Mussolinis krigstale
Soldatermoral". Jeg kan vel skrive om det efter så mange måneders intimt samliv med soldater.
Men når han blev bragt ind i Operationsstuen, blev han besynderligt livlig og fuld af "Verve".
Først en Bekendelse. Jeg hader dem, der vælger mig til Genstand for deres Skriverier og Taler. Enten de saa behandler mig godt eller daarligt; det er ligegyldigt.
Da jeg kom på Kontoret, opdagede jeg, der havde været et morderisk Anslag mod Mussolinis Liv.
Jeg ønsker over for marskal Badoglio, idet jeg mindes vort samarbejde i gamle dage, at forsikre, at der for mit vedkommende ikke vil opstå vanskeligheder, og at jeg er parat til i alle henseender at samarbejde.
Mange engelske Venner af Tyrefægtninger støttede i Begyndelsen for Alvor den italienske Fascisme og dens Ret til at byde dem et smukt Skuespil.
For at lette den allierede skibsfart gennem Middelhavet og som et nyt skridt mod aksemagternes nederlag er det besluttet at erobre Sicilien.
A rose in your teeth, uniform so neat,
Fatty fascist, hanging from your fat feet.
Vi tager kampen op mod vestens plutokratiske og reaktionærer demokrater, som ustandseligt har stillet sig i vejen for det italienske folks fremmarch og fejt truet selve dets eksistens. Det sidste årtis historie kan udtrykkes i disse ord: Løfter, trusler og afpresningsforsøg samt endelig som kronen på værket den skændige blokade, de 52 stater gennemførte i Folkeforbundet.
Vor samvittighed er fuldstændig ren. I har hele verden som vidne på, at det fascistiske Italien har gjort alt, som stod i et menneskes magt for at afværge den storm, der nu vender op og ned på Europa. Men alt var forgæves.
Det vilde have været tilstrækkeligt at revidere traktaterne og tilpasse dem efter de forandrede forhold og folkenes udvikling i stedet for at betragte dem som uforanderlige i almindelighed. Det vilde have været tilstrækkeligt ikke at begynde den vanvittige garantipolitik, der har vist sig så skæbnesvanger for de stater, som er gået ind på den. Det vilde have været tilstrækkeligt ikke at have tilbagevist de forslag, som Føreren fremlagde 6. oktober 1939, da det polske felttog var ført til ende.
Men alt dette tilhører nu fortiden. Når vi i dag er besluttet på at påtage os alle krigens farer og ofre, sker det, fordi vor ære, vore interesser og vor fremtid uimodståeligt kræver det. Thi et folk bliver først stort, når det indfrier sine helligste forpligtelser og ikke viger tilbage for de umådelige opgaver, som bestemmer historiens gang.
Efter at spørgsmålet om vore grænser til lands er løst, griber vi til våben for at løse spørgsmålet om vore grænser til søs.
Vi vil sprænge den territorielle og militære kæde, som er ved at kvæle os i vort eget hav, thi et folk på 45 mill. er ikke virkeligt frit, sålænge det ikke har adgang til verdenshavene. Denne gigantiske kamp er kun en fase i vor revolutions logiske udvikling, dvs. de fattige, men folkerige nationers kamp mod udbytterne, som monopoliserer hele verdens guld og rigdomme; det er de livskraftige og unge folks kamp mod de sterile og dem, der er dømt til undergang; det er en kamp mellem to århundreder og to verdensanskuelser.
Efter at terningerne nu er kastede, og vi af fri vilje har brændt vore skibe, erklærer jeg højtideligt, at Italien ikke har tilhensigt at drage vore naboer til lands eller til søs ind i konflikten. Lad Schweiz, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet og Egypten tage disse ord ad notam. Det vil afhænge af dem, og dem alene, om mine ord bliver gjort til skamme eller ej.
Italienere! Ved det berømte møde i Berlin sagde jeg, at ifølge den fascistiske moral, så er det således, at hvis man har en ven, så bliver man ved hans side indtil det sidste. Vi har gjort dette og vil også i fremtiden stå ved Tysklands side sammen med dets folk og sejrrige hære.
I dette historiske øjeblik går vore tanker til hans majestæt kongen og kejseren, der altid har givet udtryk for fædrelandets vilje, og vi hilser Føreren, det stortyske riges leder.
For tredje gang rejser det proletariske og fascistiske Italien sig, stærkt, stolt og enigt som aldrig nogensinde tidligere. Der er kun eet løsen, og det er kategorisk og bindende for alle. Det bæres i dette øjeblik ud på æterens bølger og sætter hjerterne i brand fra alperne til det indiske ocean. Det lyder: Sejr! Og vi vil sejre for til sidst at give Italien, Europa og verden en lang periode af fred og retfærdighed.
