Japan - Hvide race

Ændringerne i den franske Regering, Franc'ens Sundhed, Besøgene og Konferencerne mellem "Den lille Entente" og andre mellemeuropæiske Stater - og den vildfarne Planet, der måske kunde have gjort en Ende på alle vore Bekymringer - har været Avisernes dominerende Emner i denne Uge. Men jeg føler stadig, at Japans Holdning til den øvrige Verden fortjener vor fortsatte Opmærksomhed. Der er indtruffet adskillige ubehagelige Begivenheder. Britiske Politibetjente i Shanghais Internationale Settlement er af japanske Soldater blevet slået og mishandlet på en Måde, der viser et dybt, rodfæstet Had til hvide Mennesker. De japanske Undskyldninger for Sænkningen af den amerikanske Kanonbåd "Panay" og for Drabet på adskillige amerikanske Borgere og andre, der nød godt af deres Beskyttelse, har hverken overbevist De Forenede Staters Regering eller Befolkning. En japansk Admiral ved Navn Suetsugu, om hvem Verden ikke tidligere havde hørt, har udtalt sig, til Fordel for at fordrive den hvide Race fra den fjerne Orient, og denne Admiral har umiddelbart efter denne Erklæring fået en ledende Stilling ved Udformningen af de japanske Planer.

Disse Planer går ud På en, fire Års Krig mod Kina og på at møde alle de Komplikationer med Udlandet, der kan opstå derved. Siden de japanske Hære brød ind i Shanghai-Området, har Repræsentanter for den hvide Race haft talrige Lejligheder til at stifte Bekendtskab med den Sindsstemning, de befinder sig i, og den Grad af Respekt, de er tilbøjelige til at vise britiske, amerikanske og europæiske Rettigheder i Kina. Det har tydeligt vist sig, at de japanske Soldaters og Søfolks ringe Grad af Respekt for Kineserne er for ingen Ting at regne i Sammenligning med den Foragt, hvormed de betragter de ikke-gule Racer og desværre i Særdeleshed Briterne og Amerikanerne. Alt dette er så meget sørgeligere, som det var Briterne og Amerikanerne der hjerteligt stod Fadder til og i mange År hjalp til med Moderniseringen af Japan. Ingen Nation i den civiliserede Verden har med så megen praktisk Sympati betragtet de store Fremskridt, Japan har gjort i de sidste halvtreds År. Der er afgjort ingen anden Regering, der har gjort så meget for at være Ven med Japan, eller som mere redebont har hengivet sig til Håbet om, at vestlig Videnskab og Viden i dette Tilfælde vilde være et forenende Våben mellem Japan og dets Fæller i Verden.

Vi må, hvor nødigt vi end vil, gøre os klart, at Mikadoens Regering kun udøver en ufuldkommen Autoritet over Japans Krigere til Søs og til Lands og endnu mindre over dets Flyvere. De hemmelige Selskaber i den japanske Hær og Flåde har i meget stor Udstrækning taget Ledelsen af deres Lands Politik. De har myrdet så mange Politikere, der regnedes for Svæklinge eller frafaldne, at de har skræmt Resten. Det er smerteligt at sige det, men der er Øjeblikke, hvor vi må føle os stående overfor en Hær og en Flåde, der er gået amok.

Det må siges ganske klart, at De Forenede Stater, Storbritannien og de europæiske Lande ingen Planer fostrer mod Japans Sikkerhed og Velstand. De har været gode Købere af japanske Produkter. De har villigt budt japanske Ambassadører og Gesandter en høflig Hånd. De har ingen andre Mål i Kina end at se det kinesiske Folk lykkeligt og frit og at yde det den Hjælp, en normal Handel og Forretningsliv er. Og til Trods herfor står vi overfor Admiral Suetsugu med hans Plan om at fordrive hvide mennesker fra Østen, og overfor Panay's blodige dæk med amerikanske Søfolk, der forsøger at frelse hjælpeløse Flygtninge fra Aeroplanbomber og den efterfølgende Maskingeværild. Man må gøre sig klart, at dette er en meget alvorlig Skuffelse for den vestlige Verdens store Demokratier. Det er klart, at vi ikke bør tabe Modet. Tværtimod, vi må holde ud. Men det er muligt, at vi må fortsætte ad en noget anden Vej.

