Krigen mod Rusland

Det var i marts måned for et år siden, Finland sluttede sin smertelige fred med Sovjetrusland efter mere end tre måneders hård og tapper modstand mod den både tal og materiel mange gange overlegne fjende. Det er ikke længer siden dette skete, end at vi endnu levende kan huske den dybe medfølelse, med hvilken vi fulgte finnernes kamp i den hårdeste vinter, man kan mindes, og kampens afslutning i det første forår. Ikke heller har vi glemt den stærke vrede, hvormed man fra disse kyster fordømte Sovjetunionens uprovokerede overfald på den lille nordiske stat.


På det tidspunkt havde Rusland allerede forøget sit område med et stort stykke af det hidtidige Polen. Nogle få måneder senere, mens de tyske arméer var i færd med at afslutte sejren i Frankrig, aflivede Rusland de tre baltiske landes selvstændighed og indlemmede dem i Sovjet-Unionen, og på samme tid sikrede Stalin sig Bessarabien og Nordbukovina. Dette er historien, som nu er et år gammel - og som bekræftede den alvorlige og aldrig sovende frygt, man i hele Norden (i første række selvfølgelig Finland, men også i Sverige og Norge, som begge berørtes af frygten direkte, og i Danmark) har næret for Sovjetunionens fremtrængen mod vest, ikke alene ind over Finland, men videre over Nord-Sverige og Nord-Norge til de isfri havne ved det nordligste Atlanterhav. Derfor har man også med mistillid i disse lande betragtet de kommunistiske grupper, som man følte spillede under dække med Komintern i Moskva.


I går marcherede de finske tropper under General Mannerheim som venstre fløj af den uhyre lange front over Ruslands nye grænse og ind på de kamppladser, de havde forsvaret med så stor tapperhed, og mod syd marcherede de rumænske tropper på frontens højre fløj ind i Bessarabien og Bukovina. Samtidig meldes der om antikommunistisk uro i Estland og Letland. Spillet er vendt om. For et år siden plukkede Rusland gevinsterne én for én, som man spiser en artiskok. Nu er de kræfter, som intet evnede hver for sig, koordineret af den mægtige tyske militære organisation; kollektivismen vendes som et våben mod kollektivismens fædreland. Det store opgør mod øst er i gang. De, der nationalt sårede tørster efter hævn, marcherer frem på nationalsocialismens højre og venstre fløj imod bolsjevismen.


Man spørger uvilkårligt sig selv, om det er overraskende, det , der er sket - og det er det naturligvis på en måde, men også kun på en måde. Begivenheden i august 1939, undertegnelsen af de tysk-russiske pagter i Moskva, var på samme vis overraskende og ikke overraskende. At pagterne blev til netop i det dramatiske øjeblik, mens de engelske forhandlere intetanende endnu opholdt sig i Moskva, var en overraskelse, men mange iagttagere af udviklingen var forud overbevist om, at på et eller andet tidspunkt måtte de store idelogier mødes - enten til en drønende og dødelig afgørelse, hvor den ene blev på pladsen, eller de vilde "finde hinanden" på fælles områder. Ved August-pagterne i Moskva blev den sidste udvej prøvet. Der kom dog inden meget længe tidspunkter, da man anede, at dette venskab ingen holdbarhed havde.


Og dog har Moskva-pagten haft en meget stor indflydelse på historiens gang. Tyskland gik ikke i 1939 ind til en tofrontskrig. Det er naturligvis umuligt at bedømme, om Rusland dengang vilde have været i stand til at gøre nogen indsats af afgørende betydning. Men i alle tilfælde havde Tyskland ryggen fri under operationerne mod vest.


Rusland valgte den holdning: At vente på det øjeblik, da de krigsførende magter havde udmattet hinanden, medens Rusland stod stærkt og stadig mere oprustet og med friske kræfter og kunde regne med at blive den afgørende faktor ved ordningen af Europa. Det kom altså til at forme sig anderledes. Der var en regnefejl. Rusland havde tilsyneladende overvurderet Frankrigs modstandskraft over for det tyske angreb. Nu vender Tyskland sig med hele sin militære styrke, der ikke har haft anledning til at blive udmattet, mod Rusland selv. Med hvor stor styrke Stalin kan møde denne for Sovjetunionen skæbnebestemmende situation, vil uden tvivl hurtigt vise sig. Hvor stærk den røde hær er, hvor sikkert virkende dens organisation, hvor pålideligt dens transportvæsen, alt dette er spørgsmål, som nu prøves og besvares af virkeligheden. Den store udrensning i 1937, da Ruslands dygtigste militær, Marskal Tukatjefski, og en mængde andre officerer blev henrettet - da man "huggede hovedet af" den russiske hær - var en meget betydelig svækkelse af det russiske officerkorps.


I den tyske rigsregerings erklæring samles det, der står Tyskland og Rusland imellem, i følgende ord: "Sovjetregeringen har forrådt pagterne og overenskomsterne med Tyskland og brudt dem. Det bolsjevikiske Moskvas had mod nationalsocialismen var stærkere end den politiske fornuft. I dødeligt fjendskab står bolsjevismen over for nationalsocialismen. Det bolsjevikiske Moskva er i begreb med at falde det nationalsocialistiske Tyskland i ryggen i dets eksistenskamp..." Stærkere kan det ikke understreges, at det her er to store verdensanskuelser, som tørner sammen til en afgørelse af det vældigste format, der vil få overordentlig indgribende indflydelse på udformningen af Europas skæbne.