Overlevede uden faldskærm

Dulag Luft. Det er blevet undersøgt og bekræftet af de tyske myndigheder, at den påstand, der er fremsat af sergent Alkemade, 1431537 RAP, om, at han faldt ned fra 6000 meters højde uden faldskærm og landede sikkert uden at komme til skade, i enhver henseende er i fuld overensstemmelse med sandheden. Faldskærmen var brændt i flyvemaskinen. Han landede i dyb sne mellem fyrretræer.

Rigtigheden bevidnes af:

Flyverløjtnant H. J. Moore
ældste britiske officer

Flyversergent R. R. Lamb, 1339582

Flyversergent T. A. Jones, 411
ældste britiske underofficer.

Dato: 25. 4. 1944.

---

I 7000 Meters højde er der koldt og ensomt l en Lancaster bombers agter-kanontårn. Skytten er skilt fra resten af besætningen af to luger og 11 meter flyvemaskinekrop. Tårnet slutter næsten som en skal om hans tykke flyverdragt. Der er ikke engang plads til hans faldskærm. Han har kun selen på. Selve skærmen er anbragt længere fremme, en halv meter indenfor luge nummer to og ikke sammen med det øvrige mandskabs. I katastrofe-tilfælde er skytten nødt til at krybe ud af sit tårn, få fat i sin faldskærm, spænde den fast til selen, hoppe ud - og håbe på, at radioslæbeantennen ikke snitter ham midt over. At være agterskytte blev i Royal Air Force anset for et "temmelig farligt foretagende".

Da vores Lancaster natten mellem den 24. og 25. marts 1944 nærmede sig Berlin, kunne vi se søgelysenes lange, kolde fingre spille hen over himlen. Da vi kom tættere på, så vi de røde og grønne markeringslys, som var kastet ned af vore "stifindere", der var fløjet i forvejen. Efterhånden som maskine efter maskine lagde sine "æg", brød fyrværkeriet løs under os: gyldne og øde brandbombe, skærende hvide og røde eksplosioner og de orangerøde glimt fra luftværnskanonerne. Og så ...

Bomberne kastet! Vores egen 1800 kilo sprængbombe og tre tons brandbomber hvinede ned. Og med søgelysene spillende hen over os drejede vi af for at flyve hjem, mens vi holdt skarpt udkik efter de tyske nat jagere. Jeg kunne se dem angribe i det fjerne. Pludselig kunne et blændende hvidt lysglimt forvandles til en stor rødgul ildkugle, som f6r ned over himlen mod den sorte jord. En Lancaster var blevet ramt, og nogle af mine kammerater ville ikke vende tilbage til basen.

Vi var over Ruhr, da en række voldsomme stød fik vores maskine til at ryste fra næse til halespids. Så lød der to tordnende brag, da to granater eksploderede lige ved mit kanontårn. Plexiglas-kuplen blev knust, og en stor glassplint skar sig dybt ind i mit højre ben.

Kanontårnet vendte heldigvis agterud. Hurtigt sænkede jeg mine kanoner og spejdede ud. Kun 50 meter borte sås det skyggeagtige omrids af en Junkers 88-jager. Fra vingernes forkanter kom en række blændende hvide glimt, mens piloten fyrede løs på vores anskudte fartøj. Jeg sigtede lige på jageren og trykkede på aftrækkeren til mine fire 303 Browning-kanoner. De skød på samme tid, og tyskeren blev gennemhullet af fire glødende projektil-strømme. Den gled ud til siden med flammerne væltende fra bagbords motor. Jeg fulgte ikke dens videre skæbne - jeg havde nok at gøre med at tænke på min egen ...

Brændende benzin fra vore tanke fossede forbi mig. I maskinens telefon begyndte jeg at rapportere til "skipperen", at halen stod i lys lue, men han afbrød mig: "Jeg kan ikke holde hende gående ret meget længere. I må bruge faldskærmene. Hop for himlens skyld! Hop!"

Jeg smækkede kanontårnslugen bag mig op med albuerne, vendte mig og åbnede lugen lidt længere - og blevet kort sekund stående og stirrede lamslået ind i en kæmpemæssig stikflamme. Ild og røg hvirvlede omkring mig. Halvkvalt og blindet vaklede jeg baglæns ind i mit kanontårn. Men jeg måtte jo have fat i min faldskærm!

Jeg åbnede atter lugerne og sprang frem efter den. Men det var for sent!

Hylsteret var allerede brændt, og den tæt pakkede silke foldede sig ud som en blomst, blussede op og var borte. Da jeg var kommet tilbage til tårnet, tog jeg et overblik over situationen. Her sad jeg, kun 21 år gammel - og dette var altså enden på det hele. Olien i kanontårnets hydrauliske system var allerede i brand, og flammerne sved mig i ansigtet og på hænderne. Den dødsdømte bombemaskine kunne eksplodere hvert øjeblik! Skulle jeg blive i dette rødglødende helvede eller springe ud? Når jeg alligevel skulle dø, var et styrtdyk mod jorden nok det hurtigste og mest smertefri ...

Jeg drejede i en fart kanontårnet på tværs, rev lugerne op, og slog dødsens angst og fortvivlet en baglæns saltomortale ud i mørket.