Folkeretten forsvares af?
Tale af: Winston Churchill den: 4. Februar 1938
Selv om han foretrak en Alliance med de demokratiske Magter mod de fascistiske, vilde han først og fremmest forhindre et fælles Angreb fra dem på Sovjetunionen ved at holde Liv i Fjendernes indbyrdes Uenighed.
Da jeg blev Kornet, opnåede jeg samtidig, at min fader i højere grad anerkendte mig som voksen. Når jeg havde ferie, fik jeg lov til at følge ham i byen, hvis han ikke ved særlige lejligheder fandt min nærværelse upåkrævet.
Men jeg føler stadig, at Japans Holdning til den øvrige Verden fortjener vor fortsatte Opmærksomhed. Der er indtruffet adskillige ubehagelige Begivenheder. Britiske Politibetjente i Shanghais Internationale Settlement er af japanske Soldater blevet slået og mishandlet på en Måde, der viser et dybt, rodfæstet Had til hvide Mennesker.
Fra ethvert Hjem paa denne Ø, i vort Imperium, ja i hele Verden, dog ikke fra de skyldiges Tilholdssteder, gaar der en Tak til de britiske Flyvere, som, frygtløse trods de ulige Vilkaar, utrættelige i deres dristige Angreb under stadig Dødsfare, ved deres Tapperhed og Selvopofrelse er i Færd med at vende Strømmen i denne Verdenskrig. Aldrig før i en Strid mellem Mennesker har saa mange skyldt saa faa saa meget.
Men jeg føler mig meget utryg. Det vilde være frygteligt at skulle knuse Italien, Og det vilde blive dyrt for os.
Selv om han foretrak en Alliance med de demokratiske Magter mod de fascistiske, vilde han først og fremmest forhindre et fælles Angreb fra dem på Sovjetunionen ved at holde Liv i Fjendernes indbyrdes Uenighed.
Man er ikke kommet langt hen i debatten, før den tyske delegerede meddeler, at hans regering ikke havde haft tid til at sende ham nærmere instruktioner, men enhver tvivl om Tysklands gode hensigter vilde være en fornærmelse mod hele nationen.
At Faren er til Stede, skal jeg gøre Rede for i det følgende; at det forsømte Forsvar har forhøjet Faremomentet, skal jeg ligeledes påvise
Nem adgang til en række plakater med relation til Churchill.
De Erklæringer om Troskab mod Folkeforbundspagtens Principper, der blev fremsat af Storbritannien, Frankrig og Rusland, har ført Folkeforbundet over et farligt Tidspunkt.
Det vilde i Sandhed have været et trist Syn, hvis fremragende Repræsentanter for saa mange Lande forsamlede i Genéve paa et Tidspunkt som dette havde givet sig i Lag med en endeløs, teknisk Diskussion om den nøjagtige Fortolkning af Artikel XVI eller - endnu værre - med at skrive den om. Som den nu er, repræsenterer Folkeforbundspagten det ædleste og mest sammenhængende Forsøg, Verdens Folk har gjort paa at undslippe Krigens Rædsler ved at stille de angrebslystne overfor alvorlige kollektive Skræmmemidler.
Om dette Haab vil briste eller ej, kan ingen sige. Men det vilde være bedre at lade det visne og falde, som det er, end at fabrikere et Flikværk af Humbug. I Øjeblikket er Folkeforbundet ikke stærkt nok til at undergaa en Operation. Det vilde dø under Kniven. Ja selv Kloroformen kunde vise sig skæbnesvanger. Der er intet andet at gøre for det end at lade den naturlige Vitalitets helbredende Kræfter virke og afvente Resultatet.
Anden Rangs Magterne og Smaastaterne i Europa er rædselsslagne over Diktaturstaternes Beslutsomhed og Hensynsløshed og over deres tilsyneladende Redebonhed til at anvende Militærmagt for at naa deres Maal. De har ingen Tillid til, at Storbritannien og Frankrig har Viljen eller Magten til at beskytte dem.
Rusland er for dem en Gaade, som, naar den lader sig tyde, lige saa godt kan gaa til den ene som til den anden Side. Mange af de mindre Stater har undladt at bidrage til Folkeforbundets Styrke ved at yde det en Støtte, der svarer til deres Hjælpekilder eller til deres farlige Situation.
Belgien, der skylder de tidligere Allierede sin Eksistens, og hvis pragtfulde Kolonirige kun forsvares af Folkeretten, er ivrigt for at betone sin Neutralitet.
Holland, hvis vældige tropiske Besiddelser er prisgivet rovgriske Angriberes Barmhjertighed, har taget Initiativet og faaet de skandinaviske Magter til at anerkende Italiens Erobring af Abessinien.
