Østrig indlemmes i Tyskland

Jeg var kommet til Linz i Artur Seyss-Inquarts Tog. Den østrigske Kedel kogte efter Schuschniggs Rejse til Hitler. og Seyss-Inquarts Udnævnelse til Politiminister. Schuschnigg havde holdt sin Del af Overenskomsten til Punkt og Prikke. Han havde løsladt alle de fængslede Nazister, blandt dem Mænd, der havde hjulpet til med at myrde Dollfuss, og Mænd, der havde konspireret mod, hans eget Liv. Han havde overgivet Politiet til Seyss-Inquart. Han havde givet Nazisterne Lov til at komme ud på Gaderne og demonstrere.

Troede han virkelig, at den anden Del af Overenskomsten vilde blive overholdt: at Nazisterne, der havde fået så meget, nu vilde få Ordre til at stille sig under hans Førerskab og med ham samarbejde på at opbygge et tysk, men uafhængigt og selvstyrende Østrig? Så han da ikke, at i det Øjeblik, han prøvede på at tvinge Nazisterne til at holde deres Del af Overenskomsten, vilde Tyskland tage Affære? Så han da ikke, at Hitler ved Kapitulationen i Berchtesgaden havde fået sin Fod indenfor Østrigs Dør?

Efter hint berømte Møde i Berchtesgaden, hvor Schuschnigg bøjede sig for Hitlers Krav, skrev jeg: »Dette betyder Finis Ausiriee«, - og det bebrejdede man mig bittert. Men det betød virkelig Østrigs Undergang - i Løbet af nøjagtigt fem Uger.

Denne Søndag var Seyss-Inquart endnu en Mand, der var forpligtet af sin Ed til Østrig og af sit Krigskammeratskab med Schuschnigg, og han tog officielt til Linz for at disciplinere Nazisterne, for at pålægge dem at adlyde Loven og true dem med Straf, hvis de fremdeles trodsede den. I Toget overfaldt jeg min Bordfælle fra så mangen en Wiener-Cafe. »Åh, Herr Reed,« sagde han med den overfladiske Elskværdighed. vi reserverer for Folk, vi engang havde tænkt at kunne bruge. »Griiss Gott!« sagde jeg, »De er blevet verdensberømt.« »Ja,« svarede han, »selv blandt Karikaturtegnerne.«»Og hvad vil der ske i Østrig?« spurgte jeg ham. »Ja, hvad tror De?« afparere de han med den Forsigtighed, en Politiker, der er ny i Embedet, hurtigt lærer. »Jeg tror,« sagde jeg, »at Østrig bliver nazistisk.« »Hvor hurtigt?« spurgte han. »Det burde De vide bedre end jeg,« svarede jeg, »men skal vi sige: et Par Måneder.« »Å, det vil tage meget længere Tid, hvis det i det hele taget sker,« sagde han hurtigt; »det er meget vanskeligt.« Og han styrtede ud for at vaske Hænder.

Seks Dage senere marcherede Hitler ind.

Da vi kom til Linz, spredtes mine sidste Tvivl. På Stationen der fandt vi alt det, Seyss-Inquart havde forbudt: Stormtropsfolkene, Armbindene og Distinktionerne, Flagene og Sangene, - og der stod Seyss-Inquart og smilede til dem. Byen var propfuld af Nazister, der allerede var i Besiddelse af den faktiske Magt. Jeg så østrigske Soldater blive smidt ud af Cafeer, fordi de nægtede at rejse sig for en Melodi, der påstodes at være Hitlers Yndlingsmarch. De var Efterkommere af Mænd, der havde standset det tyrkiske Erobringstogt og tilføjet Napoleon hans første Nederlag - begge Dele under Wiens Mure, - og fordi de var tro mod deres Ed og Pligt, blev de nu under Råbet: »Beskidte Kujoner!« kastet på Gaden som Hunde. Aldrig skal jeg glemme deres Ansigter.

Hele den Nat og hele næste Dag genlød Råbene i Gaderne. Jeg kunde ikke sove for dem om Natten. Det var Begyndelsen til en Uge, der medførte Østrigs Dødskamp - dette Østrigs. Måske det nye Østrig, der er en Provins af det nazistiske Tyskland, bliver et bedre og lykkeligere Østrig for det Folk, der lever i det. Hvem ved? Jeg iagttog ikke Skuespillet som Østriger, men som en Englænder, der er bekymret for sit eget Land og Folk, og ud fra det Synspunkt fandt jeg kun dårlige Varsler.

Dog kunde jeg ikke frigøre mig for en vis personlig Følelse. Af alle de yndige østrigske Byer har Linz for mig altid været den yndigste. Befolkningen der og i hele Øvre-Østrig er måske den kønneste af alle tyske Stammer, og Landskabet, de bølgende Højder omkring den statelige Donau, er pragtfuldt. Et Menneske, der er født her, kan aldrig glemme sin Hjemstavn. For mig var det forfærdende, at disse Folk så fuldstændigt lod sig erobre af et Evangelium om Krig, Erobring og Racehad. De vidste, hvad de jublede over; det gjaldt ikke blot Tyskernes Genforening, men også Generobringen af Czeckernes og alle de andre Folks Land, der fordum stod under germansk Herredømme.