Historie 1. Verdenskrig Dokumentar Bøn før slaget

Bøn før slaget

Af Alfred Lichtenstein - september 1914

Krigen har sin egen psyke. Det er en bekendt sag, at vedvarende skadelige indflydelser, for eksempel stadig nydelse af alkohol, indvirker omformende på karakteren.

Sårede ved fronten

I alle Krige har Tabene som Følge af Sygdomme været betydelig større end Antallet af saarede.

Efter slaget

Og så skrigene og stønnene af de sårede, der er spredt rundt om i kornmarkerne og i de fugtige enge! Jeg kender ikke noget mere forfærdeligt end det.

Urolig Nat

Slagtedagen hænger i jorden.
De, der mentes døde, skriger op og går til.
Menneske og vang vansmægter efter nat.

Horst Wessel

Die Strasse frei den braunen Batallionen
Die Strasse frei dem Sturmabteilungsmann

Unser Panzer

Ob's stürmt oder schneit,
Ob die Sonne uns lacht,
Der Tag glühend heiß
Oder eiskalt die Nacht.

Alfred Lichtenstein døde den 25. september 1914 ved Somme.

Inderligt synger mændene, hver for sig:
Gud, bevar mig for ulykke,
Far, Søn og Helligånd
At jeg ikke bliver ramt af granater,
At bæsterne, vores fjender,
Ikke fanger mig, ikke skyder mig,
At jeg ikke går til som en hund
For vores dyrebare fædreland.

Se, jeg vil gerne leve,
Malke køer, stoppe piger
Og tæve den skurk til Sepp.
Drikke mig fuld til tider
Indtil min salige ende.
Se, jeg beder gerne
Syv rosenkranse dagligt,
Hvis du, Gud, i din nåde
Dræber min ven Huber
eller Meier, og skåner mig.

Men skal jeg alligevel tro på det,
Lad mig ikke såre hårdt.
Send mig et let benskud,
En lille armlæsion,
Så jeg kan vende tilbage som helt,
Der kan fortælle noget.

"Gebet vor der Schlacht"

Tysk original version

Inbüinstig singt die Mannschaft, jeder Jur sich:
Gott, beüite mich vor Unglück,
Vater, Sohn und Helliger Geist,
Dass mich nicht Granaten treffen,
Dass die Luder, unsere Feinde,
Mich nicht fangen, nicht erschiessen,
Dass ich nicht wie'n Hund verrecke
Fur das teure Vaterland.

Sieh, ich öochte gern noch leben,
kü'he melken, Mddchen stopfen
Und den Schuft, den Sepp, verprügeln,
Mich noch manches Mal besaufen
Bis zu meinem selgen Ende.
Sieh, ich bete gut und gerne
Taglich sieben Rosenkranze,
Wenn du, Gott, in deiner Gnade
Meinen Freund, den Huber oder
Meier, tötest, mich verschonst

Aber muss ich doch dran glauben,
Lass mich nicht zu schwer verwunden.
Schick mir einen leichten Beinschuss,
Eine kleine Armverletzung,
Dass ich als Held zurückkehr,
Der etwas erzåhlen kann