Såret

Jeg havde været ved fronten i ti dage, da det skete. Det er en særdeles interessant oplevelse at blive ramt af en kugle, så jeg mener, det er værd at komme med en detaljeret beskrivelse.

Det skete i et hjørne af skyttegraven klokken fem om morgenen. Det var altid et farligt tidspunkt, for vi havde daggryet i ryggen, så hvis man stak hovedet op over graven, stod det i klar silhuet til den lyse baggrund. Jeg stod og snakkede med posterne for at overtage vagten. Pludselig, midt i at jeg var ved at sige noget, mærkede jeg - ja, det er svært at beskrive, hvad det var, jeg mærkede, skønt jeg følte det ganske tydeligt.

Groft sagt var det fornemmelsen af at være i centrum for en eksplosion. Det lød ligesom et højt brag. Jeg fornemmede et blændende lysglimt omkring mig, og jeg følte et voldsomt slag - ingen smerte, kun det voldsomme slag, som når man får et elektrisk stød. Så fulgte en følelse af umådelig svaghed, et indtryk af at blive slået og krøllet helt sammen til ingenting. Sandsækkene foran mig rykkede langt ud i horisonten. Jeg vil tro, det er den samme fornemmelse, hvis man bliver ramt af lynet.

Jeg var straks klar over, at jeg var blevet skudt, men på grund af smældet og lysglimtet gik jeg ud fra, at det var en riffel lige i nærheden, der var gået af ved et uheld, så jeg var blevet ramt af et vådeskud. Alt dette skete inden for mindre end et sekund. I næste øjeblik knækkede mine knæ sammen, og jeg faldt om. Mit hoved ramte jorden med et voldsomt brag, der dog til min lettelse ikke gjorde ondt. Jeg havde en sløret, underbevidst forståelse af, at jeg var blevet alvorligt såret, men det gjorde egentligt ikke ondt nogen steder.