Ikke-Interventionskomiteen

Downing Street er en lille stille, fornem gade, ikke særlig lang, ikke særlig bred. Verdens larm går dog ikke Downing Street forbi, tværtimod; det strømmer ind med alarmerende telegrammer, telefoniske rapporter, og der er lukket op for højtaleren, når udenlandske statsmænd taler i radioen.

Men alt, hvad der sker i verden, behandles objektivt, sorteres i grupper, registreres hist og her og havner endeligt i det britiske verdensriges erfaringsmættede kartotek... Er det noget under, at alle de kundskabsrige, verdenserfarne mænd, der slider kontorstolene i Downing Street, føler sig, når de iført rundpuldet hat og paraply krydser fra det ene ministerium over til det andet. Selv Premierministeren ser man undertiden promenere i Downing Street...

I Downing Streets mylder af uudklækkede Premierministre slår vi ned på en, som ikke i øjeblikket drømmer om denne post, men foreløbig nøjes med at tragte efter de bedre embeder i udenrigsministeriet: Lord Plymouth, pt. præsident i Ikke-Interventionskomiteen.

Sit daglige brød tjener han som understatssekretær for kolonierne, Han har tidligere haft lignende stillinger i trafikministeriet og for dominions. Han er 47 år gammel, har gået i skole i Eton og studeret ved Trinity College i Cambridge og kom for femten år siden ind i parlamentet for første gang, valgt af de konservative. Hver gang de konservative danner regering, er han med, det er så sikkert som noget. Hvorfor skulde han ikke en skønne dag nå til tops i udenrigsministeriet? Det er overvejende sandsynligt - og hans ledelse af Ikke-Indblandingskomiteens arbejde har gjort hans navn mere aktuelt end nogen sinde.

Sit navn; Lord Plymouth - der betyder så meget som "Greve af Plymouth", en af Englands betydeligste havnebyer - har han arvet fra sin fader. For resten gav hans fine titel anledning til en pinlig episode i Genève engang. Det var under et møde i Folkeforbundet, i Vandrehallen ved siden af den store sal. Lord Plymouth stod sammen med nogle herrer, hvoriblandt en russisk attaché. Der var også en ung dame tilstede, en amerikanerinde, som højlydt udtrykte sin begejstring for navnet: Lord Plymouth. Tænke sig - at være opkaldt efter en by, at være greve af en stor by... Da smilede russeren og sagde let henkastet: Hos os er det anderledes - vi opkalder byerne efter de mænd, der har bygget dem! Lord Plymouth, der lod, som om han overhørte bemærkningen, troede, at russeren så ironisk over på ham, mens han sagde det; men det skal efter øjenvidners udsagn ikke have været tilfældet.

Men i alt fald fik denne episode sikkert ikke Lord Plymouth til at elske russerne højere. At han i forvejen ikke var begejstret for deres kollektiviseringsideer, er måske ikke så underligt, eftersom han selv hører til de besiddende.

Foruden en dejlig villa i London ejer han nemlig tre slotte rundt omkring i England med masser af jord til. Og han ejer meget andet, f.eks. ikke så få fine titler bag sine tre smukke og velklingende fornavne: Ivor Miles Clive.

Vi følger Lord Plymouth ned ad Downing Street til et møde i Ikke-Interventionskomiteen. Hvad tænker han på undervejs? Hvorledes han nu skal dreje forhandlingerne således, at de internationale interesser, der skal plejes, falder sammen med Englands? Nej, - John Bulls mesterskab i at blæse og samtidig have mel i munden skyldes ikke sådant overlagt hykleri. Han er puritaner af hjertet og tror på, at dyden belønnes, og at gud har givet England verdensdømmet, fordi England bedre end nogen anden er i stand til at styre verden retfærdigt. Denne tankegang har været styrken i engelsk politik; og denne styrke er der endnu, omend selv englænderne er blevet klar over, at der må gøres noget for at bevare den. Et symptom på, at man ikke længere er så sikker på, England kan gøre sig lige stærkt gældende overalt, har man i, at Ikke-Interventionskomiteens møder forlangtes afholdt ikke i Genève, men i London - i Downing Street.

