Japans flyangreb på Pearl Harbor

Hvorfor havde generalstaben bestemt sig for denne dato, som var en søndag? Fordi vore oplysninger tydede på, at de amerikanske flådeenheder holdt weekend i havn efter ugens øvelsestogter i rum sø. Og også fordi angrebet skulle falde sammen med vore operationer mod Britisk Malaya, der ved daggry samme dag skulle overrumples med luftangreb og invasion fra søsiden.

Fra Tokyo fik vi pr. radio sendt efterretningstjenestens rapporter om den amerikanske flådeaktivitet: 7. december (6. december Hawaii-tid) : "Ingen spærreballoner, ingen torpedo-net udsat omkring slagskibe i Pearl Harbor. Alle slagskibe i havn. Fjendens radio giver ingen antydning af, at der foretages patruljeflyvninger over Hawaiis søområde. Hangarskibet Lexington forlod havn igår. Enterprise menes også at være i søen."

Næsten samtidig modtog vi admiral Yamamotos budskab: "Imperiets skæbne står og falder med dette angreb. Enhver må gøre sin pligt af yderste evne."

Vi var cirka 225 sømil stik nord for Oahu kort før daggry den 7. december (Hawaii-tid), da hangarskibene vendte stævnen op mod nordenvinden. Kampflaget smældede fra mastet9ppen. Skibene huggede og rullede voldsomt, og vi var noget nervøse ved at lade maskinerne starte, så længe det var mørkt. Men jeg besluttede at løbe risikoen. Flyvedækkene dirre& under drønet fra de mange motorer, der var ved at varme op.

Et grønt lys blev hvirvlet rundt. Startsignal! Motorbrølet fra den første jager steg til et tordnende crescendo - og så var den på vingerne. Besætningen råbte hurra, hver gang en maskine kom sikkert i luften.

På mindre end et kvarter var 183 jagere, bombere og torpedoplaner lettet fra vore seks hangarskibe. Nu dannede de formationer oppe under den mørke himmel, kun vejledet af signallamperne fra førermaskinerne. Vi kredsede en enkelt gang henover eskadren. Så satte vi kursen stik syd mod Pearl Harbor. Klokken var 6.15, den 7. december 1941, Hawaii-tid.

Under min direkte kommando havde jeg 4Q bombemaskiner. Til højre og lidt lavere fløj en ,formation på 40 torpedomaskiner. Til venstre, cirka 200 meter over os, lå 51 styrtbombemaskiner. Endelig havde vi en jagerparaply bestående af 43 maskiner.

Klokken 7.00 beregnede jeg, at vi havde mindre end en times flyvetid til Oahu, Men skydækket under os forhindrede mig i at se havet, så" jeg kunne ikke tage afdriften med i mine beregninger. Vi søgte efter Honolulu radiostation, og snart opfangede vi tonerne fra et amerikansk orkester. Ved hjælp af retningsantennen bestemte vi vores nøjagtige kurs i forhold til radiostationen og korrigerede den. Vi var drevet fem grader af.

Lidt efter opsnappe de vi en vejrmelding fra Honolulu: "Klart vejr med enkelte skyer, hovedsageligt over bjergene. Vinden nordlig, styrke 3.

Vi kunne ikke 'godt have været heldigere. Betingelserne var så gunstige som muligt for os. Der ville være åbninger mellem skyerne, så vi kunne se øen.

Klokken 7.30 skiltes sky tæppet pludselig under os, og en lang hvid kystlinje dukkede op. Vi var inde over den nordlige spids af Oahu, Det var på tide, at vi dannede angrebsformationer.

Straks efter kom der en melding fra den ene af vore to rekognosceringsmaskiner: der lå ti slagskib e, en svær krydser og ti lette krydsere i havnen. Sigtbarheden blev bedre og bedre, efterhånden som vi nærmede os målet, og jeg begyndte, at kunne skimte basen gennem kikkert. Ja, der havde vi skibene. "Giv alle maskiner ordre til at angribe!" sagde jeg til radiotelegrafisten . .Klokken var 7.49.

