Imperiet 1942

Der er gået næsten seks Måneder, siden jeg i Slutningen af August talte i Radioen direkte til mine Landsmænd.

Hvordan er Sagernes Stilling nu? Er vore Chancer for at klare os som Helhed bedre eller værre end i August 1941? Vigtigst og betydningsfuldest af alt er det, at de Forenede Stater nu enige og med Liv og Sjæl er med i Krigen på vor Side. Men der er noget andet, der på sin Vis har nok så øjeblikkelig Virkning. De russiske Hære er ikke blevet slået; de er ikke blevet revet op og knust. Det russiske Folk er ikke blevet besejret eller tilintetgjort, Leningrad og Moskva er ikke blevet taget.

Her har vi da to vældige Faktorer af grundlæggende Betydning, som til sidst vil blive bestemmende for Verdenssituationen og vil muliggøre Sejren på en Måde, som aldrig før. Men Regnskabet har en anden sørgelig og frygtelig Side, og den må stilles op mod denne uvurderlige Vinding.

Japan har kastet sig ud i Krigen og hærger nu det fjerne østens skønne, rige, frodige og tæt befolkede Lande. Det vilde aldrig have stået i Englands Magt, mens det kæmpede med Tyskland og Italien - Nationer, der længe havde hærdet sig og forberedt sig på Krig - og mens det kæmpede i Nordsøen, i Middelhavet og i Atlanterhavet - også at forsvare Stillehavet og det fjerne østen alene mod Japanernes Fremstormen.

Vi har kun lige akkurat været i Stand til at holde Hovedet oven Vande herhjemme; er kun lige netop, at vi har kunnet hjemføre de nødvendige Fødevarer og andre Forsyninger; og det er kun lige netop, at vi har kunnet klare os i Nildalen og i det mellemste østen.

Middelhavet er lukket, og alle vore Transporter må gå rundt om Kap Det Gode Håb, sådan at hvert Skib kun kan" foretage tre Ture om Året. Ikke et Skib, ikke en Flyvemaskine, ikke en Tank, ikke en Anti-Tankkanon eller en Anti-Luftskytskanon har været uvirksom. Alt, hvad vi har, er blevet sat ind mod Fjenden eller står parat til at tage imod ham, hvis han angriber.

Vi kæmper hårdt i den libyske Ørken, hvor der måske snart vil blive udkæmpet endnu et betydningsfuldt Slag. Vi må sørge for Sikkerheden og Ordenens Opretholdelse i det befriede Abessinien, i det erobrede Eritrea, i Palæstina, i det befriede Syrien og det genvundne Irak, og i Persien, der er vor nye Allierede. En ustandselig Strøm af Skibe, Mænd og Materiel er i de sidste halvandet År blevet sendt her fra Landet for at opbygge og vedligeholde vore Hære i det mellemste østen, hvor de bevogter de vidtstrakte Områder, der strækker sig på begge Sider af Nildalen.

Vi måtte yde vort bedste for at give virkelig Hjælp til Rusland. Vi gav det vor Hjælp, da det så mørkest ud for det, og heller ikke på dette Punkt må vi slappe af nu. Hvorledes kunde vi da i denne Situation, grebet, fastholdt og udsat for fortumlende Slag, som vi var, have sikret det fjerne østen imod en sådan Lavine af Ild og Stål, som Japan har slynget mod os?

I Aften taler jeg til jer herhjemme; jeg taler til. jer i Australien og New Zealand; for hvis Sikkerhed vi vil anspænde hver Nerve; til vore tro Venner i Indien og Burma, til vore tapre Allierede, Hollænderne og Kineserne, og til vort Kød og Blod i de Forenede Stater. Jeg taler til jer alle under Skyggen af et tungt og vidtrækkende Nederlag. Det er et Nederlag. som rammer både England og hele Imperiet. Singapore er faldet. Hele: Malakkahalvøen er blevet besat.

Andre Farer truer os derude, og ingen af de Farer, som vi hidtil med Held har modstået herhjemme og i det nære østen, er på nogen Måde formindsket. Dette er derfor et af de øjeblikke, hvor det engelske Folk kan vise sine Evner og sin Sjælsstyrke. Dette er et af de Øjeblikke, hvor det fra selve Ulykkens Grund må hente levende Impulser til Sejr. Her er et Øjeblik, hvor vi må vise al den Ro og Ligevægt, som i Forening med en harsk Viljestyrke for ikke lang Tid siden bragte os frelst ud af Dødens Gab. Her er der atter Lejlighed til at vise - som så ofte før i vor Historie - at vi kan møde Modgang med Værdighed og fornyede Kraftanstrengelser.

Vi må huske på, at vi ikke længere står alene. Vi har mange med os. Tre Fjerdedele af Menneskeheden er nu på March sammen med os. Hele Menneskehedens Fremtid afhænger måske af vore handlinger og Adfærd. Hidtil har vi ikke svigtet. Vi vil heller ikke svigte nu. Lad os støt sammen marchere ind i Stormen og gennem stormen.