Den tyske nazisme

Dette folk finder sig i det slette uden at gøre forsøg på modstand. Det vover intet, men dukker sig.

Andre siger om det uden agtelse, at det ikke føler sig kaldet til noget martyrium. Men for et folk, der engang har opgivet sin frihed, er underkastelse ikke alene nok.

Stadig med angst og dårlig samvittighed har det trods alt ladet sig forlede til efterhånden at antage den samme åndelige indstilling, som dets nye herrer mødte op med i færdig form.

Grusomhederne overfor de svagere har grebet om sig, udnyttelsen af uforsvarlige fordele er bleven til en øvelse også for den enkelte, - ud fra det forbillede, som staten og dens snyltere har opstillet.

Angiveri, pengeafpresning og de mest skånselsløse og jammerlige midler til at komme "ubekvemme" medborgere til livs - , alt det som loven og menneskelig skyhed førhen holdt de moralsk fordærvede fra at gøre, er nu frigivet i fuldt omfang indenfor samfundet, det er tilladt og tillært, det er hverdagsagtigt og anses endog for et kendetegn på en ægte folkefælle.

Undskyldninger finder enhver privatmand i almenhedens tilstand, og retfærdiggørelser leveres af regimets propagandister.

Hvortil gives der ellers en nationalsocialistisk fanatisme? Naturligvis til at besmykke sin egen fejghed og svaghed, samtidig med, at man åndeligt og moralsk kan gå så hæmningsløst til grunde, som fanatismen overhovedet nogensinde har opvist.

Forøvrigt har fanatismen altid været forenelig med fuldkommen upålidelighed. Også denne nazistiske fanatisme er mættet med hykleri, den er af den art, at mennesker uden indre kraft og pligt benytter den som våben til at fastslå, at de hører til den store hob og går op i dennes hele usselhed.

Det, der sker, er en fornedret nations forsøg på at give sig ud for være ophøjet; den vil synes vågen, skønt kulsort nat netop er brudt ind over den.

Der viser sig for vort blik et virvar af usle lidenskaber, og på samme tid fortæller man os, at "fornuft rusen" nu heldigvis er overvunden og forbi. Det er ganske vist ude med fornuften, men ufornuften er derfor langt fra ærlig.

Kritiske erkendelser, som man burde være nået frem til for længst, og også et nået frem til ophæves virkelig ikke, fordi man pludselig heroisk erklærer sig for ikke underkuede. "Arier", i hvis egne lærebøger der står, at der ingen arier findes, begrunder forgæves deres ophøjethed over andre mennesker med et ord, ingen tror på.

Til syvende og sidst ved man særdeles vel, hvad man gør, og hvor man driver hen, nemlig ind i katastrofer, der må blive lige så uhyre som den forudgående selvopgivelse.

Vi kan kun vente, indtil skæbnen kalder en nation, der er afveget så langt fra sin vej, til orden, og til besindelsen atter er indtrådt.

Tillad mig et spørgsmål: Kunde de tænke dem at vende tilbage forinden? Jeg mener, vende tilbage med garanti for, at der intet skete dem, så at sige med frit lejde? Jeg vilde selv da ikke.

Det land, hvis skæbne også jeg har taget del i med min tilværelse, piner og trykker mig, selv på afstand, dets umiddelbare nærværelse vilde jeg ikke kunne udholde, og jeg kender fortvivlelsen hos mange, som er nødt til at holde den ud.

Jeg vil ikke gense mennesker, der har indladt sig på at være med til dette, endog at forherlige og idealisere det. Overfor mig selv og andre foregøgler de en ny storslået åndsform, men kun den rå magt var dens ophav, og bag alle deres udflugter skjuler der sig kun den nøgne materielle interesse og den skændige opløsning af deres samvittighed.

Idealister der indånder samme luft som koncentrationslejrens fanger, er på forhånd uden åndsære, og den åndelige sandhed æresløshed er begyndelsen til alt andet. Disse idealister modtog ærestegn og pensioner af republikken, og de modtager det samme og mere til af det regime, der martrer og forjager deres kammerater, men de selv trives og blomstrer og synger lovsang til deres ære.