Den farvede bokser Joe Louis og Max Schmeling der kom fra det nazistiske Tyskland, med dets racelove og syn på andre racer, mødtes først i 1936, hvor Schmeling vandt på knockout i 12. omgang.
De boksere mødtes atter den 22. juni 1938 i bokseringen i New York.
De to boksere blev venner, trods forskellige racer og symbolikken i deres to boksekampe.
Hør godt efter, makker; for det her kommer fra en fyr, der stadig har svedige hænder, og hvis strube stadigvæk er tør, og hvis kæber stadigvæk er gabet af led i chok over at have set Joe Louis slå Max Schmeling ud.
Det kom som et chok, det knockout, kort, skarpt, nådesløst totalt.. Louis var bare sådan:
Han var en stor, senet kobberspiral, der var blevet strammet og atter strammet gennem ugers træning, så han nu var en eksplosiv dynamit blanding, en spændt fjeder af anspændt gift.
Schmeling ramte denne fjeder. Han ramte den med en lige højre i kampens første minut - og fjederen, der var fortrukket af anspændthed, eksploderede i en kaskade af aktivitet. Hårde, brune arme, for hvis ende der sad hvirvlende, præcise næver, var for hurtige at følge med det blotte øje under ringens hvidglødende lys. Og Schmeling stod i vejen for dem. En mand, der blev fanget og gennemtævet af en gal, feberhed maskines hvirvlende stødstænger.
Tilskuerskaren, den største og mest velhavende, der nogensinde har været samlet til en kamp i nogen som helst hal, var klar over, at det var forbi, før det rigtigt var begyndt. Man var ikke i tvivl, så folk rejste sig op og hylede i et eneste, langt, uafbrudt orgie af lyd. Folk, der havde betalt så meget som 100 dollars for deres sæder, benyttede dem ikke - ikke til andet end at stå på, for bedre at kunne se det syn, der for tid og evighed brændte sig ind i deres erindring.
Der var fire trin i Schmelings knockout. Få sekunder efter han havde fået sit eneste stød ind under denne kamp, fangede Louis ham med et dødbringende venstre hook, der slyngede ham ud i tovene hvor han hagede sig fast som en fuld mand, der hænger ind over et havegærde. Louis sværmede hen over ham og gav ham alt, hvad han havde i sig - indtil dommer Donovan skubbede ham bort og begyndte at tælle.
Schmeling vaklede bort fra tovene, omtåget og sløret. Han så forvirret hen mod sit ringhjørne, men før han fik vendt hovedet igen, var Louis over ham, først med en venstre, og så med en frygtindgydende højre, der ramte tyskerens kæbe med en knusende lyd. Max faldt omkuld og tog tælling til tre.
Han famlede sig vej op, som om natteluften var så tyk som sirup, og Louis - hvis næsebor lignede mundingen på en dobbeltløbet haglbøsse - trådte hen til ham og gav ham begge løb.
Max faldt næsten elegant. Han var nu berøvet sine sansers, brug, og hans fingre kradsede i kanvassen som en vagabond, der gør morgengymnastik. Han lå med bøjede knæ, og tungen rundt i fjæset på ham.
Han kom på benene længe nok til at blive knockoutet igen, men denne gang masede hans ubarberede fjæs sig helt ned i fernissen.
Louis sprang tilbage med lette fjed, og hans øjne strålede og klart fornøjet, og i det samme kom overgivelsens hvide håndklæde, som hans egne sekundanter havde nægtet ham for to år siden, sejlende ind i ringen. Det var Max Machon, der kastede det, tilsyneladende uden at være klar over, at sådan kan en kamp ikke ende i York.
Dommeren snuppede det og smed det tilbage igen. Det ramte tovene og blev hængende lige så slapt som Schmeling. Donovan til fem over Max, men kunne se det nyttesløse i at fortsætte, så han stoppede kampen.
Den ophidsede skare begyndte at kæmpe sig vej hen til udgangene, og mange af dem blev først nu klar over, at Louis for alvor var verdensmester. Ingen tog sig af Schmeling, der sad sammensunket i ringhjørnet.
Omsider kom han på benene, trak sin snavsede grå sorte slåbrok over skuldrene og ormede sig gennem den lykkelige, lille skare, der flokkedes om Louis. Og han lagde armen om skulderen på negeren og smilede. De smilede begge to, og de havde grund til det - for Louis havde tjent omkring 200.000 dollars i minuttet og Schmeling omkring 100.000.