Jødisk emigration til USA

Når jeg vågnede om morgenen, blev jeg aldrig videre overrasket over at finde en ny emigrantfamilie i min seng, i deres fremmedartede, posede undertøj. De så blege og udmattede ud. De lugtede af Ellis Island desinfektionsmidler, en stank, der gav mig kvalme ligesom amerikansk olie.

Rundt i værelset lå deres rigdomme spredt, alle deres stribede bomuldstøjsposer og vældige byldter af dyner, potter, pander, fint hørlinned, broderede håndklæder og løjerlige frakker, så tykke som uldtæpper.

Hver lejekasserne var en Plymouth Rock som vor. Gæstfrihed blev betragtet som en given ting, indtil den nye familie havde lejet sin egen lejlighed. Emigranterne plejede at sidde ved vort aftensbord og stille endeløse spørgsmål om Amerika. De fortalte dårlige nyheder fra det gamle land (nyhederne var altid dårlige). De pinte og plagede sig fra den første morgen med tanken om, hvordan de skulle få arbejde. De blev instruerede om, at man ikke måtte puste gassen ud (de fleste af dem havde aldrig før set gas). De spadserede op og ned ad East Side gaden og stirrede på politibetjente og beværtninger, forbløffede over Amerika. De gjorde opdagelser, snakkede og bar sig tåbeligt ad.

Efter få dages forløb forlod de os under taksigelser. Men nogle blev boende og spiste stadigt ved vort bord. Tro ikke, at min moder kunde lide det. Vi var altfor fattige til at være gavmilde.