Strange fruit
Sunget af: Billie Holieday (Udødeliggjorde)
Digt skrevet af: Abel Meeropol i 1938 (under navnet Lewis allen)
Da jeg standsede ham, blev han blev så bange han bare løb ud over marken. Jeg råbte stands to gange mere, og derefter affyrede jeg et skud op i luften.
Han går i et fremmed Land.
Han går i en fremmed By.
Han kender ikke dens Mennesker,
kender ikke deres Sprog.
Han går i en fremmed By.
Han kender ikke dens Mennesker,
kender ikke deres Sprog.
Hør godt efter, makker; for det her kommer fra en fyr, der stadig har svedige hænder, og hvis strube stadigvæk er tør, og hvis kæber stadigvæk er gabet af led i chok over at have set Joe Louis slå Max Schmeling ud.
En farvet amerikansk atlet, som vandt fire OL-medaljer ved Legene i Berlin.
Jeg vil ikke gense mennesker, der har indladt sig på at være med til dette, endog at forherlige og idealisere det.
Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde
Hertz siger, at snart vil alt blive forbi, og vi vil allesammen blive dræbt.
Olovlig fransk protestsang fra mytteriet i 1917.
Afsted i børn af fædrelandet,
oprunden er nu hæderens dag.
Tyranniet har vi forbandet,
:/: rejser mod os sit blodige flag. :/:
oprunden er nu hæderens dag.
Tyranniet har vi forbandet,
:/: rejser mod os sit blodige flag. :/:
Strange Fruit er en protestsang mod lynchningerne af sorte i USA. I februar 1939 sang Billie Holiday sangen for første gang offentligt, det skete i Café Society i New York.
Skønt sangen var fantastisk ville hendes pladeselskab Columbia ikke udgive sangen, men gik med til at Billie indspillede den hos mindre pladeselskab Manhattan. Den 20 april 1939 udkom sangen, men radiostationerne ville ikke spille den. Alligevel lå den to uger senere nr. 16 på hitlisten.
Time Magazine kårede i 1999 sangen som århundredets sang. Sangen kan høres nederst på siden.
Den 21. oktober 1939 skrev redaktøren Samuel Grafton i The New York Post:
”Dette handler om en grammofonplade, som jeg har været besat af i to dage. Den hedder Strange Fruit, og selv efter at have hørt den ti gange får den en til at føle sig utilpas og klamre sig til stolen. Selv nu, hvis jeg blot tænker på den, rejser de små nakkehår sig og jeg får lyst til at slå nogen. Og jeg ved også hvem. Der er her opstået en voldsom eksplosion af oprigtighed inden for grænserne af en fast, stivnet og meningsløs form, og som har sprængt den i småstykker. Hvis de undertryktes vrede nogensinde bliver stor nok i Syden, har de nu fået deres Marseillaise”.
Southern trees bear strange fruit
Den 21. oktober 1939 skrev redaktøren Samuel Grafton i The New York Post:
”Dette handler om en grammofonplade, som jeg har været besat af i to dage. Den hedder Strange Fruit, og selv efter at have hørt den ti gange får den en til at føle sig utilpas og klamre sig til stolen. Selv nu, hvis jeg blot tænker på den, rejser de små nakkehår sig og jeg får lyst til at slå nogen. Og jeg ved også hvem. Der er her opstået en voldsom eksplosion af oprigtighed inden for grænserne af en fast, stivnet og meningsløs form, og som har sprængt den i småstykker. Hvis de undertryktes vrede nogensinde bliver stor nok i Syden, har de nu fået deres Marseillaise”.
Blood on the leaves and blood at the root
Black bodies swinging in the southern breeze
Strange fruit hanging from the poplar trees.
Pastoral scene of the gallant south
The bulging eyes and the twisted mouth
Scent of magnolias, sweet and fresh
Then the sudden smell of burning flesh.
Here is fruit for the crows to pluck
For the rain to gather, for the wind to suck
For the sun to rot, for the trees to drop
Here is a strange and bitter crop.
