Krigsstart i Berlin

Jeg var næppe nået tilbage til mit Værelse, før det ringede fra Propagandaministeriet:
- Møde om en halv Time!

Forklaringen, man fik ved denne Konference, kunde kun blive en Gentagelse af Manifestet i Ekstra-Udgaven.

Jo, der havde vistnok allerede fundet Kampe Sted. Jo, den polske Ambassadør havde fået sit Pas. Nej, der kunde intet siges om Englands og Frankrigs Stilling. Jo, man håbede bestemt at kunne lokalisere Konflikten.

Et Par franske Korrespondenter og en ikke-engelsk Repræsentant for »Reuter« overværede endnu denne Konference og blev behandlet med udsøgt Høflighed, for ikke at sige Varme.

Ordene var ikke mange. Det vigtigste var, at man fik stukket et stort, lyseblåt Kort i Hånden - Adgang til Kroll Operaen. Rigsdagen var blevet indkaldt, og Hitler vilde tale til den KI. 10.

Da vi atter kom ud på Gaden og begyndte Vandringen ad Unter den Linden og gennem Tiergarten mod Kroll Operaen, havde den nye Situation omsider sat sit Præg på Berlin.

S.S.-Folk og Politi jog i tudende Biler rundt for at opklæbe de nyeste Plakater med Forordninger i Tilfælde af Luftangreb. Da Børnene nåede deres Skoler, blev de vist hjem igen. Ingen Undervisning. Nye Troppeafdelinger susede ad Hovedgaderne. Rygtet om Rigsdagsmødet var allerede ved at brede sig udover Byen - og Folk strømmede i Tusindvis mod Operaen.

Strømmen går forbi den store Rigsdagsbygning, »Milliardpaladset« som det hed i den gode, gamle Tids Journalistik. Det står endnu med Sværte over Forgyldningen efter Branden i 1933. Det var Meningen, at det igen skulde være taget i Brug som Rigsdag. Nu er det ved et Trylleslag blevet forvandlet til Centrum for en uhyre Militærpark.

Gennem den skarpe Kontrol ved Kroll Operaen. Den er allerede ved at fyldes.

Rigsdagsmændene ser trætte og forvågede ud. De fleste af dem er ubarberede. De har måttet rejse hele Natten. Knapt var de nået tilbage til deres Hjem efter Hitlers uformelle Søndagsmøde, før man måtte telegrafere efter dem igen.

Diplomatlogen er endnu halvtom, men man mærker den dirrende Spænding, der allerede slår ud af den.

Hvad vil Hitlers Budskab blive? Vil han alligevel bygge Bro til Freden? Hvordan er Situationen mod øst? Er det den store Indmarch eller ikke?

Klokken kimer som sædvanligt før en Forestilling i Operaen. Kun er det nu Rigsdagsmændene, der kaldes til deres Pladser.

Feltmarskal Göring sidder allerede på sin Formandsplade og ser stift ud for sig. Man lægger Mærke til, at han er i Militæruniform.

Nu fyldes også Diplomatlogen. Alle store og små Magter er repræsenteret - med Undtagelse af Polen, England og Frankrig.

På anden Række rager vor egen Kammerherre Zahle op over alt Folket, elegant og overlegen som altid, og ud for ham Protokolsekretæren, den høje rødhårede Friherre von Domberg. Den røde Manke har lyst øver hele Krisen, ja, over hele det Afsnit af Europas Historie, der begyndte med Indmarchen i Østrig. Også han er i Feltgråt. En ny og barskere Tid.

På den forreste Ministerhænk sidder Hess i S.A.-Uniform, von Ribbentrop i Feltgråt, den strenge Indenrigsminister Frick, Storadmiral Raeder og i sin Føreruniform Dr. Goebbels, i dybe Tanker og med bøjet Hovede.

Feltgråt ses allevegne. Det er Dagens Farve, Tegnet på, at Hæren nu har Ordet. Det forundrer, at så mange Rigdagsmænd er I almindeligt Jakkesæt. Det er Stedfortrædere, der i Huj og Hast er indkaldt for de Medlemmer, der allerede er rykket i Felten.

Der har været så stille i den store Sal. Ministrene ser lige ud. Ingen taler sammen. Man bare venter.

Nu slår et Brus ind gennem de åbne Vinduer. Det er Folkejublen omkring Hitlers Vogn. Kl. 10,20 slås Dørene op. Føreren træder ind. Han står et Øjeblik stille indenfor Døren. Hans Baggrund er stadig Folkemængdens Jubel.

Der går en Hvisken gennem Salen. Han er blevet mager i den sidste Måned, grå i Ansigtet af det stillesiddende Liv. øjnene er tunge af Mangel på Søvn. Men det, man lægger Mærke til, er hans Påklædning.

Han har ombyttet sin sædvanlige brune Førerjakke med en Soldatertrøje. Han er nu som under Verdenskrigen »Manden i Feltgråt«. Korrespondenterne styrter til Telefonerne bag deres Loge for at telefonere denne grå Jakke ud over Verden. De er de første, der fuldt ud forstår dens Betydning. Siden er den blevet historisk.

