte Tilfælde nogle Måneder. Det hændte også, at Tiden var så kort, så jeg slet ikke fik Lejlighed til at besøge dem.

Men de fleste fik da det nye Testamente og Salmebogen med sig. Når de kom til Fængslet i Fuhlsbüttel, måtte de aflevere alt, hvad de ejede til Opbevaring Klæderne inklusive - men Testamentet og Salmebogen fra Hjemlandet fik de Lov at beholde.

Vi har mange Vidnesbyrd om, hvad det betød for dem.