Planer for Nynazisme

I Krigens sidste Måned søgte Dr. Goebbels ved en voldsom Propagandakampagne at hidse det tyske Folk op til at fortsætte med en fanatisk Partisankrig, når den militære Modstand holdt op. Dette blev dog en fuldstændig Fiasko, og det viste sig i det hele taget, at Tyskerne ikke stod bag Ønsket om at fortsætte Krigen til det allersidste. Da det den første April blev meddelt, at der nu var dannet en Partisanbevægelse i det besatte Vesttyskland, var Berlinernes Reaktion blotet Smil. De nye Partisaner blev kaldt »Wehrwolfe«, og deres første Dåd bestod i at skyde den tyske Borgmester Franz Oppenhof i Aachen. Navnet stammede fra de tyske Sagaer, hvor Wehrwölfe, som en Berlineravis forklarede det, »var vilde Mennesker, der, klædt i Dyreskind, fra Skovenes dybe Mørke styrtede sig ud mod alt levende med det største Raseri«. Wehrwolfe var også Titlen på en meget kendt Bog af Herman Lons, der beretter om, hvordan Bønderne på Luneburger Heide under Trediveårskrigen sluttede sig sammen for at bekæmpe de fjendtlige Soldater. Wehrwolfen skulde aflægge Ed på aldrig at bøje sig for Fjenden, Det blev i den tyske Radio forklaret, at Wehrwolfene ikke behøvede at tage de samme Hensyn som de regulære Tropper, for Wehrwolfene var ethvert Middel godt. De skulde gøre Mørket til deres Forbundsfælle, og de måtte aldrig spørge sig selv, om en Besættelsessoldat havde Kone og Børn hjemme. Ikke blot Mænd, men også Kvinder og Børn vilde blive opfordret til at melde sig til Wehrwolfene.

Berlinerne morede sig over, at der blev oprettet Hvervningskontorer til denne hemmelige Bevægelse, og var ellers forargede over, at man på den Måde vilde forlænge Folkets Lidelser. Der Var såvist ingen Stemning blandt Befolkningen for denne kompromisløse Kamp, og ingen havde Lyst til, som det hed i Opråbet, at »kæmpe med en fanatisk Beslutsomhed«.

For den, der gennem de sidste År opmærksomt havde iagttaget det national-socialistiske Tyskland, kom det ikke som nogen Overraskelse, at Nazisterne havde til Hensigt at fortsætte Militærets Kamp med en Partisankrig. Man troede almindeligvis, at der særlig i de bayerske Alper var truffet omfattende Forberedelser hertil. Det hed; Mand og Mand imellem, at der rundt om i Bjergene blev gemt store Våbendepoter. En sådan fanatisk kompromisløs Kamp vilde have været en naturlig Konsekvens af den national-socialistiske Livsanskuelse, selvom den ikke havde nogen praktisk Mening. Det var en logisk Fortsættelse af den totale Krig" i hvis Væsen det ligger, at alle Nationens Medlemmer uden Hensyn til Alder, Køn eller Helbred kæmper lige ligegyldigt med hvilket Middel. Det er muligt og sandsynligt, at Nazisterne med denne Partisankrig dog samtidig havde en bestemt Hensigt. De vidste jo, at hvis en sådan Partisankrig blev fortsat, efter at de militære Operationer var til Ende, så var Besættelsesmyndighederne nødt til at optræde hårdere over for Befolkningen. Dette var Nazisternes Ønske, thi derved håbede de, at der i det tyske Folk vilde vokse et Had, ud af hvilket et nyt nazistisk Tyskland kunde opstå.

Hadet spillede idet hele taget, en stor Rolle i deres mærkelige Tankegang. »Had er vor Lov og Hævn vort Feltråb« hed det i en Proklamation. Et andet Sted blev det sagt: »Det er ikke mere Soldaternes, men hele Folkets Time«. Tysklands Fjender skulde hele Tiden have Fornemmelsen af, at de levede på en Vulkan. Hvad en sådan Partisanbevægelse vilde føre til, og hvilke Ulykker den vilde bringe over Befolkningen, forstod Nazisterne meget vel. Det viser f.Eks. følgende Forsøg på at fralægge sig ethvert Ansvar. I Berlin kunde man nemlig en af de, første Dage i Marts læse følgende: »Over for Historien fastslår vi nu, at Ansvaret for det, der nu sker under blodige Kampe i fortvivlede og hensynsløse Sammenstød, udelukkende ligger på engelsk og amerikansk Side«.

