Dunkirk - Operation Dynamo

Indledning til slaget og Evakueringen fra Dunkirk

Den 10. maj 1940 angreb tyske tropper, gennem Belgien og Holland, for at gå ind i Frankrig.

Den tyske hær var opdelt i 3 armékorps. Hvor A og B blev en del af slaget ved Dunkirk.

Armé A

Havde det meste panser.

Armé B

Gik ind i Holland og det nordlige Belgien, som fik de engelske og franske forsvarer til at rykke ind i Belgien. I mellemtiden gik Armé A med dets panser nord om Maginiotlinien, hvor de mødte en svag fransk modstand, hvorefter de svingede mod nord, og der opstod en lomme, som siden blev til en gryde ved Dunkirk.

Den 20. maj 1940 nåede Heinz Guderians panserstyrker frem til den engelske kanal, og derved blev kontakten mellem BEF (British Expeditionary Force.) og den franske hær brudt.

Den 24. maj besøgte Adolf Hitler Rundstedt i hans hovedkvarter ved Charleville.
Hitler og Rundstedt blev enige om at standse den tyske fremrykning mod Dunkirk. De ønskede at konsolidere deres position ved at få infanteritropper frem samt give tropperne og materiel en pause.

Området omkring Dunkirk blev betragtet som uegnet for tanks.
Situationen som var opstået, beskrev Rundtstedt således: Et af de store vendepunkter i krigen.

Den 26, maj fortalte Anthony Eden, den engelske leder af BEF Viscount Gort, at han skulle forberede sig på at evakuere sine tropper.

Den 26. maj 1940 godkendte Winston Churchill, operation Dynamo, evakueringen af de indesluttede tropper indledtes. Beslutningen blev en af de første Churchill traf, efter han blev Premierminister efter Neville Chamberlain.

Flåden vurderede, at de kunne redde 45.000 mænd af de 270.000 indesluttede britiske soldater fra BEF, inden tyskerne brød igennem.
Til operation Dynamo var der 38 destroyere.

Da situationen i Dunkirk blev kendt, gjorde de civile englændere deres til, at soldaterne blev reddet hjem. Rederi og færgeselskaber skaffede 250 større skibe til evakueringen. Endvidere deltog også 550 lystbåde og fiskerkuttere.

De små skibe skulle fragte soldaterne fra Dunkirk ud til de ventende større skibe.

Selve Dunkirk havn var for ødelagt til, at den kunne bruges til evakueringen. I stedet blev strandene brugt, hvor soldaterne måtte vente i timevis i det 12-13 grader varme vand.

Sejlruterne

Det var muligt at sejle til og fra Dunkirk af tre ruter. Havet udfor Dunkirker fyldt med sandbanker, som endvidere var mineret.

Den længste rute var på ca. 161 km, hvor skibene sejlede østpå langs kysten, indtil sandbankerne og minefelterne var passerede. Ulempen ved denne rute udover længden, var ventende tyske krigsskibe og ubåde.

Den næste rute var på 101 km, og sejlruten dik mellem sandbankerne og minefelterne, hvilket gjorde turen farlig og disse skibe var endvidere ekstra udsatte for luftangreb. Sikkert grundet den mindre manøvredygtighed.

Den sidste rute var kun på 72 km, hvor skibene fulgte kysten mod vest mod Calais. Denne rute var umulig at anvende i dagslys, da tyskerne havde kraftige kanoner ved byen Gravelines.

Evakueringens forløb

Den 28. maj var der 380.864 soldater i Dunkirk – hvor 25.473 mand var reddet den pågældende dag.

Den 31. maj var der 211.717 soldater i Dunkirk og 194.260 mand var blevet reddet. Frontlinjen var her 15 km fra selve Dunkirk.
I 1940 havde Bernard Montgomery ledelsen over BEF i Belgien, hvor hans styrke beskyttede Dunkirk, så redningsaktionen blev mulig. Generalmajor Montgomery forlod Dunkirk 31. maj 1940.

Den 2. juni var der 121.032 soldater i Dunkirk og 285.305 mænd var blevet evakueret. Frontlinjen var ca. 5 km fra selve Dunkirk.

I starten af evakueringen var evakueringen af sårede soldater prioriteret. Da tyskernes kom tættere på og det tyske artilleri fik et bedre skud, blev prioriteringen usårede soldater.

Den 3. juni var der 94.286 soldater i Dunkirk og 312.051 mænd var blevet evakueret. Frontlinjen var ca. 5 km fra Dunkirk. Ca. 60.000 franske soldater kæmpede for at holde de tyske tropper på afstand.

Det næste døgn blev ca. 20.000 franske tropper evakueret, men den 4. juni var det tyske artilleri så tæt på Dunkirk, at det var for farligt at fortsætte.

Den franske destroyer Shikari forlod som det sidste skib Dunkirk klokken 3:05. Med sig havde det flere højtstående franske officerer blandt dem general Barthélemey, som senere fortalte, at 1.000 franske soldater stod på molen og gjorde honnør.

Den 03. 06. 1940 blev de sidste Allierede soldater evakueret fra Dunkirk.
Evakuerede soldater fra Dunkirk: 338.226 stk.
Engelske soldater: 198.000 stk.
Franske soldater: 140.000 stk.

De Allierede mistede

Kampvogne: 432 stk.
Kanoner: 2.472 stk.
Motorcykler: 20.548 stk.
Andre køretøjer: 63.879 stk.
Soldater: 68.111 mænd – som blev taget som krigsfanger eller var dræbt under kampene.
Ammunition: 76.697 tons.
Brændstof: 164.929 tons.
Forsyninger: 415.940 tons.
Fly: 145 stk.
Englænderne mistede 6 destroyere og 26 blev beskadiget ved Dunkirk.

Efter evakueringen

Mange englændere betragtede evakueringen af Dunkirk som en sejr, hvilket fik Winston Churchill til at sige: ” Krige vindes ikke ved evakueringer”.

Blandt de evakuerede soldater var der også en række officerer, hvor den kendteste var Bernard Montgomery.

Tyskerne tog ca. 40.000 mænd tilfange. Mange af disse soldater var ubevæbnede franske soldater, og der opstod en bitter følelse hos nogle franskmænd, der mente, at deres soldater var blevet ladt i stikken, hvilket skadede forholdet mellem England og Frankrig.