Hitler begynder sin langsomme Vandring frem imod Tribunen. Han ser stift frem imod det store, gyldne Hagekors i Laurbærkransen bag Görings Formandsstol.

Alle rejser sig. Armene flyver ud imod ham til dem tyske Hilsen. Han ser dem ikke. Som en Søvngænger vandrer han gennem den dybe Stilhed. Det synes en Evighed, før han når frem. Jeg følger mit Urs Sekundviser. Det hele er kun et Spørgsmål om et halvt Minut. Enhver Fornemmelse af Tid er forsvundet. Nu er han fremme og sætter sig ved Siden af Hess.

Göring rejser sig for at åbne Mødet. Han har aldrig talt kortere med sin rungende Kommandostemme:
- Nun spricht der Furer.

Endelig bryder Jublen løs i Salen ... og gennem denne Byge af begejstrede Råb går Hitler frem til Talerstolen.

Man lægger Mærke til, at Manuskriptet, som han knuger i sin Hånd, er ganske tyndt. Så ved man, at det drejer sig om en kort Tale.

Papirerne rasler, mens han lægger dem tilrette foran Talerstolens Læselampe og de blanke Mikrofoner. Hele Verden lytter.

Han står nogle Øjeblikke bøjet, så retter han sig og begynder at tale, først langsomt og hæst, men derefter med svulmende Kraft.

Som jeg sidder der i den banale Operabygning kun få Meter fra ham, synes jeg, at jeg kan fange hans egen Følelse af, at her står han i sit Livs største og frygteligste Øjeblik.

Han bruger næsten ikke en Gestus. Kun på de særligt lidenskabelige Steder knuger han den knyttede Hånd mod Brystet, så jeg kan se Knoerne lyse hvidt.

I Eksplosioner som af en Maskingeværsalve lader han Sensationerne springe.

Handsken kastes til Polen. Danzig erklæres for tysk. Han sværger, at han ikke vil kæmpe mod Kvinder og Børn, og at Luftvåbnet har fået Ordre til kun at søge militære Mål. Han proklamerer sig selv som Tysklands første Soldat og bebuder sin forestående Afrejse til Fronten. »Jeg vil ikke være andet end det tyske Riges første Soldat. Jeg har dermed -atter taget den Frakke på, som har været mig hellig. Jeg vil ikke tage den af før Sejren - eller Jeg vil ikke opleve Kampens Afslutning«. Han udpeger dem, der skal afløse ham som det tyske Riges Fører, såfremt Kampen skulde koste hans Liv: Göring - Hess - og derefter den tapreste.

Det er overvældende, det er Drama i den allerstørste verdenshistoriske Stil ... men også Drama på den Måde, at jeg sidder der og kan stadig ikke få fat på Virkeligheden idet alt sammen.

Det er brændende interessant. for en Fremmed at følge denne Forsamling under en Tale, der på sin Måde er enestående i Historien. Lidenskaberne flammer endogså ud af Diplomatlogen. Ingen kølig, fornem Tilbageholdenhed i Dag. Der er Bifald, Jubel, Hånskrig. Det hænder, at ikke blot Rigsdagsmændene, men også hele Tilskuerskaren rejser sig med et Skrig og med udstrakte Arme mod Føreren.

Alligevel er Følelsen af Uvirkelighed forklarlig. Vi er så isolerede i denne Sal. Hvad sker der ude i Verden, mens Hitler taler? I Danzig? I England? Ingen, nej, ingen, så meget som aner det. Man føler kun med hele sit Sind, at nu går Tyskland ind under en ny Skæbne. Dets Fremtid står med Flammeskrift for vore øjne, men med Tegn, ingen af os kan tyde.

Genkender man ikke de Ord, Hitler nu taler. Jo - det er Proklamationen fra Ekstra-Udgaven, endnu en Gang Kaldet til Hæren:

»Jeg venter at enhver Soldat, Ihukommende det evige tyske Soldatervæsens Traditioner vil gøre sin Pligt til det sidste. Vær Jer stadigt og i alle Situationer bevidst, at I er det nationalsocialistiske Stortysklands Repræsentanter. Leve vort Folk og vort Rige!«

Hitler slutter - og endeløst bruser atter Jublen omkring ham. Han har overbevist sit Følge om, at han ikke kunde undgå denne Krig.

Næsten forvirrende efter dette Fyrværkeri virker det, da den tørre, korrekte Indenrigsminister Frick træder op på Talerstolen og med sin sprøde Embedsmandsstemme begynder at oplæse et Lovforslag.

Det er sensationelt nok. Danzigs Indlemmelse i det tyske Rige. Det er det store fait accompli overfor Vestmagterne. Det vedtages i et Nu.

Kort og gjaldende forkynder Goring Rigsdagens og Folkets Troskab overfor Føreren. Tysklandssang. Horst Wessel Sang. Heilråb, Den vante Afslutning.

Men da Hitler vandrer ud, lægger man Mærke til, at bag ham kommer en Strøm af Officerer - 10, 20, 30, 40 feltgrå Tyskere. Det er som om den grå Soldatermasse nu lukker sig om ham - og tilbage står Politikerne og deres brune Farve.