Begivenhederne udviklede sig imidlertid ganske anderledes og hurtigere, end man havde ventet det, og selvom en tysk Avis skrev: »Hele Befolkningens fanatiske Modstandsvilje er et nyt Våben«, så gik det med dette Våben som: alle de andre nye og hemmelige Våben, Nazisterne troede skulde vende Krigslykken for dem. Lige så lidt som det tyske Folk tidligere havde været i Stand til at yde aktiv Modstand over for egne Undertrykkere, var de nemlig siden hen i Stand dertil overfor de fremmede Besættelsestropper, og lige som den største Masse af Tyskerne under Naziregimet ikke vilde vove at hjælpe Mænd, der var jaget af Gestapo, sådan vilde de heller ikke nu have Mod til at bistå tyske Partisaner. Endnu før Kampene rundt om Berlin var til Ende, oplevede jeg, hvordan Tyskerne nægtede Nazister, der var flygtet ud i Skovene, at vende tilbage til deres egne Huse, og hvordan de hver Aften gennemsøgte deres Huse fra Kælder til Kvist af Angst for, at tyske Soldater, uden at de selv havde bemærket det, havde gemt sig hos dem.

Mærkeligt var det også at opleve, hvor ivrige Tyskerne selv var til at fortælle os Udlændinge, hvem af deres Naboer, der havde været Nazister. Det var som om Tyskerne efter tolv Års Gestapo-Metoder er blevet så vant til at stikke hinanden, at de uden at tænke videre derover automatisk stikker Nazister, som de før stak Antinazister. Da en Partisanbevægelse særlig i et så tæt befolket Land som Tyskland kun kan arbejde, hvis man har Befolkningens Sympati og Støtte, vil Nazisterne derfor heller ingen Muligheder have for at føre Guerillakrig og lave Sabotage i større Omfang. I den første Tid efter Besættelsen har Forholdene da også de fleste Steder i Landet været yderst rolige.

Umuligt er det dog ikke, at man i Løbet af nogle År vil kunne opleve en tysk Partisanbevægelse under en eller anden Form. Det er måske endog sandsynligt, at der vil ske en sådan Udvikling, når Tyskerne igen er kommet til Kræfter? når de atter kan spise sig mætte, når Krigsfangerne er vendt hjem, og når Besættelsen har varet i en Årrække.

Heller ikke med deres andre Forsøg på at få Befolkningen til fanatisk at kæmpe til detsidste havde Nazisterne Succes. Blandt Berlinerne var Stemningen efterhånden den, at alle udfoldede den størst mulige Opfindsomhed for at unddrage sig de Pligter, der blev pålagt dem. Det blev mere og mere almindeligt at købe falske Papirer og således at slippe for Tjeneste i Folkestormen. Jeg har også oplevet Tilfælde, hvor Tyskere i Krigens sidste År købte sig fri for militær Tjeneste for ti Tusinde Mark.

Det var Spidserne inden for Partiet og de nazistiske Embedsmænd, der gik forrest i denne Opløsning og Korruption. Både i Propagandaministeriet og Udenrigsministeriet, men frem for alt inden for SS, blev den totale Krigs Krav kun tilsyneladende overholdt. Man kunde købe næsten alle. Når de unge Attacheer fra Gesandtskaberne hurtigt skulde skaffe et Visum eller et andet Papir til en af deres Landsmænd, tog de altid et Pund Smør eller en Flaske Konjak med til den Embedsmand, der skulde udfærdige Papirerne. I Propagandaministeriet oplevede jeg Gang på Gang, at Embedsmænd åbent sagde til mig, at de for at gøre mig en eller anden Tjeneste enten skulde have Snaps eller Smør.