Baldur von Schirach om HitlerJugend

Læste De meget som ung? "Ja. Jeg havde adgang til et stort bibliotek. Jeg læste altid to-tre timer om dagen - det var en vane. I de seneste fem år af mit liv i Wien havde jeg næppe et minut tilovers, men Jeg tillagde mig den vane at læse mellem klokken to og fire om natten og så lægge mig til at sove igen. Det var for at opretholde min mentale sundhed.." Hvilken slags bøger læste De? "I de sidste to år læste jeg en del bøger af Churchill. Jeg læste også engelske og tyske klassikere. Goethe og Shakespeare har altid været mine favoritter." Har De nogensinde læst noget fransk litteratur - Lola, for eksempel? "Jeg læste verdenslitteratur, og jeg læste de franske romaner på originalsproget. Jeg havde en ganske stor grundviden - nej, det lyder indbildsk, men jeg havde en grundlæggende interesse i alt åndeligt.

Min forestilling om at lede ungdommen kan aflæses på to punkter. Folk kan sige, hvis de har lyst, at Hitler Jugend blot var en form for nazistisk ideologi i en form, som ungdommen kunne forstå. Men jeg udviklede en særlig form for uddannelse, som andre før mig havde arbejdet med i årevis.

Forestillingen om selv-ledelse, af selv-ansvarlighed, ideen om en stat af ungdom inden i en større stat er ikke min egen. Det begyndte med Hermann Lietz' skoler. Lietz grundlagde et nyt skolesystem i 1898, som bestod af ti-tolv skoler. Der var tale om, hvad man kunne kalde kostskoler på landet. Den første skole blev grundlagt i Ilsenburg.
Lietz var elev af Friedrich Frobel og, af Jean-Jacques Rousseau og Johann Heinrich Pestalozzi. Hans tanke var at undgå farerne, som han så i de industrielle centre såsom store byer, ved at forene ungdommen - ikke bare i skolesammenhæng men også i andre forhold. Så vi arbejdede for eksempel sammen med drengene, byggede huse, snedkererede, lavede blikkenslagerarbejde og den slags. Skolerne var placeret på ejendomme, der havde deres egne haver, kvæg og så videre. Og dermed var skolen i sig selvet billede på en stat i lille format. Enhver dreng havde sin funktion inden for denne lille stat. Men de skulle også lære. Det vigtige var, at de arbejdede for samfundet. Man kan kalde det kommunistisk eller socialistisk eller demokratisk i den moderne betydning af ordet. Det blev udviklet ud fra Pestalozzi, Rousseau og Fröbel otte år før Lietz. Men Lietz udviklede og formulerede og realiserede disse teorier.
Jeg gik selv i sådan en skole som dreng. Det var ikke en Lietz-skole, menden blev ledet af en mand, der havde forbindelse til Lietz. Jeg lærte mange ting, som andre drenge ikke kendte til. Jeg havde altid ungdommens selvuddannelse og selvledelse i tankerne, og så kom nazipartiet, der gav mig mulighed for at føre mine ideer ud i praksis. Jeg udviklede denne ide om ungdomsstaten.
Den væsentligste ulempe ved Lietz-skolerne var, at byerne og industrierne havde en farlig indflydelse på ungdommen - og Lietz lod bare det problem ligge ubesvaret. Drengene og pigerne, han havde i sin skole - det var et system med fællesundervisning, som jeg tror fuldt og fast på - var alle børn af velhavende forældre. Og skolerne selv var dyre at gå på, så ulempen var den, at disse børn alle kom fra en og samme klasse, nemlig de rige folks børn.

Så jeg forsøgte at opbygge noget, der bragte alle klasser sammen. Det var en ungdomsstat, som omfattede drenge fra arbejderklassen såvel som børn af aristokratiske familier; ungdommen ville så blive opdaget af ungdommen selv. Derfor ville det være muligt at have en repræsentant i topledelsen, i hvert et ministerium, som var interesseret i ungdommens liv.

