Ribbentrop og Udenrigspolitiken

26. juni 1946

Ribbentrop sad i sin celle og arbejdede på sine optegnelser. Der var betragtelige mængder af udskrifter fra retssagen, maskinskrevne sider med hans egne notater og mange store foldere fulde af dokumenter spredt over ud over hele cellen. På hans bord havde han nogle notater om den tjekkiske situation under Hitler, og han sagde, at han ville give disse notater videre til sin advokat.

Han sagde, at han igen havde haft problemer med at åbne sit venstre øje her til morgen, og han havde haft en meget høj summen i sit venstre øre. Jeg undersøgte det venstre øje og fandt, at der var en vis tendens til, at det venstre øjenlåg hang, hvad der ikke syntes at være organisk betinget. Det interessante var imidlertid, at under det efterfølgende interview, som varede en times tid, åbnedes hans øje fuldstændigt, og der var ikke længere nogen ptosis.

Han talte igen om sine fysiske besværligheder. Han sagde, at han ønskede min oprigtige mening om, hvorvidt han havde en eller anden hjernesygdom eller ej. Han gentog det ofte forfægtede synspunkt, at der var noget galt med hans vagus-nerve, og at blodcirkulationen i venstre side af hans hoved sandsynligvis var mangelfuld. Han sagde, at denne følelse kom og gik i visse perioder, at han havde haft det nogenlunde godt og ikke været generet af symptomer i nu to uger, men at han i dag følte sig dårligere tilpas. Han sagde, at det værste af hans symptomer var en svigtende evne til koncentration; for eksempel, »kan jeg læse en side eller et afsnit af mine notater uden at vide spor om, hvad jeg netop har læst.« Han gav et andet eksempel af tilsvarende karakter. Han sagde, at han somme tider ikke kunne huske, hvad der var sket i retten dagen forinden. Men så kunne han pludselig genkalde sig forløbet, og han ville blive forundret over sin dårlige hukommelse. Han spekulerede på et tidspunkt over, om han var ved at udvikle den samme form for mentale svækkelse, som Hess led af.

Ribbentrop fortsatte med at diskutere sit yndlingsemne, nemlig Hitler og nationalsocialisternes udenrigspolitik. Han sagde, »jeg ved, at De ikke bryder Dem om at høre om Versailles-traktaten, men De ved lige så vel som alle andre, at den traktat var en stor uretfærdighed. Hitler dukkede frem på scenen som følge af denne uhyrlige uretfærdighed, der var blevet begået mod Tyskland. Jeg har tænkt over det i disse mange måneder. Jeg kan huske, at jeg i 1928, 1929 og 1930, inden jeg blev nationalsocialist, og inden Hitler kom til magten, fortalte mine franske og engelske venner i udlandet, at de måtte komme den tyske regering under Bruning til undsætning, ellers ville de stå tilbage med Hitler. Men England og Frankrig nægtede at give Tyskland noget som helst.«

Han sagde, at den største fejltagelse i dag var denne retssag. »Jeg mener ikke, det er vigtigt, hvorvidt et par stykker af os som Göring, mig selv eller andre bliver dømt til døden eller hårdt arbejde eller hvad det nu kan være; for det tyske folk vil vi altid forblive deres ledere, om det så er ret eller forkert, og om nogle få år vil selv I amerikanere sammen med resten af verden betragte denne retssag som en fejltagelse. Det tyske folk vil komme til at hade amerikanerne, nære mistro til briter og franskmænd og desværre måske lade sig besnakke af russerne. Det ville være den største katastrofe af dem alle. Jeg hader tanken om, at Moskva skulle regere Tyskland, eller at Tyskland skulle blive en territorial del af Sovjetunionen. De Allierede burde indtage den stilling, nu da krigen er ovre, at der er blevet begået fejl på begge sider, at de anklagede her ved denne retssag er tyske patrioter, og at vi handlede i god tro og som tyske borgere, selvom vi måske er blevet vildført og er gået for vidt med Hitler. Desuden vil det tyske folk altid betragte vores dom ved en udenlandsk retssag som uretfærdig, og de vil anse os for martyrer.

Hitler har været den største gåde for mig. Det var altid sådan. Vi plejede i udenrigsministeriet at spøge med, at Hitler havde taget det gamle habsburger slogan »del og hersk« for bogstaveligt. Han gik så vidt som til at forbyde sine egne ministre at samle for megen magt. Han fortalte mig ikke ret meget om, hvad der foregik i mange sager. Det samme var tilfældet for hans øvrige underordnede. Som årene gik, blev Hitler mere og mere mistroisk. Til sidst udnævnte han en ny regering med en ny udenrigsminister. Det var i hans sidste testamente. Jeg forstår det ikke. Jeg var en af hans mest trofaste tilhængere - måske den mest trofaste.«

Ribbentrop fejede udryddelsen af jøderne til side. Han sagde, at i et længere perspektiv, historisk set, ville jødernes udryddelse altid forblive en plet på Tysklands historie, men at det på en måde skyldtes, at Hitler havde mistet sin proportionssans og, fordi han var ved at tabe krigen, gik lidt »grassat« i spørgsmålet om jøderne. Men det store historiske tema var ikke, at jøderne var blevet udryddet, men derimod at Tyskland havde været undertrykt og aldrig havde fået en chance.

»I 1940, da krigen var brudt ud, sendte jeg to repræsentanter fra udenrigsministeriet til Amerika for at kontakte adskillige store, jødiske banker i et forsøg på at få dem til at bruge deres indflydelse på at holde Amerika ude af krigen og påvirke England til at indgå fred med Tyskland. Desværre fik mine repræsentanter en meget kølig modtagelse. De amerikanske jøder og andre mistroede og hadede tydeligvis nazi-regimet. De nægtede at samarbejde for at få præsident Roosevelt og hans tænketank fra at yde England bistand. Lend-Iease fortsatte, og hele den amerikanske indstilling over for Tyskland var fjendtlig. Hvis blot disse amerikanske bankfolk havde grebet ind og truet England til at acceptere Hitlers fredstilbud - og vi var indstillet på at indgå fred med England i 1940 -:- så kunne alle disse forfærdelige udryddelser af jøderne have været undgået.«

Jeg bemærkede, at det forekom mig, han stadig så tingene fra et temmelig ensidigt perspektiv. Troede han virkelig, som Hitler, at det var jøderne i Amerika, der var modstandere af Nazitysklands aggression, eller havde han forstået at alle demokratiske nationer i verden afskyede Hitlerismen og var modstandere af den? Havde han ikke indset, at i verdens øjne var Hitler og naziregimet krigsmagere og ansvarlige for fascistisk terror og nationalisme af en så abnorm karakter, at enhver fred på det tidspunkt ville have indebåret en tysk sejr 0g dermed også en sejr for den nazistiske ideologi? Kunne han ikke se, at ingen nation ud over Tyskland ønskede, at Hitler skulle regere verden?

Ribbentrop gestikulerede med hænderne. »Jeg er sikker på, at Hitler ønskede sig Sudeterlandet, den polske korridor, en handelsaftale med Østrig - måske et par enkelte kolonier, det er det hele. Jeg er sikker på, at han ikke have forsøgt at forfølge yderligere aggressive mål. Hitler var endnu ikke kommet ud af balance, han var endnu ikke begyndt at gå i den forkerte retning hvad han senere gjorde.