Truslen fra Luften

ER LUFTVÅBNET AFGØRENDE?

Den vigtigste Usikkerhedsfaktor i Verden i Dag er Truslen fra Luften. Intet har i så høj Grad avlet Frygt og Mistro mellem Nationerne eller opmuntret rovgridske Ambitioner som dette nye Middel til pludseligt Angreb, ikke blot på de kæmpende Styrker, men på deres Kvinder og Børn langt bag Frontlinierne. Det er derfor af største Vigtighed så vidt muligt at bedømme den Rolle, Luftvåbnet vil spille i en moderne Krig. Samtidig reducerer Usikkerheden med Hensyn til Spørgsmålene alle Slutninger til noget nær Gætteværk. Det kan imidlertid med nogen Sikkerhed siges, at hele Forløbet af Krigen i Spanien snarere har vist Luftvåbnets Begrænsninger end dets Styrke. De ekstravagante Krav, en VIS Skole af Lufteksperter har stillet, er ikke blevet opfyldt. .

Lad, os først tage Tilfældet med Krigsskibe. Vi blev for nogen Tid. siden forsikret om, at Flåden var forældet, og at store Slagskibe, der kostede otte Millioner Pund, let kunde ødelægges af Aeroplaner, der kun kostede et Par Tusinder. For atten Måneder siden spurgte jeg i Underhuset, hvordan det kunde være, at ingen spanske Krigsskibe på nogen af Siderne var blevet sænket af Aeroplaner. De spanske Flåder er ikke udstyret med noget Luftskyts. Deres Skibe har ingen særlig Pansring mod Angreb ovenfra; og dog ser vi dem krydse langs Kysten ofte tydeligt at se fra Land, og øjensynlig lige så fri for Fare, som om der aldrig var opfundet Aeroplaner. Således er det gået i År. Hele Tiden har begge Parter i den spanske Krig haft Hundreder af Aeroplaner af temmelig moderne Typer og bemandet ikke blot med nogle få begejstrede Spaniere, men i Hovedsagen med Flyvere fra Italien, Tyskland og Rusland. Meget ofte vilde det kun tage et Kvarters Flyvning fra Kystaerodromen at nå disse Skibe. De er ikke blevet ødelagt - ja øjensynligt har man end ikke regnet det for Umagen værd, blot at prøve derpå. Sænkningen af den nationale Krydser Canarizs vilde have været en vældig Sejr for de spanske Republikanere. Hvorfor er de ikke i Stand til at gøre det? Ligesådan skulde de republikanske Destroyere synes at være en god Skydeskive for Italiens og Tysklands Flyvere, men intet sker.

Under den abessinske Spænding i Middelhavet advaredes man også med Fabler om, hvor let det vilde være for Mussolinis Luftstyrke at bombardere den britiske Flåde bort fra Havet. Siden da er der på den britiske Flådes Skibe udført et vældigt både aktivt og passivt anti-Luftforsvar. Det ser nu ud, som om den oprindelige Fare var i høj Grad overdreven. Hvor stor den nu end var for tre År siden, er den givet meget mindre i Dag, da vore Skibe har fået en så omfattende og betydningsfuld Beskyttelse. Jeg er derfor stadig af den Mening, som jeg ofte har udtrykt, at Flyvemaskinerne ikke vil være en dødelig Fare for vel udstyrede moderne Krigsflåder, hvad enten de er til Søs eller ligger i Havn under Beskyttelse af deres egne meget kraftige Anti-Luftskyts Batterier samt Kystbatterierne.

Angrebet på Handelsskibe, der ikke kan forsvare sig, er mere truende, men selv på dette Punkt - hvor de tapre Flyvere ikke udsættes for Fare og ustraffet kommer så lavt, de vil, og selv kan standse op for at beskyde de flygtende Besætninger med Maskingeværer siges det, at ved fem Hundrede Angreb er kun ti Skibe virkelig blevet sænket. Hvis man bevæbnede alle Handelsskibe med Anti-Luftkanoner og oprettede. Konvoyer under ordentlig udstyrede Ledsagerskibe, vilde det reducere denne ny Fare til Dimensioner, der kunde klares. Det synes derfor, at al Sømagt baseret på Besiddelsen af en overlegen Slagskibsflåde stadig bevarer sin Gyldighed. Hvis det er rigtigt, og det mener de britiske og amerikanske Flådemyndigheder, vilde Herredømmet over Havene hvile uimodsagt hos enten Storbritanniens eller De Forenede Staters Flåde. Når dertil føjes, at Undervandsbådene utvivlsomt er blevet forældet som det afgørende Krigsvåben, burde det i de vestlige Demokratier give en Følelse af Tillid og Sikkerhed, forsåvidt det angår Havene og Oceanerne.