Vores kamp for en I8-dages ferie om året for alle unge mænd vandt genklang. Vi kunne kun opnå disse ting med unge menneskers magt, i hver lovgivende forsamling, hvor en mand, der arbejdede med ungdomsproblemer, altid selv kom fra ungdommens samfund. Disse ting kan ikke ses i tilstrækkeligt klart lys i disse tider, da nazister og nazismen bliver kritiseret, og Hitler Jugend blot ses som en del af nazismen. Men om nogle få år, når verden igen er faldet til ro, vil de positive aspekter af mit program blive anerkendt. Mit program vil ikke overleve, som heller ikke nazismen har overlevet, og jeg anerkender, at denne sidste er fuldstændig død, men nogle af tingene fra mit ungdomsprogram vil blive anerkendt.
En gennemførelse af mit program betyder på visse punkter det fuldendte demokrati. Det er mærkeligt, ikke sandt?" Schirach smilede charmerende, da han stillede mig dette paradoksale spørgsmål. Hvad med chauvinisme på grundfag af race og nation! "Der er en nationalisme i mit program, fordi det er en ungdomsbevægelse af sin samtid. Nationalsocialismen var den eneste mulighed for, at denne bevægelse kunne udvikle sig. Men hvis De ønsker at forstå den forbløffende udvikling i ungdomsbevægelsen over de seneste ti år, må De se og bemærke virkningen på en ti-tolvårig dreng. En sådan dreng er ikke interesseret i politik. Man må stille ham noget nyttigt i udsigt. Forestillingen om selvledelse og selvstyre - hver enkelt drengs ansvar for ham selv og hans lille job - den ungdomsstat, som blev oprettet - alle disse ideer var kun halvt udviklede, men afgørende. Man bør ikke nøjes med at konstatere, at den nazistiske ungdomsbevægelse blot var et vedhæng til nazipartiet.

For hvis man siger det, så vil de aldrig tro det. Jeg mener folket. De fik noget, især arbejderklassen, ellers ville de ikke have accepteret mit program så begejstret. Arbejderklassen indså, at den havde en mulighed for at arbejde sig op." Det virkede paradoksalt på mig. "Ja, det er paradoksalt, at der i en autoritær stat udvikles noget med karakteristiske demokratiske træk."

Tror De, at Deres ungdomsbevægelse ville have gjort nazismen mere demokratisk, hvis Tyskland havde vundet krigen? "Forestillingen om, at Tyskland skulle kunne vinde krigen er absurd. Jeg mente, at det optimale, vi kunne opnå, ville være en fred med britisk og amerikansk anerkendelse. Hvad angår det polske spørgsmål, ville vi være nødt til at trække os tilbage og tillade en internationalløsning på det. Jeg mente på den tid,. at den tysk-russiske pagt var meget tvivlsom. Verden burde ikke have været udmanøvreret af nazismen på den måde. Under alle omstændigheder ville der ti år efter en sådan krig eller en sådan fred indtræde fredeligere tilstande."

Og Deres bevægelse - Hitler Jugend - ville den tjene til at mildne nazismen? "Ja, mange elementer af ungdomsbevægelsen var kritiske over for nationalsocialismen. Jeg talte med de unge, der var i Rusland, og de fortalte mig, at vi behandlede russerne i de besatte områder forkert. De sagde, at vi ikke kunne hævde, at russerne er tyskerne underlegne. Jeg kan huske, hvordan mange tyske drenge fortalte mig, hvor renfærdige de russiske piger var såvel fysisk som mentalt. Jeg kan huske, at nogle af mine tyske drenge viste mig mange skolebøger fra russiske skoler, som var trykt på det russiske sprog: de indeholdt tilmed digte.

I nazismen som helhed var der ikke mulighed for at udtrykke vores meninger om et parlamentarisk grundlag. Drengene, som havde vænnet sig til ungdomsbevægelsen, kunne ikke vænne sig til denne strenge form for nationalsocialisme. Ungdommen var vant til at bo i lejre, at tage på udflugter sammen, og det var naturligt,. at forhold blev diskuteret blandt de unge, som en ældre generation ganske enkelt ville have rettet sig efter. Naturligvis adlød drengene og pigerne, men de kunne fortælle deres leder, hvad der var galt. Vi voksede op som en generation af ledere. Jeg begyndte mit arbejde i ungdomsbevægelsen i 1930, for blot seksten år siden. I dag er jeg 38 år, og jeg var 22 år dengang. Drengene, jeg arbejdede med, var tyve. Der var et par tusind piger, og vi var vant til at tale om alt, der lå os på sinde. Jeg gav aldrig ordrer med mindre det var påkrævet for at få organisationen til at fungere. Det svarede til en bestyrelse i en virksomhed. Vi kunne sætte os ned og tale sammen, meningerne ville brydes, men i sidste ende bekendtgør bestyrelsesformanden, at vi vil gribe det an på den og den måde."