På vagt for vort Danmark

Det er en herlig stille nat i Kongres-Polen. Min ven og jeg sidder i første hul i den yderste kamplinje og venter på fjenden. Vor vagt er fra 12 til 2 nat, og før os har vore andre kammerater ventet på den samme fjende.

Hele dagen har vi forfulgt vor modstander uden at indhente ham. Så kom natten os i forkøbet, og vi kunde ikke gå videre. I tusmørket havde vi gravet os vor Schtitzenmulde ", og i den lå kammeraterne nu og sov, mens vi to holdt vagt i det forreste hul.

Et par hundrede meter bag os lå et par ulmende hobe, rester af nogle trægårde. Ud af dem havde polske Friskare-Folk skudt på os. De kæmpede for deres eget land, men måtte se deres gårde gå op i luer og bøde med livet, for de angreb jo os, der tilhørte Europas, ja måske Verdens stærkeste magt. Nu var der kun enkelte gløder tilbage.

Stille sad vi, lyttende, halvt drømmende. Vi to venner havde så mangen en nat stået på vagt sammen, dengang bar vi blå-gul spejderuniform, med Danebrogsmærket; nu var vi feltgrå med hagekors og ørn.

Mens vi før som drenge ivrigt havde studeret alle stjernebilleder, var der nu kun een, stjerne, der interesserede os, Nordstjernen. Vi søgte, der var ikke mange stjerner på himlen, men dér var den. Vi så længe på den; der var jo hjemmet, og der lå Danmark, frihedens og retfærdighedens land.

Vi så på hinanden, på Nordstjernen, halvt drømmende, en længsel efter hjemmet vågnede i vort bryst, en længsel efter hjemmet.

Vi talte om oplevelser, vi havde haft og været fælles om, vi talte om fester og ture, vi genoplevede hele vor lykkelige grønne ungdom, vi opdagede, hvor meget vor Skole, vor Spejdertid og vort foreningsliv havde givet os, vi talte om den kommende sommer -, den skulde nydes -, vi vilde på tur igen som i gamle dage, sidde om lejrbålet og drømme.

Vi glemte, at vi sad i Polen, glemte søndagens frygtelige kamp og alle faldne kammerater - dog tys, pludselig en lyd. Hvad var det? Var det polakkerne, der kom? Vi blev lysvågne, vi sad bomstille og lyttede med alle sanser åbne, ud i mørket, det var jo kammeraternes liv, det gjaldt, dog - alt var stille igen, indtil vi hørte en velkendt plattysk stemme.

Se nu at komme i "Seng", nu skal vi nok passe på fjenden. Afløsningen var kommen; vi var i Polen igen.

Fjenden kom ikke den Nat; han var gået endnu længere tilbage. På fremmarchen dagen efter talte vi om nattens oplevelser, og vi blev klare over, at det havde været mere end almindelige drømmerier. Det var gået op for os, at vor kamp gjaldt vor danskhed, retten til vor hjemstavn, og dermed vort Danmark.