Til Lands synes de spanske Hæres Operationer ikke at være blevet afgørende påvirket af Luftvåbnet. Republikarierne, der er langt underlegne i Luften, har ofte uden Midler til at gøre Gengæld måttet udholde meget svære og uforholdsmæssige Luftangreb. Denne Ulighed har ikke ødelagt deres Kampånd. Tværtimod erklærer alle Beretnin-ger, at de kæmper mere udholdende end i Begyndelsen af Krigen. Men det mest slående Eksempel på Luftvåbnets Begrænsning frembyder Operationerne tværs over Ebro. Her har 50.000 republikanske Tropper i fem Uger uophørligt kæmpet på denne Flods Sydbred, og de har fra Dag til Dag fået deres Forsyninger over nogle Broer, der allesammen er klart synlige fra Luften, og som ikke forsvares af et særlig stort Antal Anti-Luftskytskanoner.

Hvorfor, må vi spørge, er disse Broer ikke blevet ødelagt ved Luftbombardement? Hvis det var sket, er det givet, at den republikanske Hærs Nederlag og Ødelæggelse umiddelbart vilde være fulgt Der var derfor det bedst mulige Motiv for General Franco og hans tyske og italienske Flyvere til at sprænge disse Broer i Luften. Han havde dertil adskillige Hundreder Flyvemaskiner af moderne Typer, der kunde operere ud fra nærliggende Flyvepladser og hver halve Time vende tilbage for at hente en ny Ladning Bomber. I dette. Tilfælde har de gjort Forsøget, men vi må stadig spørge, hvorfor det ikke lykkedes dem? De eneste Forklaringer synes at være manglende Evne til at sigte nøjagtigt og udenlandske Flyveres Uvilje mod at gå lavt ned, selv når de kun udsætter sig for svag Ild.

Vi kommer nu til Virkningerne af Luftbombardementet og deres Maskingeværild på Tropper i Skyttegrave. Den moralske Virkning er uden Tvivl meget stærk, særlig når Luftangrebet kun kommer fra den ene Side. Men alt synes at vise, at et Luftangreb på Skyttegravslinier og befæstede Stillinger er langt mindre effektivt, end et Artilleribombardement. Ja, jeg har endogså hørt erfarne militære sige, at et koncentreret Bombardement fra to eller tre Batterier Feltartilleri vilde være langt værre at udholde end fra hundrede Aeroplaner. Under Fremrykningen mod Baskerlandet var det afgjort ikke Aeroplanerne, men de stærke udenlandske Batterier, der banede Vejen for General Francos Fremrykning. Det kunde derfor synes, at forsåvidt det gælder de kæmpende Tropper, er Flyvemaskinerne en yderligere Komplikation snarere end et afgørende Våben. Jeg tror, at de førende militære i Frankrig og Tyskland deler disse Anskuelser. Hvis de er rigtige, vil det vise sig, at de væsentlige og afgørende Betingelser, hvorundet Hære kæmper, lige som Flådernes ikke har undergået nogen revolutionerende Ændring. Men selvfølgelig kan den spanske Krig have sine særlige Forhold, så at Betingelserne der ikke giver nogen virkelig Vejledning.

Tilbage blive Luftangrebet på Civilbefolkningen og på Fabrikkerne, der frembringer Krigsforsyninger, og på Landets Rigdomskilder. Det ser ud til, at der i Spanien kun i meget ringe Grader er foretaget nøjagtige Bombardementer på særlige små Mål, især ikke når disse har nogen Art af Forsvar. Hvad angår den psykologiske Virkning på Madrids, Barcelonas og Valencias Civilbefolkninger har den været nøjagtig det modsatte af, hvad de tyske og italienske Bombardementsflyvere ventede. Så langt fra at fremkalde Panik og Ønsket om at overgive sig, fremkaldte de indenfor alle Klasser en rasende og ubøjelig Modstandskraft. De har forenet hele Samfundet, der ellers var dybt splittet, i et fælles Had til så nederdrægtige og barbariske Metoder. Jeg er derfor stadig overbevist om, at hvor Luftstyrken på begge Sider er lige, der er det sandsynligt, at den Part, der anvender sin Energi på Myrderier på Civilbefolkningen, vil erfare overraskende Skuffelser.

Alle disse Overvejelser kunde blive ugyldige, når meget store Antal af Flyvemaskiner opererede mod meget større Mål. Jeg må derfor for at undgå Misforståelse tilføje, at ingen af de Slutninger, jeg har forsøgt at drage ud fra den spanske Borgerkrig, i ringeste Grad formindsker Trangen til, at Storbritannien med dets særlige Farer og store Sårbarhed så tidligt som muligt erhverver en Luftstyrke, der er mindst lige så stærk som nogen Magts indenfor Rækkevidde af dets Kyster.