I den Forbindelse begynder man at betragte den japanske Flådes Styrke i Forhold til Verdens andre store Flådemagter. Washington Konferencen i 1920 enedes, om, at Storbritannien skulde have fem og U. S. A. fem for hver tre japanske Flådeenheder, og om visse Grænser for Tonnage og Kanonernes Størrelse. Men denne Traktat er nu udløbet, og det siges, at Japan allerede er gået i Gang med at bygge adskillige Slagskibe, der i Tonnage og Kanonernes Størrelse overgår dem, der bygges i Storbritannien og Amerika. De Forenede Staters Marineministerium vil selvfølgelig blive tvunget til meget grundigt at revidere sine Byggeprogrammer og Skibstyper. Præsident Roosevelts Erklæringer synes at vise, at De Forenede Staters Regering for Tiden ikke er villig til at se sin Flådemagt i Stillehavet komme ud for en alvorlig Konkurrence. Den er nu Japan godt overlegen, men dette kan ændres i Løbet af faa År, med mindre der i Tide tages Forholdsregler.

Det er sandsynligt, at De Forenede Stater vil gå i Gang med et stort Flådeoprustningsprogram, og at den amerikanske Flåde vil holde Trit med den britiske Flåde i Overensstemmelse med de Principer om Paritet, der råder mellem os. Ingen af Regeringerne behøver at frygte for at indlade sig på, hvad der kaldes et Flådekapløb med Japan. Det er ganske givet, at Japan umuligt kan konkurrere med hverken det ene eller det andet af de to engelsktalende Folks produktive Energi.

Det øjeblikkelige Problem er af en anden Karakter. Dets Løsning afhænger ganske af det moralske, politiske og økonomiske Synspunkt, De Forenede Staters Befolkning anlægger på sit Ansvar i Stillehavet. Det er givet, at ingen amerikansk Regering vil "rage Kastanierne ud af Ilden" for britiske eller europæiske Interesser i Kina. Det er ikke sikkert, at den ikke vil føle en personlig Interesse og Pligt der. Hvis Japan opsluger en stor Del af Kina og organiserer en stor del af Kina og organiserer den som en vældig asiatisk Flåde- og Militærmagt med Hundreder af Millioner Undersåtter under sit Herredømme og besjælet af de Principper, som Admiral Suetsugu så åbent har givet Udtryk for, kan det i det lange Løb ikke stemme overens med De Forenede Staters Sikkerhed og Frihed. Det er et Problem, der helt og holdent må afgøres af den amerikanske Regering og det amerikanske Folk, og ingen af os i Europa bør tillade sig at blande sig i disse skæbnesvangre Overvejelser. Ingen i Storbritannien vilde vove at kræve eller opfordre Washington Regeringen til at følge en bestemt Kurs.

Den britiske Regering. er imidlertid berettiget til at sige, at hvis De Forenede Stater for deres egne Formåls Skyld valgte at tage et Initiativ for at bevare Fred og Civilisation i og omkring de kinesiske Have, vilde de finde Støtte hos Storbritannien og Det britiske Rige, såvidt dets Kræfter rækker. Der var engelsk-amerikanske Misforståelser i 1931, men der burde ingen Misforståelse råde nu. Hvis Præsident Roosevelts Regering af rent amerikanske eller af Verdenshensyn føler det som sin Pligt at sætte sin Magt ind for Fredens og Ordenens Sag i den fjerne Orient, vil Det britiske Rige med Hjerte og Hånd slutte sig til den.