Første attentat på Mussolini

Onsdag, den 7. April 1926.

Da jeg kom på Kontoret, opdagede jeg, der havde været et morderisk Anslag mod Mussolinis Liv. Forbryderen var en gammel irsk Kvinde, Violet Gibson, en Søster til Lord Ashbourne. Jeg ser undertiden Broderen traske rundt i Rom med safrangul kilt og et langt Hår hængende ned på Skuldrene. Havde hun sigtet en Tomme længere til venstre, vilde hun have ændret Verdenshistorien (Mussolini fortæller, at han uvilkårlig slog Nakken tilbage, da han hørte Skuddet).

Det skete på Capitoleum, da Gæsterne forlod Indlednings-højtideligheden for den kirurgiske Kongres. Grandi var 'på Siden af II Duce, da Skuddet faldt, og han måtte en Tid lang kæmpe som en Løve - for at hindre Menneskemængden i at lynche den gamle Kvinde. Udlandets Ambassadører mødte Op i Palazzo Chigi for at lykønske Mussolini til, at han på et hængende Hår var undsluppet Døden. Blandt andet kom Sir Ronald Graham, der ikke anede, at Attentatkvinden var britisk Undersåt. Han troede, hun var polsk. Sandheden gik først op for ham, da han nåede hjem og så sin Ambassade beskyttet af talrige Soldater. Nogle akademiske Brushoveder havde planlagt en fjendtlig Demonstration og vilde i hvert Fald smadre så mange Ruder som muligt. Det var atter Grandi, som greb ind. Han kom i flyvende Fart for at hindre Optøjerne, og det lykkedes ham at aflede Studenternes Vrede. Han fik i sidste Instans vendt den fra Storbritanniens til Ruslands Ambassade, så det - højst uretfærdigt - gik ud over Moskovitterne. Jeg ved ikke, om det var Grandi, som fandt på denne Løsning, men Studenterne vilde smadre et eller andet.,.... så gik det ud over Bolsjevikkernes Vinduer.

Jeg så Mussolini gå ind i Elevatoren. Han var meget bleg, næsten gusten, af Blodtabet. Projektilet var gået gennem Næsens Bruskvæv, og den blødte - naturligvis - overdådigt. Han syntes munter og smilende. En Forbier er lige god, enten den går en Millimeter eller en Mil ved Siden af - skønt dette kan vel næppe kaldes en Forbier, blot fordi han ikke blev myrdet. I Morgen Formiddag sejler han til Tripolis. Det er måske lige så godt, at han de første Døgn kan holde sig i ren, støvfri Luft.

Da jeg - efter al denne Spænding - kom op på mit Kontor, fandt jeg et omfangsrigt Dokument fra Folkeforbundet på mit Bord. Det handlede om Mindretal i Tyskland og begyndte med Venderne på Cassiodorus' Tid! Det er lidt post festum at bekymre sig for dem.

Torsdag, den 8. April 1926.

Da jeg efter, en rask Formiddagstur til Hest kom ind i Ministeriet, talte alle naturligvis om Attentatet. Jeg spurgte forskellige Mennesker, hvad der vilde ske Violet Gibson. Den britiske Ambassade erkender, at hun burde stilles for en italiensk Domstol.

Men hvad Mening er der i at dømme et gammelt, tåbeligt Fruentimmer? Man kunde med samme Ret dømme hendes lige så skøre Broder for at lade hende gå løs. Spørgsmålet er kun, om hun var et Redskab i andres Hænder - andre som ikke er åndssløve? Det synes ikke at være Tilfældet. Jeg hører, at Il Duce umiddelbart før sin Rejse sagde noget om at sende Konen tilbage til hendes Slægtninge i Irland. Han tilføjede: »Der vil hun nok falde til Ro under Forhold, som passer hende bedre.« Jeg ved ikke, om han dermed vilde antyde, at alle Irer er småtossede, eller han kun tænkte på Violet Gibsons Ophold i Familiens Kreds.

Vi beholder hende formentlig på et Sindssygehospital et halvt Års Tid og overlader hende derefter til Sir Ronald, som kan lade hende gå med Kurerposten til Storbritannien.

Lige før jeg skulde gå hjem, mødte jeg Salandra. Han ynder at kritisere det nuværende Styre og længes efter den gamle Tid, da han var Førsteminister i en demokratisk Stat. Men ikke des mindre sagde han til mig, at Mussolini var den eneste, som i vore Dage kunde styre Italien. Han syntes endog bekymret for Mussolinis Helbred. Skønt Salandra ingenlunde sympatiserer med Fascismen, har han dog tjent den loyalt de senere År som Chef for adskillige Delegationer til Geneve. Ved at tilbyde Mussolini Samarbejde har Salandra vist sig som Realpolitiker af gammel italiensk Skole.

Jeg mindes fjernt at have læst (vistnok hos Menander), at »Helte opstår i Lande, hvor Kampen for Tilværelsen er streng«. Italien har fået sin moderne Hero. Det er klarest efter en Episode som den i Går, da vi nær havde mistet ham, hvor stærkt Italien trængte til en Fører. Bortset fra, hvad de faktisk udretter, bliver sådanne Mænd skænket Verden til moralsk og åndelig Stimulans. Det er i sig selvet Mål for en Nations Levned at frembringe en Stormand, når der er hårdest Brug for ham.

Selvom man accepterer Modstandernes Udtryk og kalder Mussolini en »Tyran« - genkalder det da ikke Renæssancens gyldne Tid, da man boltrede sig i et Nyhedenskab og blev styret af »Tyranner«, som var uovertrufne Mestre og Kunstkendere, både når det gjaldt Politik og Humanisme? I Glæden over Mussolinis Redning fra Attentatet erkender vi med Tilfredshed, at vi trængte til en »Tyran«, der samtidig var den længe ventede og dristige Talsmand for vort Riges Ret.

Hvis vore Modstandere i Udlandet ikke var blinde af Partigængeri, må de kunne se, at Fascismen danner det ny Italien til et sandere Demokrati end noget af de parlamentariske Staters - et direkte Demokrati i Stedet for et repræsentativt. Mussolinis Italien kan ikke vente at blive fair bedømt. En sådan Fører og et sådant Styre må uvægerligt blive lagt for Had af alle Profitmagere. For vi, der lever i Lande, hvor Kampen for Tilværelsen er hård, kan ikke dele deres Optimisme - dette »panglossiske« Livssyn, som Voltaire latterliggjorde i Candide.