Luftangrebet på Guernica

Jeg kørte gennem Guernica ved halv firetiden om eftermiddagen. Tidspunkter er kun tilnærmet, men det er baseret på, at jeg forlod Bilbao klokken halv tre. Der herskede travlhed i Guernica. Det var markedsdag. Vi kørte gennem byen og fulgte den vej, Anton sagde ville føre os helt frem til fronten ved Marquina. Fronten lå der ganske rigtigt, men det gjorde Marquina ikke. Den var udslettet af bomber.

Vi var nået en snes kilometer øst for Guernica, da Anton kørte vognen ud i rabatten, hakkede bremserne i og gav sig til at råbe op. Han pegede vildt op i luften, og hjertet røg op i halsen på mig, da jeg fulgte hans finger. Oppe over bjergtoppene var der dukket en flok flyvemaskiner frem. En halv snes bombemaskiner fløj højt oppe, men meget lavere, faktisk i højde med trætoppene, kom seks Heinkel 52 jagere susende. Bombemaskinerne fløj støt og roligt i retning af Guernica, men jagerne, der var ude på rov, fik øje på vores bil. De drejede rundt som en flok duer på vej hjem til slaget og lagde sig i række med kurs mod vejen - og vores bil.

Anton og jeg kastede os ned i et bombekrater en snes meter fra vejkanten. Det var halvfyldt af vand, og vi gled i mudderet. Vi halvvejs knælede og halvvejs stod op med dukkede hoveder i den mudrede del af krateret.

Efter at have kigget grundigt på Heinkel-maskinerne så jeg ikke op, før de var fløjet videre. Det føltes som flere timer, men der har næppe været tale om mere end tyve minutter. Jagerne foretog adskillige angreb hen langs vejen. Maskingeværkugler ploppede ind i mudderet foran os, bag os og på alle sider af os. Jeg skælvede af ren og skær angst. Så sent som dagen før havde Steer, der nu var en garvet veteran, fortalt mig, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev beskudt af en flyvemaskine. "Smid dig ned, så fladt du kan. Lad være med at springe op, og forsøg ikke at løbe væk. Hvis du gør det, er du sikker på at blive bøffet!"

Da Heinkel-jagerne fløj videre - jeg vil tro, de ikke havde mere ammunition tilbage - løb Anton og jeg tilbage til bilen. I nærheden brændte en militærvogn hidsigt. Vi kunne ikke stille andet op end at trække de to gennemhullede lig ud i vejsiden. Jeg dirrede over hele kroppen. Den første virkelige rædsel jeg nogensinde havde oplevet, holdt mig i sit jerngreb ... Så gik det pludseligt helt over, og jeg følte mig næsten opstemt. Det var i den epoke i journalistikkens historie, da personlige erfaringer var i høj kurs, for der havde ikke været krig i atten år, og det var så længe, at de, der havde været igennem den sidste, havde glemt alt om den, og den halvanden generation, der aldrig havde kendt til krig, ikke interesserede sig synderligt for den slags ting. Vi kaldte beretningerne for "Jeg"-historier, og da den spanske borgerkrig var slut i 1939, var jeg lige så dødsenstræt af at skrive dem, som avisens abonnementer må have været af at læse dem.

For foden af de bjerge, der strakte sig mod Guernica, drejede vi bort fra hovedvejen og kørte en anden vej til Bilbao. Til venstre for os, i retning mod Guernica, kunne vi høre lyden af bombeeksplosioner. Jeg formodede, at tyskerne havde lokaliseret de forstærkninger, der var på vej op fra Santander for at dække tilbagetrækningen. Vi fortsatte mod Bilbao.

På Presidencia var Steer og Holme i gang med at skrive deres rapporter hjem, og vi enedes om at spise aftensmad på Steers hotel ...

Vi havde sat forretten, bestående af bønner, til livs og sad og ventede på vores bøf, da en embedsmand kom tumlende ind i den spartanske restaurant med tårerne strømmende ned ad kinderne og hulkede: "Guernica er ødelagt. Tyskerne bombede og bombede og bombede ..."

Klokken var omkring halv ti. Kaptajn Roberts hamrede sin vældige næve i bordet og udbrød: "Beskidte svin!" Fem minutter efter sad jeg i en af Mendigurens limousiner og var for fuld fart på vej til Guernica. På en afstand af over femten kunne vi se genskæret af flammer på himlen over byen. Da vi kom nærmere, så vi mænd, kvinder og børn sidde som lammede langs begge sider af vejen. Jeg så en præst stå ved en af grupperne og sprang ud af vognen. "Hvad er der sket, Fader?" spurgte jeg. Hans ansigt var sodsværtet, og hans tøj hang i laser. Han kunne ikke tale, men pegede bare på flammerne, der stadig slikkede op mod himlen fem-seks kilometer borte, og hviskede: "Aviones ... bombas ... mucho ... mucho,"

I bedste "Jeg"-tradition var jeg den første journalist, der nåede frem til Guernica, og jeg blev øjeblikkeligt sat i arbejde af nogle baskiske soldater, der beordrede mig til at indsamle de forkullede lig, flammerne havde gjort sig til gode med. Nogle af soldaterne hulkede som børn. Der var flammer, røg og sod, og lugten af brændt menneskekød fik det til at vende sig i én. Huse styrtede sammen, og alt var kaos.

På torvet, der var næsten helt omringet af en mur af flammer, stod der omkring 100 flygtninge. De græd og klagede og rokkede frem og tilbage. En midaldrende mand talte en smule engelsk. Han fortalte mig: "Klokken fire, lige før markedet lukkede, kom der mange flyvemaskiner. De kastede bomber. Nogle kom flyvende ganske lavt og skød kugler ned på gaderne. Fader Aronatequi var vidunderlig. Han bad sammen med folkene på torvet, mens bomberne faldt." Så vidt jeg ved, anede manden ikke, hvem jeg var. Han fortalte mig bare, hvad der var sket med Guernica.

De fleste af byens gader begyndte eller mundede ud ved torvet. Det var umuligt at komme igennem dem, for de var omdannet til hele mure af flammer. Murbrokkerne tårnede sig op. Jeg kunne se nogle skyggeagtige former, nogle var store, andre bare askedynger. Jeg gik om bag torvet blandt de overlevende. Alle kunne de berette den samme historie om flyvemaskiner, kugler, bomber og ild.

Mindre end et døgn efter denne grusomme beretning var nået ud til omverdenen, havde Franco stemplet disse chokerede, hjemløse mennesker som løgnere. Såkaldte britiske eksperter kom rejsende til Guernica flere uger senere, da stanken af brændt menneskekød var trukket bort og erstattet af benzin, der blev hældt ud hist og her af Molas folk, og de afgav deres pompøse dom: "Det var de røde, der med fuldt overlæg satte ild på Guernica.