Da vi var i Østrig, var der ingen Kamp. Vi marcherede bare ind, og, alting gik glat, og vi var Sejrherrerne. Og der var da i hvert Fald den sørgelige Tilfredsstillelse, at der var nogle, der var glade for, os og virkelig hilste os som Befriere. Det gjorde alligevel, at jeg ikke følte mig helt så skidt tilpas. Massepsykose går jeg ud fra. Selv om jeg ikke foragtede mig selv mindre af den Grund.
Tjekkoslovakiet var straks værre. Blikkene du, alle disse øjne, der var fyldte med Had, som aldrig vil dø, disse øjne, der tæller mere end Maskingeværkugler, de sårede og dræbte meget' mere effektivt. Men vi var Ikke mange, der blev dræbt dengang. For vi var store på den Tid, å, vi var Så store, og vi troede - de fleste - at vi kom som Beskyttere, og at det var de andre, der ikke forstod nogenting.
Men i Polen, ser du, i
Polen mærkede vi først Krigen. Det var første Gang, de tyske Soldater mærkede, at de på den anden Side Fronten også måtte have, en Tro, som de vilde slås for. Og der så jeg dem dø. Vi var stadig Sejrherrer og hundrede Mand eller tusind Mand om Dagen gjorde ingen Forskel. For vi var så uovervindelige. Selvom vi døde af det.