De første bomber faldt på Hickam flyveplads, hvor svære amerikanske bombemaskiner stod i rad og række. Straks efter blev Ford Island og Wheeler flyveplads belagt med bomber. På et øjeblik var de tre baser skjult under svulmende sorte røgskyer, der væltede op fra jorden.

Min bomberformation fortsatte øst om Oahu forbi øens sydspids. Der var kun japanske maskiner i luften, og skibene i havnen lå stadig, som om de sov. Radioudsendelsen fra Honolulu var ikke blevet afbrudt: Det var i sandhed lykkedes os at komme bag på fjenden!

Jeg vidste, at generalstaben ventede spændt på 'de første resultater, så jeg sendte følgende budskab til flådegruppens øverstkommanderende : "Vi har haft held til at gennemføre et overraskende angreb. Rapporten bedes videresendt til Tokyo."

Nu så jeg store vandsøjler sprøjte i vejret omkring slagskibene. Torpedomaskinerne var gået i aktion. Det var på tide, at også mine bombere gik til angreb. Jeg gav min pilot ordre til at krænge skarpt: angrebssignalet for alle maskiner i min gruppe. De ti eskadriller lagde sig bag hinanden med 200 meters mellemrum en lang række - et fantastisk syn.

Men så vågnede det amerikanske antiluftskyts på skibene og i land pludselig op. Små gråsorte totter blomstrede frem overalt på himlen, og maskinen skælvede under lufttrykket fra de mange granater, der eksploderede omkring os. J eg var forbløffet over den hurtighed, modangrebet blev sat ind med. Det kom mindre end fem minutter efter, at vi havde kastet vores første bombe. Japanerne ville ikke have reageret så lynsnart - det japanske temperament er velegnet til angreb, men trægt i forsvar.

Min eskadrille styrede mod slagskibet Nevada, der var fortøjet ved den nordlige ende af slagskibs-reden på østsiden af Ford Island. Men umiddelbart før det var tid at kaste bomberne, kom vi ind i tætte skyer. Vi blev nødt til at passere uden at angribe, og vi kredsede derefter over Honolulu, mens vi afventede en ny chance. I mellemtiden angreb andre eskadriller deres mål, men flere måtte gøre tre forsøg, før det lykkedes dem.

Pludselig skete der en kolossal eksplosion mellem slagskibene. En mægtig mørkerød røgsøjle skød 3.L..400 meter op, og en voldsom stødbølge ramte vores maskine. Det må være et ammunitionsmagasin, der er sprunget i luften, tænkte jeg. Angrebet var i fuld gang overalt, og luften over Pearl Harbor var tyk af røg fra de mange brande og eksplosioner.

I kikkerten så jeg nu, at det var slagskibet Arizona, der var blevet ramt af kæmpe-eksplosionen. Det brændte stadig voldsomt ombord på skibet, og da røgen væltede ind over Nevada og skjulte det helt, så jeg mig hastigt om efter et andet bombemål for mine maskiner. Tennessee brændte allerede, men Maryland, der lå ved siden af, var tilsyneladende uskadt. Jeg gav ordre til, at vi i stedet skulle angribe dette slagskib. Vi svingede rundt og borede os igen ind i antiluftskytsets spærreild.

Da bombekasteren i førermaskinen lod sin bombe gå, råbte piloter, observatører og radiotelegrafister i de efterfølgende maskiner som med en mund: "Nul" Vore bomber hvirvlede mod målet, og jeg kastede mig ned på maskinens gulv for at følge deres flugt gennem et kikhul. Under os lå de fire bomber i et fuldkomment mønster i luften - fire dystre dødsengle, som intet mere kunne standse. Mindre og mindre tegnede de sig for blikket, til sidst var de kun som valmuefrø, og så forsvandt de, samtidig med at små ildglimt flammede op tæt ved og ombord på skibet.