Mr. de Valera har glemt undertvungne Folks Rettigheder og har ogsaa givet sin Brummen med i samme Retning. Neppe var han fra Arenaen klatret op i Kejserlogen, før han skyndte sig at strække Tommelfingeren nedad, da han første Gang saa en besejret Gladiator bede om Naade.
I Jugoslavien og Rumænien har Regeringerne ved en vidtgaaende Anvendelse af den udøvende Magt tvunget deres Folk i Retning af Nazismens Politik. Der er hos de mindre Staters Regeringer en almindelig Tilbøjelighed til at overlade Czekoslovakiet og Østrig til deres Skæbne.
Dette mægtige Europa, som, hvis det vilde, saa let kunde sikre Friheden og afværge Krigen, synes i Øjeblikket - og det er et meget farligt Øjeblik - tilbøjeligt til at give efter for den nazistisk-fascistiske Magts Spøgelse. Om dette kun er tilsyneladende, vil man først faa at vide, naar der finder et aabent Angreb Sted.
Næsten alle de europæiske Stater higer efter at leve fredeligt. Det er maaske ikke heroisk, men det er kun naturligt, at mange af dem ønsker at holde sig ude af alle de Kriser, der maatte opstaa, skønt det maaske senere kan indvikle dem i langt større Kriser.
Men hvordan de vilde handle, naar de stod overfor en frygtelig Voldshandling, kan man ikke slutte sig til ud fra deres nuværende forsigtige Fralæggen sig Ansvar. Det sørgelige er, at denne forsigtige Holdning kan bringe dem netop de Onder paa Halsen, som det var Meningen, den skulde afværge. Medens forenede Erklæringer i Genéve kunde holde Europa paa ret Køl, er det muligt, at denne tilsyneladende Forøgelse af de totalitære Staters Tilhængere kan fremskynde en ubehagelig Udvikling.
Ikke desto mindre er det det under disse Omstændigheder bedste, der er sket i Genéve. Den stærke Enhed mellem Storbritannien og Frankrig er atter blevet betonet. De to vestlige parlamentariske Stater har gjort det klart, at de ikke tager Parti eller søger at indrullere andre i den nuværende Strid mellem rivaliserende Ideologier.
Der er den nazistisk-fascistiske Ideologi og den kommunistiske Ideologi. Storbritannien og Frankrig er i lige høj Grad imod dem begge to. Men det betyder ikke, at Folkeforbundet ikke skulde have sin egen udprægede Mening. De parlamentariske Stater mener, at smaa Stater, der holder sig til deres Rettigheder, ikke bør trampes ned af stærkere. De mener, at Kultur i ethvert Samfund indbefatter Frihed til at kritisere den siddende Regering, fri Tale, fri Presse, fri Tanke, fri Religionsudøvelse, ingen Raceforfølgelse, hæderlig Behandling af Mindrelal, Domstole og en Rettergang, der har en Magt, som er uafhængig af den udøvende Myndighed og upaavirket al Partiindflydelse. Det er de Idealer, der samler sig om Folkeforbundet. Det er dem, Verden haaber paa. Det er de Midler, hvorved rigelig Lykke vilde blive denne Generation til Del. Skal de rubriceres som blot og bar „Ideologi"? Tværtimod, de repræsenterer den hæderlige, anstændige og retfærdige Middelvej, som ikke blot Flertallet af Nationer, men det uhyre Flertal indenfor enhver Nation vilde ønske at følge. De er vel værd at forsvare over hele Europa, saa længe det er muligt at forsvare dem.
Hvad er Alternativet til Folkeforbundet og Opretholdelsen af dets Autoritet, svækket som det nu er?
Alternativet er dystert. Det er, at Storbritannien og Frankrig rige, mægtige og svært bevæbnede maa træde til Side og tillade Mellem- og Østeuropa at styrte sammen i Anarki eller at stivne under nazistisk Herredømme. Hvis det er, hvad Europas mindre Lande ønsker, kan de vestlige Demokratier ikke forhindre dem i at faa det.
Der hæver sig allerede ikke blot i Storbritannien, men ogsaa i Frankrig Stemmer, der siger: „Lad dem stege i deres eget Fedt!" Det vilde ikke blive behageligt for nogen af de nu eksisterende Stater i Mellemeuropa. Det vilde medføre forbitrede indre Kampe af samme Art, som ødelagde den store Napoleons Rige. Det vilde være trist for Verden. Det er højst sandsynligt, at de vestlige Demokratier stadig vilde bestaa uskadt, naar det var sket. Men hvilken Syndflod af Ulykke vilde ikke styrte ned over disse kortsynede Regeringer og ulykkelige Folk, som ved blot og bar Mangel paa Evne til at enes paa en bred, international Basis, havde gjort sig selv til Ofre for umaadelige Trængsler!
