Spansk terrorisme

Jeg var dybt rystet, da jeg forlod Spanien, ved den atmosfære af blod, tårer og terror, jeg havde levet i, og fuldkommen modløs ved tanken om, hvad der forestod Europa. Hvad jeg så og hørte af udviklet terrorisme som et nyttigt våben i krigstid var til at få kvalme af. Aldrig før havde man i den nyere tid hørt om lignende massemyrderier og koldblodig nedslagtning af fanger, sårede og hjælpeløse gidsler i tusindvis.

Voldshandlinger mod befolkningen ved samvittighedsløse luftbombardementer havde næsten ganske udslettet skellet mellem militære og civile. På begge sider var der blandt døde og sårede mange tusind kvinder og børn.

"Vi bekæmper en livsanskuelse," sagde en officer til mig." Livsanskuelsen sidder i hjernen, derfor må vi dræbe mennesket for at komme hans livsanskuelse til livs. Vi må dræbe alle, som har den "røde" livsanskuelse."

En elskværdig, charmerende, intelligent ung officer blandt oprørstropperne fortalte mig, at han personlig havde henrettet enoghalvfjerds mand.

Oprøret, der blev rejst af en militærklike, fik tilslutning fra den politisk interesserede gejstlighed, fra godsejerne og falangistas (de spanske fascister), som så de gamle tiders privilegier truet af den republikanske regering.

Nu havde borgerkrigen varet seks måneder, og den kunde komme til at vare mange endnu. Til at begynde med mente lederne af Franco-Bevægelsen, at de kunde vinde magten over hele landet på to uger. De havde ikke forudset den enestående folkerejsning, som vilde gøre modstand mod dem.

Det er ikke sandsynligt, at tabslisterne fra borgerkrigen vil fremkomme de første år - muligvis vil de aldrig blive gjort op. Men på basis af forespørgsler, jeg har foretaget hos begge partier, mener jeg, der i krigens første halve år er blevet dræbt 250,000 i slagene, som repressalier eller ved henrettelser. Og endnu er den spanske dødskval langt fra sin afslutning.

"Viva la muerte" - "Leve Døden" - synes at være slagordet.

Stakkels Spanien, stakkels Europa - stakkels, stakkels Menneskehed!