Den europæiske Nationalfølelse

For at sige det endnu engang, så var det Hele intet andet end en Fornægtelse af England, dets Magtkrav og dets Maner at lede de europæiske Anliggender. Hvad disse Forhold angår, behøves der sandelig ikke nogen særlig Instans for at fortolke dem. De truede Landes Reaktion er tilstrækkelig til at klarlægge Karakteren af Fænomenet. Hvis England og Frankrig havde været af den Mening, at den totalitære Lære blot har været en indrepolitisk Bevægelse, så havde de vogtet sig for at gøre Indblanding eller erklære Krig, således som de fra Begyndelsen har gjort det. Navnlig Englænderne, som elsker Tyrefægtninger og som har skrevet en hel Litteratur om dette specielle Emne, vilde gerne have overværet Skuespillet og havde gerne betalt noget for at få de bedste Pladser. Mange engelske Venner af Tyrefægtninger støttede i Begyndelsen for Alvor den italienske Fascisme og dens Ret til at byde dem et smukt Skuespil. Men den engelske Nations politiske Instinkt lod sig ikke narre, og den erkendte hurtigt, at Fascismen var en radikal Fornægtelse af England og den Livsform, som dette havde tiltænkt de europæiske Folk; det erkendte også, at Nationalsocialismen var en Fornægtelse af England. At betvivle den engelske Nations politiske Instinkt med Hensyn til disse Spørgsmål vilde være en Fejl. Den har set rigtigt.

På den anden Side er vi nu klar over, at vi med Hensyn til det Problem, der interesserer os, d. v. s. Kontinentalfølelsen Opståen og Udvikling, befinder os i en Fase af stor Betydning, nemlig en Fase, der fornægter noget, som modsætter sig det europæiske Kontinents frie Liv og dets Størrelse som Enhed betragtet og dette Noget er den engelske Aktion og den engelske Vilje. Hvis Kontinentet, eller i det mindste en stor Del af det, som Helhed mærker, at der er noget, som aktivt eller 'passivt må fornægtes, så føler det i Fællesskab - så har det allerede erhvervet sig en Kontinentalfølelse. At rakke ned på denne Følelse, fordi den under de forhåndenværende Omstændigheder er negativ, vil sige del samme som at tage fejl af den historiske Proces' Metoder. Alle nye Ideer har i deres Begynderfase måttet gå til Værks med Fornægtelse. Det må også tilføjes, at de altid er blevet tvunget dertil. Når Ideerne opstår, er man naiv nok til at tro, at der uden videre kan tages fat på Opbygningen; men de tidligere Ideer og Systemer tillader ikke dette, og de kræver af de nyopnåede Ideer, at de må fornægte og ødelægge det gamle, før de begynder at bygge noget nyt op. Således troede Liberalismen, da den på harmløs Måde begyndte at forvandle de politiske Stater i Europa til Nationalstater, at de politiske Staters Herskere vilde tillade den at gennemføre sit Arbejde. Først efter at have indhøstet blodige Erfaringer forstod den, at ' de politiske Stater først måtte fornægtes og ødelægges, før' Nationerne kunde opbygges.

På lignende Måde har den europæiske totalitære Lære i Begyndelsen uden Mistanke troet, at Demokratierne ville tillade den at gennemføre sit Arbejde, ja, at de oven i Købet vilde hilse den med broderlig Anerkendelse. Historien om dens Skuffelse er Historien om de sidste atten Års europæiske Liv. En skønne Dag, efter at den havde fornægtet og ødelagt det tidligere System indenfor egne Grænser, stod den overfor Nødvendigheden af at skulle fornægte og ødelægge det udadtil, fordi det var herfra, Angrebet blev ført. Men man må tage følgende i Betragtning: medens Fornægtelsen af det interne, gamle System var et Anliggende, der kun vedkom de totalitære Stater selv, som måske vilde vinde Bifald' udenfor deres Grænser, og som også sine Steder virkelig har fundet det, så har Fornægtelsen af det engelske System for Kontinentets Vedkommende, eller for at udtrykke det mere præcist, Fornægtelsen af England aktivt eller passivt, så at sige vundet Bifald på hele Kontinentet, og det viser, at det var en kontinental Nødvendighed.