Petain & nederlaget
Af: Gunnar Andreasen
Det er et sørgeligt Faktum, men vi mangler alt, sagde han. Ved De, hvor mange Flyvemaskiner jeg, den Øverstkommanderende over en Arme, har til min Disposition?
Forsvaret af brohovedet Paris er af allerstørste betydning, såvel fra et militært som et politisk synspunkt. Går byen tabt, vil det føre til tabet af hele kystsletten nord for Seine og berøve os vore raketstandpladser for den langtrækkende beskydning af England.
Med ubeskrivelig glæde, dybt bevæget og fyldt med varm taknemmelighed oplever vi med Dem, min Führer, Deres og Tysklands største sejr, de tyske troppers indtog i Paris.
Washington i krigstid er blevet beskrevet på mange forskellige måder og med utallige bitre bemærkninger, der alle kendetegnede et kaos.
Vi har set store Lande med stærke Hære, blive styrtet ud i Kaos paa nogle faa Uger.
Hvem havde troet, at vi skulde komme til at bære også dette?
En tidslinje over Slaget om Frankrig.
En Battlefield dokumentarserie fra slaget.
Jeg havde det store Held at se noget af den Stormmarch til Undsætning, der gav Håb om, at trods alt vilde måske den Tragedie, der havde syntes uundgåelig.
Nu var det sidste Haab bristet, og Fortvivlelsen var grænseløs. Paa Fortovskaféerne saa jeg store, stærke Mænd lægge Hovedet i Hænderne og hulke som Børn, og paa Gaden saa man kun forstenede Ansigter.
Slaget havde været saa lammende, at der maatte Tid til at fatte dets Rækkevidde og Konsekvenser. Byen var i Sorg. Folk listede af Sted og talte næsten hviskende sammen, som var de bange for at forstyrre en Syg. Som i Drømme foretog man sig det, der skulde gøres, men Tankerne var andre Steder. En ensom Gadehandler ekspederede for en Gangs Skyld i Tavshed sine sparsomme Kunder, og i Butikkerne glemte Konerne helt at skælde ud over de uforskammede Priser.
Først i Løbet af Eftermiddagen vaagnede Befolkningen af den søvngængeragtige Døs, og efterhaanden forvandledes Sorgen til Had.
Had er lettere at bære end Sorg, for Hadet kan man faa Udtryk for i voldsomme Ord, mens Sorgen er stum og indestængt. Dog, det var vel Sorgen, der her trak i Hadets Klæder, for at det knugende tunge, man bar paa, kunde faa Udløsning, inden man sprængtes af de indestængte Følelser.
Og man hadede alt og alle, hadede Englænderne, fordi deres Hjælp ikke havde været større, hadede Belgierne, fordi de havde givet op, og hadede de Franskmænd, hvis Politik havde ført til Nederlaget.
Men Folkestemning er mærkelig, man hørte ikke et bittert Ord, fordi Frankrig var gaaet i Krig. Det var ikke det, der var galt, syntes man, men derimod den Kendsgerning, at man ikke havde været ordentlig forberedt, saa man kunde vinde Krigen, Skylden herfor blev lagt paa mange Skuldre, Daladier fik sin Part og General Gamelin sin, fordi han havde stolet blindt paa sine Fæstningslinier, men det store Ansvar lagdes dog paa Leon Blum.
- Det er ham, vi kan takke for hele Miseren, gik det som en rød Traad gennem de ophidsede Diskussioner, hvor Deltagerne for en Gangs Skyld var rørende enige, og de, de var uenige med, var fraværende.
Havde Leon Blum ikke lavet sin misforstaaede 40 Timers Arbejdsuge, vilde alt have været anderledes, lød det fra Mund til Mund. Han satte ved den forkortede Arbejdstid Produktionen ned paa en Tid, da Tyskland satte sin op, og de tyske Arbejdere forlængede deres Dag, saaledes at det Forspring, Tyskland havde i Oprustning, blev større og større for hver Dag, der gik. løvrigt mente man, at hele Folkefrontspolitiken havde været ødelæggende baade for Landets økonomiske og for dets militære Styrke.
Men der blev ogsaa talt haarde Ord om dem, der nu bad om Fred. Ikke om Petain, han var urørlig, og man var ganske paa det rene med, at det var netop den Kendsgerning, der havde faaet Regeringen til at sætte Helten fra Verdun i Spidsen for den nye Regering, da man fandt det nødvendigt at give op.
Det var, sagde man, en politisk Manøvre, der kun havde til Formaal at stille Petain foran som et Skjold, fordi man vidste, at netop han. var usaarlig og urørlig.
Ikke saa faa Gange den Eftermiddag hørte jeg den Paastand fremsat, at Petain var den eneste, der kunde tage det nu tagne Skridt uden at styrte Frankrig ud i Revolution, og selv om det maaske var overdrevet, var der dog noget derom.
Sagen var den, at Flertallet af det franske Folk trods alt ikke paa daværende Tidspunkt ønskede nogen Vaabenstilstand.
Utallige Gange hørte jeg Folk aldeles rasende protestere imod, at man nedlagde Vaabnene paa et Tidspunkt, da baade Hæren i Nordafrika, Hæren i Syrien og den franske Flaade var intakt.
Ildfulde Agitatorer sprang op paa Kafébordene og forlangte Krigen fortsat fra Kolonierne, og tilsyneladende havde de Flertallet med sig. Ingen kendte jo endnu de faktiske Forhold og det militære Nederlags virkelige Omfang, men forøvrigt er det tvivlsomt, om det dengang vilde have forandret Meningen hos det ophidsede Folk.