Fra stor højde er det langt lettere at iagttage en forbier end en træffer, fordi forbierne danner store ringe i vandet. Jeg så to af disse ringe og samtidig to bittesmå, hvide glimt. "To træffere!" råbte jeg til de andre. Jeg var overbevist om, at: vi havde anrettet betydelig skade. Derefter meddelte jeg de piloter, som havde udløst deres bomber, at de skulle vende tilbage til moderskibene, men selv blev jeg over Pearl Harbor for at iagttage og lede resten af operationen.

Den amerikanske flådebase og dens omgivelser var nu forvandlet til er flammende helvede. Utak var kæntret, West Virginia og Oklahoma, der havde fået siderne næsten sprængt væk af torpedoer, lå med svær slagside, og vandet omkring dem var tykt af olie. Arizona krængede også over på siden, og det brændte voldsomt ombord. Både Maryland og Tennessee; stod i flammer. Pennsylvania, der var i tørdok, var derimod sluppet uskadt - det var åbenbart det eneste slagskib, der ikke var blevet angrebet.

Under angrebet lagde mange af os mærke til, hvordan de amerikanske piloter tappert forsøgte at få deres maskiner i luften. Skønt de var os langt underlegne i tal, tog de kampen op uden tøven og kastede sig over os med flammende maskingeværer. Deres indsats var praktisk taget virkningsløs, men deres mod vakte vor beundring og respekt.

Maskinerne i vores første angrebsbølge var cirka en time om at løse deres opgaver. Da de vendte om for at søge tilbage til hangarskibene - efter at have mistet tre jagere, en styrtbomber og fem torpedofly - tordnede den næste bølge på 171 maskiner ind over Pearl Harbor.

Skyer og røg lå nu så tæt over øen, at piloterne havde svært ved at finde frem til deres bombemål. Samtidig var antiluftskytskanonerne på skibene og inde på land begyndt at bide fra sig, så det kunne mærkes. Luften var fyldt med eksploderende granater.

Alligevel blev vore bomber fordelt præcist og effektivt over de mindst medtagne slagskibe og over de hidtil ubeskadigede krydsere og torpedojagere. Dette angreb varede også en times tid, men på grund af fjendens stærkt forøgede flak-ild kostede det os større tab _ seks jagere og 14 styrtbombere.

Efter at den anden angrebsbølge havde trukket sig tilbage, kredsede jeg endnu engang over Pearl Harbor for at betragte og fotografere resultaterne. Jeg talte fire sænkede slagskibe og tre stærkt beskadigede. Endnu et slagskib havde fået mindre skader, og mange andre skibe var hårdt medtagne. Flyvebådsbasen ved Ford Island stod i flammer, og flyvepladserne brændte også, især var Wheeler hårdt ramt.

På grund af den tætte røgparaply, der hang over flyvepladserne, kunne jeg ikke afgøre, hvor mange amerikanske flyvemaskiner vi havde ødelagt, men det var givet, at Pearl Harbors luftvåben havde fået et sønderlemmende slag. I de tre timer, mit bombefly kredsede over øen, så vi kun nogle få amerikanske maskiner i luften. Men adskillige af hangarerne var sluppet uskadt, så der kunne sagtens være brugbare maskiner tilbage.

Vi nåede tilbage til flådegruppen som en af de sidste. Der var travlhed ombord. Maskinerne fik benzin og bombelast ombord og blev rullet frem, parate til et tredje angreb. Jeg blev straks kaldt op på broen. Mens admiral Nagumos stabsofficerer ventede på min rapport, havde de ført en heftig diskussion om det tilrådelige i at gennemføre et nyt angreb.

"Vi har med sikkerhed sænket fire slagskibe, " meldte jeg, "og der er anrettet store ødelæggelser på flyvepladser og andre anlæg. Men der er stadig mange mål, som absolut bør rammes."

Jeg opfordrede energisk til et nyt angreb på den amerikanske base, men admiral Nagumo besluttede, at vi skulle trække os tilbage - en bestemmelse, der siden blev hårdt kritiseret af flådesagkyndige. Signalet til tilbagetog blev hejst, og vore skibe stævnede mod nord for fuld kraft.