Tyske Natjager

Jeg talte adskillige gange med Galland, efter han var blevet general for jagerne, da vi havde været gode venner lige siden flyverskolen, og stod hinanden ganske nær til hans død. Dolfo var forstående og gav mig al den nødvendige støtte.

Han rejste tilmed til Göring på mine vegne.

Göring var ikke nogen ideel leder, men han var ikke modstander af nye ideer i kampen mod de britiske bombefly.

Han (Göring) tabte ansigt hos Hitler og hos den tyske befolkning efter hans famøse ”I må kalde mig Meyer” erklæring om, at ikke en eneste britisk bombe ville falde på tysk territorium.

Galland sørgede for, at jeg fik piloter til uddannelse, og Göring sikrede, at jeg fik de nødvendige fly, naturligvis først og fremmest Me-110, som havde vist sig at være ubrugelige som jagerfly om dagen mod de britiske jagerfly.

I løbet af denne periode blev vi parate og begyndte at fungere ganske godt, Vi havde et gennemsnit på fem bombefly for hver jager, der blev beskadiget eller mistet, hvilket blev betragtet som acceptabelt. Dette gennemsnit blev øget i 1941-42 med en faktor på seks til en i vor favør.

Senere blev den øget fra til syv til en og i en kort periode til 10 til en og tilmed endnu højere i 1944, da vi til sidst var spredt ud fra Danmark til Rumænien med mindre end 200 nat jagere i vest og endnu færre i øst.

Vi blev simpelthen overmandet og var talmæssigt underlegne, men vi gjorde, hvad vi kunne. Det var blot ikke tilstrækkeligt.