Arkitektur og ideologi i 30'erne

Demokratiets grundlag er selvtillid, selvhjælp. Dets ånd er realisme og nøgternhed. En demokratisk tids bygninger udtrykker de samme egenskaber. Klerikalismens, enevældens og diktaturets fælles grundlag er autoritetstro. Deres ånd er mysticisme, irrationalisme. De gamle stilarters monumentale arkitektur står og falder med denne mentalitet.

I den samme udemokratiske periode - og i samme udemokratiske hensigt - blev forestillingen om skønheden uløseligt knyttet til forestillingen om pragt og ødselhed. De ædleste og kostbareste materialer blev anset for de skønneste. Jo mindre der fandtes i verden af et stof, eller jo sværere det var at bringe hjem, jo højere blev det værdsat. Unica havde allerede ved ved at være unica en særlig værdi, selvom ingen anden kunde påvises. Endnu den dag i dag vil den gode borger, der pludselig erfarer, at hans kones kostbare diamanter kun er værdiløse efterligninger, miste enhver interesse og beundring for de før så højt skattede smykker. Det har kostet mange fremragende kunstneres indsats, inden vi er nået så vidt nu, at den moderne kunstindustri og bygningskunst finder skønheden i det karakterfulde og vederhæftige, ikke i det prunkende, en tydelig og stærk demokratisering.

For udviklingen på dette område - og også i værdsættelsen af den klare, enkle form - står arkitekturen i gæld til moderne malerkunst, et nyt bevis for, at intet står i sig selv eller udvikler sig kun af sig selv.
Det har været nødvendigtat belyse den historiske sammenhæng i alle disse ting så indgående, fordi den er en uomgængelig forudsætning for dansk arkitektur i dag, der ikke til bunds kan forstås uden.

Nutidens byggeri er funktionalistisk, altså overvejende opbygget over og også i sin udformning bestemt af sin funktion. det er præget af klarhed og enkelhed, fordi det ornamentale og romantiske føles som noget uvedkommende og tilslørende. Rigdommen og variationen fremkommer nu på et nyt punkt, ved spillet mellem de mange forskellige opgaver, som løses på hver sin ejendommelige måde, mens de før blev enstonige ved alle at blive iklædt samme prydbehængte uniform. Den nye form arkitektur er demokratisk, fordi den hverken forudsætter eller opelsker nogen forestillinger om magt eller underkastelse.

Der er her ikke tale om en modeudvikling, bestemt af træthed ved visse virkninger og trang til lidt forandring, men om en virkelig stildannelse, hvis dimensioner må måles ved verdenshistoriens målestok, fordi den er skabt af dybtliggende og varige forandringer i samfundsforholdene, som alle virker i den samme retning. Den nye tids stil er skabt ikke af le Corbusier, men af James Watt, af den franske revolution, af Georges Stephenson, H. C. Ørsted, Morse, Graham Bell, Daguèrre, Marx, Marconi - af halvandet århundredes tekniske og sociale udviklinger.