Ankommet til sit kontor i god tid før mødets begyndelse giver Lord Plymouth sig i lag med dagblade og rapporter, som overrækkes ham i bestemt rækkefølge af en sekretær. Uden at fortrække en mine gennempløjer han det hele, tilsyneladende gør intet indtryk på ham, ligegyldigt hvilke opskræmmende internationale begivenheder han læser om. Men alle væsentlige fakta opsummeres og rubriceres i hans hjernes kølige arkiv ... Og fuldkommen à jour med de sidste politiske foreteelser rejser han sig og går gennem fløjdøren, som sekretæren har åbnet for ham, ind i mødesalen, hvor de delegerede allerede er samlet om bordet. Medens et ur slår, skrider han hilsende hen mod præsidentens plads. Mødet åbnes præcis på minuttet.

Det er ikke nogen let opgave at lede møderne i Ikke-Interventionskomiteens. Men begyndelsen er ikke det værste. Da oplæses nemlig protokolreferatet af det forrige møde, der fandt sted for temmelig længe siden, og i mellemtiden er der ikke sket så meget... Lord Plymouth hører ikke efter, når protokollen oplæses, for han kan den udenad; i timevis har han filet på den for at give den en form, som alle kunde acceptere. Af og til, når en særlig vellykket vending lyder gennem salen, smiler han tilfreds - men ellers får Lord Plymouth tiden til at gå med at kigge rundt på de delegerede. Det er sikkert ikke mange af dem, der er den grevelige gentleman sympatisk.

Man er ikke kommet langt hen i debatten, før den tyske delegerede meddeler, at hans regering ikke havde haft tid til at sende ham nærmere instruktioner, men enhver tvivl om Tysklands gode hensigter vilde være en fornærmelse mod hele nationen... Italiens repræsentant får ordet tildelt af Præsident Lord Plymouth, Han udfolder et overdådigt temperament, hvis ægthed ikke er langt fra at behage præsidenten. Denne smiler ved tanken om sidste gang, da italieneren skulde forklare tilstedeværelsen af italienske flyvemaskiner i Spanien: Privatflyvere måtte det være! Kun privatflyvere! I Italien herskede der som bekendt frihed - og hvorledes skulde man hindre private mennesker i at flyve, hvorhen de vilde? Kampflyvere? Nej, mine herrer, sportsflyvere, rene turister, italienerne havde altid været et turistfolk, og intet skulde eller kunde forhindre dem i at opretholde denne herlige historiske tradition! - Til sidst havde den italienske delegerede remset en masse russiske navne op og tal på flyvemaskiner... Hvorpå russeren tørt erklærede, at oven på den svada så han sig nødsaget til også at bede sin regering om talmateriale til modbevis - men for øvrigt kunde han allerede på nuværende tidspunkt udtale, at der ikke fandtes skygge af bevis i de italienske påstande...

Efter sådanne elektriske udladninger tager præsidenten værdigt ordet. De fremkomne påstande måtte henvises til underudvalget, så man kunde få rede på, hvad der passede, og hvad der skyldtes forkerte informationer - Personlig kunde han jo ikke forestille sig, at nogen nation havde brudt sit ord - og så vilde han da foreslå et nyt møde om to eller måske bedre om tre uger... Tyskland rejser sig straks og forlanger fire uger, men dette krav kan præsidenten af prestigehensyn naturligvis ikke gå ind på. Men man kan jo vise sin vilje til forståelse ved at komme noget i møde... det er jo viljen til forståelse, det kommer an på ved sådanne møder... Og så opnås der hurtig om at samles på ny om fem og tyve dage. Mødet er hævet! Præsident Lord Plymouth trækker sig tilbage, i godt humør - men det er ikke til at se på ham. Hver gang han forhandler, føler han det, som er England, Kronlandene, Kolonierne Imperiet i fare, og hver gang er han lykkelig, når der intet er sket.