John Tranum's faldsærmsudstyr
Fortalt af: John Tranum
Det er blevet undersøgt og bekræftet af de tyske myndigheder, at den påstand, der er fremsat af sergent Alkemade, 1431537 RAP, om, at han faldt ned fra 6000 meters højde uden faldskærm og landede sikkert uden at komme til skade, i enhver henseende er i fuld overensstemmelse med sandheden.
Der var, efter at Alarmberedskabet tidligt på Eftermiddagen var indtrådt, kommet Ordre til at en R-Maskine skulde starte ved Daggry næste Dag for Rekognoscering af den danske Grænse mod Syd.
Trafikken og erhvervslivet kan fortsætte, og ingen har pligt til at gå i tilflugtsrum, men da der foreligger en vis chance for bombefældning eller skydning, vil det være klogt at gøre det, hvis man ikke forsømmer nogen pligt derved.
Intet har i så høj Grad avlet Frygt og Mistro mellem Nationerne eller opmuntret rovgridske Ambitioner som dette nye Middel til pludseligt Angreb, ikke blot på de kæmpende Styrker, men på deres Kvinder og Børn langt bag Frontlinierne.
Havde vi valgt den anden, hvad vi lige så godt kunde have gjort, var vi antagelig alle blevet dræbt, thi mens vi var på Vej ned, faldt en Bombe som fuldstændig raserede den anden Trappegang.
Den Dag; da mit Uheld indtraf, oprandt med Vindstille og bagende Varme. Jeg havde foretaget flere Skydninger i Løbet af Formiddagen, og der havde intet været at bemærke.
De mørke Fugle fløj
ved Gry med Motorstøj
i Eskadriller over Byens Tage.
da så vi og forstod -
det gik til Hjertets Rod -
at vi fik Trældoms bitre Brød at smage
ved Gry med Motorstøj
i Eskadriller over Byens Tage.
da så vi og forstod -
det gik til Hjertets Rod -
at vi fik Trældoms bitre Brød at smage
Det var en dejlig maskine. Jeg ville være blevet lykkelig, hvis jeg havde fået den i fødselsdagsgave, da jeg blev tyve år.
En svunden Tid. Historie allerede. Er Nuet virkelig saa kort? Nationernes Flyverkapløb har i Dag et andet Maal.
Den vigtigste Usikkerhedsfaktor i Verden i Dag er Truslen fra Luften.
Jeg er lige vendt tilbage fra Newmarket-løbene og har fundet dit sidste brev, der lå og ventede i klubben.
Første pilot som fløj alene over Atlanterhavet.
Desuden medfører jeg en lille ilt-cylinder. Den vejer kun et kilo og er syet fast på seletøjet. Den har ilt til ca. tyve minutter og kan kobles til min iltmaske.
Der foruden vil jeg forsøge at tage en Marconi-radiosender med foran på maven. Højspændingsbatteriet har jeg i lommen, og antennen er rullet rundt omkring apparatet. Så kan de, der gider høre, hvad jeg har at fortælle under nedfarten, jo høre efter. Mikrofonen er indbygget i iltmasken. Det er meget let. Hele installationen vejer i alt elleve kilo, så det kan godt være, mit tyngdepunkt bliver sådan forrykket, at jeg kommer til at ligge på ryggen og tale - men så ligger man jo også bekvemt!
Men lad os nu ikke glemme, at jeg springer med to Irwin-skærme, to almindelige militære tjenesteskærme af standard-typen. Alt i alt får jeg altså ca. 65 kilo at slæbe på.
Farten oppe i det tyndeste luftlag vil blive ca. tre hundrede km i timen, men nede i fem-seks tusinde meters højde falder hastigheden til kun et hundrede og halvfems. I forvejen regner jeg min faldhastighed ud med matematisk nøjagtighed og får af piloten opgivet højden i det øjeblik, jeg springer. Spændt fast inde i min venstre hånd har jeg to stopure, som jeg sætter i gang, idet jeg springer. Hvis et af dem fryser eller på anden måde kommer i uorden, ser jeg det straks ved sammenligningen - og så er jeg naturligvis klar over, at den er gal. Udløse min skærm kan jeg jo altid! Det er for resten det vanskeligste ved faldskærmsudspring: man skal overbevise sin forstand om, at ens egne øjne lyver. Uden stopur tror man, at Jorden er to hundrede meter borte, mens den i virkeligheden er to tusinde.
Springet denne gang skal gøres fra så stor højde, som maskinen kan nå, forhåbentlig ni til ti tusinde meter - og så skal det blive rekord. Jeg udløser ikke skærmen, før man kan se mig vinke!
